Elektronikoperatør arbejder
Erhvervsuddannelse (EUD)

Elektronikoperatør

En elektronikoperatør arbejder med at producere, samle, teste og kvalitetssikre elektronikprodukter.

Fakta

Navn:
Elektronikoperatør
Varighed:
2 ½ år
Speciale:
Elektronikoperatør
Adgangskrav til grundforløb:
Folkeskolens afgangseksamen el. tilsvarende med karakteren 2,0 i dansk og matematik
Overgangskrav til hovedforløb:
Vær opmærksom på, at der er specifikke krav ved overgangen til hovedforløbet
Skoleoplæring:
Ingen mulighed for skoleoplæring
Økonomi:
SU og lærlingeløn
Muligheder for at læse videre:
Du får adgang til få videregående uddannelser
Den blå farve i barometeret viser, at der er adgang til få videregående uddannelser
Læs mere i afsnittet Mere uddannelse

På uddannelsen lærer du at lave industrielt fremstillet elektronik. Det kan fx være til medicinsk udstyr, mobiltelefoner og spil eller til rumfart og mange andre produkter, hvor der indgår elektroniske kredsløb.

Du lærer at planlægge og overvåge fremstillingen, som både kan være automatiseret og manuel. Du lærer fx at præcisionslodde under mikroskop.

Du bliver også i stand til at finde og rette produktionsfejl på forskellig slags elektronik, og du bliver sat ind i forskellige metoder til at kontrollere produkterne.

Som elektronikoperatør kan du arbejde i både større og mindre elektronikvirksomheder.

Foto: Getty Images

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

På uddannelsen til elektronikoperatør lærer du, hvordan man producerer elektronik og fremstiller forskellige elektroniske produkter. Det kan fx være elektronik i:

  • Medicinsk udstyr
  • Hæve/sænkeborde og elevationssenge
  • Tablets og mobiltelefoner
  • Spilkonsoller
  • Sikkerhedssystemer
  • Satellit og anden rumfart

Du lærer at styre og overvåge de produktionsanlæg, der fremstiller elektronikprodukterne. Det vil sige, at du fodrer maskinen med komponenter og overvåger, at produktionen lever op til krav om produktivitet, kvalitet, miljø og arbejdsmiljø.

Derudover lærer du at montere kabler og stik til elektriske produkter, fx ledningsnet i biler, medicinsk udstyr eller større anlæg som fx sikkerhedssystemer, transportbånd mv.

Du lærer også at bruge test- og måleudstyr og at præcisionslodde under mikroskop. Det kan fx være elektronikprodukter til rumfart, hvor der kræves stor pålidelighed under ekstreme forhold. Det er alle opgaver, der udføres i hånden.

Løn, job og trivsel

  • Hvad tjener man som nyuddannet?
  • Er der gode beskæftigelsesmuligheder?
  • Trives eleverne på uddannelsen?
  • Hvordan er køns- og aldersfordelingen?

Tjek fakta om uddannelsen, før du vælger, eller sammenlign uddannelser.

Gå til Uddannelsen i tal

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen består af et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger, samt et hovedforløb, der veksler mellem perioder på din læreplads og perioder på skolen.

Figuren viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.

Fag

På skolen lærer du bl.a. om:

  • Automatisk elektronik-produktionsteknik
  • Manuel montage- og loddeteknik
  • IPC-inspektion (metode til at vurdere kvalitet)
  • Kvalitetsstyring
  • Innovation og produktionsoptimering

Du skal også have fag som førstehjælp, brandbekæmpelse og sikkerhed ved arbejde med epoxy, ligesom du skal have dansk og engelsk.

Oplæring

På lærepladsen bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. Oplæringen foregår på en arbejdsplads. Der er ikke mulighed for at komme i skoleoplæring.

Du afslutter uddannelsen med en svendeprøve.

Er uddannelsen noget for mig?

Hvis du er usikker på, om uddannelsen passer til dig, kan du her få en idé om, hvad der er vigtigt på uddannelsen.

Listen nedenfor hjælper dig med at vurdere, om uddannelsen passer til dine interesser og forventninger. Det er ikke krav, men vigtige punkter at overveje. 

Overvej fx, om du:

  • Har lyst til at arbejde med industriel produktion af små elektronikdele
  • Har lyst til at arbejde med teknik og it-styrede maskiner
  • Har et godt syn og kan arbejde omhyggeligt og præcist
  • Har fokus på kvalitet og detaljer
  • Har sans for arbejdsprocesser og effektivitet
  • Kan læse og forstå arbejdsbeskrivelser og arbejdstegninger
  • Er praktisk anlagt
  • Kan samarbejde med andre
  • Er indstillet på skiftende arbejdstider

Adgangskrav

Der er adgangskrav til erhvervsuddannelsens grundforløb. Der er også specifikke overgangsskrav, som du skal opfylde, inden du kan gå videre til hovedforløbet.

Adgangskrav til grundforløbet

For at begynde på en erhvervsuddannelses grundforløb skal du opfylde følgende krav:

  • Du skal have bestået folkeskolens afgangseksamen eller en tilsvarende prøve
  • Du skal have fået mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangseksamen i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve

Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du desuden være have fået mindst 2,0 i gennemsnit af dine afsluttende standpunktskarakterer i henholdsvis dansk og matematik.

Hvis du har en uddannelsesaftale med en virksomhed, opfylder du adgangskravene til en erhvervsuddannelse. Du skal dog altid have opfyldt din undervisningspligt.

Læs mere i Adgangskrav til erhvervsuddannelserne.

Overgangskrav til hovedforløbet

For at kunne gå i gang med hovedforløbet og gennemføre uddannelsen, skal du have gennemført fagene:

  • Dansk på F-niveau
  • Fremmedsprog på F-niveau

Du skal desuden have taget certifikat i nedenstående, som du undervises i på grundforløbet:

  • Førstehjælp på mellemniveau
  • Elementær brandbekæmpelse
  • Arbejde med epoxy og isocyanater

For at starte på uddannelsens hovedforløb skal du desuden have en uddannelsesaftale.

Ansøgning og optagelse

Der er flere måder at begynde en erhvervsuddannelse på. Måden afhænger af din alder og baggrund, når du starter. Læs her, hvordan du kommer i gang, når du er under 25 år.

Du går i 9. eller 10. klasse

Hvis du vil i gang lige efter 9. eller 10. klasse, skal du søge ind på grundforløbets 1. del (GF1).

Ansøgning: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.


Du er gået ud af 9. eller 10. klasse

Hvis du er gået ud af 9. eller 10. klasse og er under 25 år, kan du vælge mellem følgende muligheder:


De samme muligheder gælder for dig, der har taget forberedende grunduddannelse (FGU) i løbet af de 2 år.

Hvis du har taget gymnasial uddannelse i mere end 1 år, skal du altid søge ind på grundforløbets 2. del.

Ansøgning til GF1: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.

Ansøgning til GF2: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om ansøgningsfrist. Du ansøger via  Optagelse.dk.


Du er gået ud af 9. eller 10. klasse for mere end 2 år siden

Er det mere end 2 år siden, at du gik ud af 9. eller 10. klasse, og er du under 25 år, gælder følgende:

  • Du skal søge ind på grundforløbets 2. del (GF2)
     
  • Du kan evt. også starte i grundforløb plus (GF+). Det er for dig, som har brug for afklaring eller skoleundervisning, før du beslutter dig for uddannelsen. Efter grundforløb plus går du videre på grundforløbets 2. del.


Ansøgning til GF2 eller GF+: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om ansøgningsfrist. Du ansøger via  Optagelse.dk.


Du har en uddannelsesaftale

  • Hvis du har skaffet en læreplads og lavet en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, skal du typisk starte i grundforløbets 2. del (GF2). Hvis din uddannelsesaftale dækker grundforløb plus (GF+), starter du med dette forløb.
     
  • Hvis din uddannelsesaftale dækker både grundforløb og hovedforløb, kan du aftale at begynde din uddannelse på lærepladsen. Læs mere i Skolevejen og lærepladsvejen.
     
  • Hvis du har en aftale om Ny mesterlære, kan du erstatte meste af skoleundervisningen på grundforløbet med praktisk oplæring på en arbejdsplads.
     

Skoletilmelding: Arbejdsgiveren sender din uddannelsesaftale eller Ny mesterlæreaftale til erhvervsskolen. Aftalen fungerer som skoletilmelding.


Du er fyldt 25 år

Er du fyldt 25 år, skal du søge ind på erhvervsuddannelse for voksne, euv. Se afsnittet Erhvervsuddannelse for voksne.

Uddannelsessteder

Hvis du vil se, hvor du kan tage din erhvervsuddannelse, kan du bruge UG-værktøjet Erhvervsuddannelseskortet.

Grundforløb

Se kortet over skoler, der udbyder grundforløbets 2. del

Hovedforløb

Se kortet over skoler, der udbyder hovedforløb

Mere om Erhvervsuddannelseskortet

Du kan også finde andre forløb på Erhvervsuddannelseskortet. Læs om hvordan du bruger kortet i artiklen Erhvervsuddannelseskortet.

Find en læreplads

Du skal selv finde en læreplads og indgå en skriftlig uddannelsesaftale med lærestedet. Du vil få hjælp og vejledning fra erhvervsskolen. Læs mere i Sådan søger du læreplads.

Lærepladsen.dk

På www.lærepladsen.dk kan du finde ledige lærepladser. Du kan også se, hvilke virksomheder der er godkendt til at oprette lærepladser.

Når du er startet på erhvervsskolen, kan du oprette din egen profil på Min side og få besked om ledige lærepladser, der matcher dine ønsker.

Der er ikke mulighed for skoleoplæring. Hvis du ikke kan finde en læreplads, har du garanti for at kunne gennemføre en anden erhvervsuddannelse med bedre muligheder for at få læreplads. Læs mere om Uddannelsesgaranti.

Erhvervsuddannelse for voksne

Hvis du er fyldt 25 år, tager du en særligt tilrettelagt erhvervsuddannelse for voksne (euv). Uddannelsen tilrettelægges på baggrund af en kompetencevurdering, dvs. en vurdering af den uddannelse og erfaring, du allerede har. Din uddannelse bliver dermed i de fleste tilfælde kortere. Læs mere om euv i Erhvervsuddannelser for voksne.

Hvis du er fyldt 25 år, kan du evt. blive ansat som voksenlærling til en forhøjet lærlingeløn. Læs om muligheder og betingelser i Voksenlærling.

Økonomi

Du får løn eller anden økonomisk støtte under uddannelsen.

Lærlingeløn

Du får lærlingeløn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft, både i læreplads- og skoleperioderne. Beløbet afhænger af, om du er under eller over 25 år.

  • Er du under 25 år, er din startløn som lærling typisk ca. dobbelt så høj som SU for udeboende over 20 år. Din lærlingeløn stiger, mens du er under uddannelse.
  • Er du 25 år eller derover, er din startløn som lærling typisk højere. Den vil som regel ligge på niveau med den minimumsløn, som er aftalt for voksne på området.

Lærlingelønnen er aftalt mellem arbejdsgiverorganisationen og den faglige organisation på området.

Hvis du har en uddannelsesaftale, der dækker grundforløbet, får du også lærlingeløn på grundforløbet. Hvis du ikke har det, kan du søge SU, hvis du er fyldt 18 år. 

Læs mere i Økonomi under erhvervsuddannelsen

Læs om SU

 

Jobmuligheder

Som elektronikoperatør kan du finde job i virksomheder, der producerer elektronik. Det kan fx være virksomheder, som fremstiller printplader til kommunikationsudstyr, måleapparater, hospitalsudstyr, tablets, mobiltelefoner eller vindmøller. 

Læs mere under Mulige job

Mere uddannelse

Når du har afsluttet din erhvervsuddannelse, har du mulighed for at videreuddanne dig.

Videregående uddannelse

Elektronikoperatøruddannelsen giver adgang til nogle få videregående uddannelser på fuld tid. Find dem i UG-værktøjet Adgangskortet.

Gå til Adgangskortet

  • Husk at vælge dit speciale i værktøjet samt evt. eux
  • Vælg en kategori, og se dine muligheder

Læs mere i artiklen Videregående uddannelse efter erhvervsuddannelsen

Efter- og videreuddannelse

AMU-kurser

Som elektronikoperatør kan du efteruddanne dig med korte, kompetencegivende AMU-kurser.


Akademiuddannelse

Når du har fået erhvervserfaring, kan du også efteruddanne dig med en akademiuddannelse. Akademiuddannelser er videregående uddannelser, som du kan tage på deltid.

Se akademiuddannelser

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 3 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for ungdomsuddannelser.

Få mere at vide

Fagligt udvalg:
Industriens Fællesudvalg www.iu.dk

Projekt Hands-on.dk.

Uddannelsens veje

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information

Inspiration

Ingen relevante arrangementer til denne uddannelse

alle erhvervsuddannelser
alle erhvervsuddannelser

Se en oversigt over alle erhvervsuddannelser.

Zoom ind og sammenlign uddannelser.