Siden middelalderen er studerende og andre uddannelsessøgende rejst ud over landets grænser. Det er imidlertid først inden for de sidste 20-25 år, at mobilitet har taget et omfang og fået en betydning, hvor man kan tale om det som en udfordring for vejledningen. Men udfordringen er ikke den samme nu som før.

Fra det tidspunkt, da udlandsophold for alvor begyndte at vinde frem i midten af 80’erne og helt frem til slutningen af 90’erne, bestod udfordringen først og fremmest i information. Det var et problem at få noget at vide om de åbninger (tilskudsmuligheder, praktikpladser, uddannelsestilbud m.v.), der rent faktisk eksisterede, for slet ikke at tale om boligforhold, levevilkår og økonomi. Vejledning om udlandsophold var derfor først og fremmest en udredningsopgave, der kunne sluge masser af tid for både vejlederen og den vejledningssøgende.

I dag er der virkelig noget, der har rykket sig i forhold til dengang. Der er kommet mange flere muligheder, og der bliver produceret meget mere information – og frem for alt er den nu ofte målrettet, hvor man før skulle stykke den sammen fra mange forskellige kilder. Og informationsteknologien har udrettet intet mindre end mirakler med tilgængeligheden: De oplysninger, det før kunne tage uger at få frem, finder søgemaskinen nu på internettet på brøkdele af et sekund.

Endelig er langt de fleste uddannelsesinstitutioner nu med i internationale netværk, hvor udveksling af studerende/elever indgår som en integreret del. Det drejer sig om pakkeløsninger, hvor der i forvejen er taget hånd om de fleste praktiske forhold, og hvor man kan trække på erfaringerne fra andre, der tidligere har været ude på samme sted og på samme tidspunkt i uddannelsen.

Betyder det, at vejlederen er overflødiggjort i forhold til den "transnationale mobilitet"? Det mener jeg absolut ikke, det gør. Det betyder derimod, der frigøres kræfter til at fokusere på andre aspekter af arbejdet, som måske tidligere er blevet underdrejet, og som i kraft af udviklingen har fået endnu mere betydning end før. Jeg vil fremhæve tre faktorer:

For det første er det nu en erklæret politisk målsætning – på nationalt plan og i mange tilfælde også på institutionelt plan – at få så mange unge til udlandet som muligt som et led i deres uddannelse og læring. Hvor det før kunne føles, som om systemet var en af barriererne, der skulle overvindes, skubber man nu på ovenfra for få statistikkerne i vejret. Her ligger der en nøglerolle for vejlederne. Hvor mange vejledere måske primært har arbejdet reaktivt med udlandsophold (dvs. har taget sig af de henvendelser, der kom), skal arbejdet nu lægges over i en mere proaktiv retning: Vejledere skal aktivt "sælge" muligheden for et udlandsophold til unge, for hvem en sådan idé måske ikke umiddelbart ligger lige til højrebenet.

For det andet betyder internationaliseringen og de mange samarbejdsaftaler mellem uddannelsesinstitutioner på tværs af landegrænser, at vi nu får udenlandske studerende og uddannelsessøgende til landet i et helt andet antal end før. Både på udvekslingsaftaler og som studerende på normale vilkår, fordi mange uddannelser nu udbydes på engelsk. De har også behov for vejledning, og også her ligger der en særlig udfordring for vejlederne.

For det tredje er der også kommet fokus på kvaliteten i udlandsophold, der ikke (altid) har været der før. Der breder sig en erkendelse af, at det ikke er nok bare at sende en person til udlandet og få ham/hende levende hjem igen. Det centrale må være det, de bringer med sig tilbage i form af ny viden og kompetencer. Der er en lang række betingelser, der skal være opfyldt, for at der sker en hensigtsmæssig læring. Vejlederen har potentielt en central rolle i denne kvalitetssikringsproces.

Jeg vil gå nærmere ind på de konkrete konsekvenser, disse udfordringer har for vejledningsarbejdet. Men først lidt generelt om udlandsophold og læring.

Det kan lyde lidt banalt at sige, at der er en tid både før og efter udlandsopholdet. Men læringen under udlandsophold afhænger i meget høj grad af, hvad der er gået forud, og hvad der sker bagefter. Vi kan lære på forskellige måder, men den vigtigste læring under et ophold i udlandet er overvejende refleksiv læring. Meget kort og meget firkantet handler det om, at vi mødes med andre måder at sige og gøre tingene på, og at dette sammenstød med egne vaner, normer og handlemåder giver anledning til refleksion. Den kan føre til, at vi bliver mere rummelige, mere fleksible, og vi dermed bliver bedre til at tackle det nye og det anderledes. Med andre ord: At vi udvikler den forandringsparathed, der er en af de mest centrale og efterspurgte kompetencer på arbejdsmarkedet i dag.

Selvfølgelig sker der også andre typer af læring undervejs, fx af faglig og sproglig karakter. Men det udgør i mine øjne mere tillægsgevinster end det centrale udbytte. Når det gælder det fagligt/teknologiske, kan vi i de fleste tilfælde ordne den side af sagen lige så godt – og billigere – på hjemlig grund.

Refleksionsprocessen er imidlertid ikke noget, der sker helt af sig selv, og den har heller ikke i alle tilfælde et positivt udfald. Vi behøver ikke automatisk blive mere åbne gennem mødet med det anderledes. Det omvendte kan også være tilfældet – hvis vi er usikre og i forsvarsposition og/eller hvis afstanden er for stor, kan vi i stedet for reagere med en afvisning. Og sørger man ikke for at understøtte og fastholde processen både undervejs og efterfølgende, får potentialet ikke lov til at udvikle sig, og de positive ansatser forsvinder igen, før de får lov til at sætte sig fast. Derfor skal udlandsophold som et pædagogisk redskab ses i et større perspektiv, hvor en intervention både før og efter opholdet indgår som en integreret del.

Man kan tale om, at der er tre dimensioner i det arbejde, der går forud for et ophold i udlandet. Den ene har vi allerede været inde på – nemlig motiveringen, som er vigtig, hvis vi vil nå ud til andre grupper end de, der af sig selv møder op på vejlederens kontor for at komme på uddannelses- eller praktikophold i udlandet. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at udlandsophold ikke nødvendigvis er for alle – eller rettere: At redskabet skal tilpasses brugeren.

Et seks måneders praktikophold på en virksomhed i udlandet, der er underlagt markedsvilkår, og som derfor ikke kan tage specielle pædagogiske og sociale hensyn, kræver en vis robusthed både fagligt og personligt. Hvis en person ikke besidder det, er det uforsvarligt at sende ham eller hende af sted. Vi bruger ikke ordet "sortering" inden for vejledningen i Danmark, men taler i stedet om afklaring – at en deltager forud for opholdet har fået det bedst mulige grundlag for selv at afgøre, om det nu også er det rigtige tilbud, han eller hun har valgt.

Så er der også selve den målrettede forberedelse. Ingen kan lære og udvikle sig, når de befinder sig i en tilstand af utryghed. Derfor handler forberedelsen om at give deltagerne såvel praktiske forudsætninger som basale redskaber til problemløsning, så de er bedst muligt rustet til at klare de udfordringer, de møder undervejs. Der er efterhånden en almen forståelse for, at unge, der tager på et uddannelses- eller praktikophold i udlandet, skal have en passende sproglig og kulturel forberedelse forinden. De skal kunne kommunikere med deres omgivelser, og de skal trænes i at afkode og håndtere kulturforskelle.

Også en række praktiske forhold kræver forberedelse: Deltagerne skal vide, hvad de gør i tilfælde af sygdom, de skal være informeret om forsikringsbestemmelser, de skal have et overblik over økonomien, være bekendte med relevante love og bestemmelser i værtslandet osv.

Ud over den sproglige, kulturelle og den praktiske forberedelse er der dog yderligere to andre aspekter, der skal arbejdes med inden udrejse. Det ene er det pædagogiske aspekt. Der skal udarbejdes en personlig læringsplan, hvor målene for opholdet er klart definerede. Denne læringsplan skal helst være udarbejdet i et samarbejde mellem alle involverede parter (dvs. både den udsendende institution, værtsinstitutionen eller –virksomheden, og selvfølgelig også deltageren selv) og alle skal være klar over deres forpligtelser. Det andet er det psykologiske aspekt, der er særligt vigtigt ved længerevarende ophold. Deltageren skal informeres om risikoen for at blive ramt af "kulturchok" og om, hvordan man bedst bekæmper den hjemsyge, som alle berøres af under opholdet.

Når deltageren først er rejst, er det begrænset, hvad man som vejleder kan gøre. Nogle deltagere aftaler at holde en fast og regelmæssig kontakt med deres vejleder for at rapportere om og diskutere forløbet af opholdet. Det var fx tilfældet i den Fri Ungdomsuddannelse, hvor det også var muligt at inkorporere udlandsophold. I de fleste tilfælde er det dog vejledere eller ressourcepersoner på stedet (dvs. i udlandet), der tager over. Omvendt vil det så også sige, at det er danske vejledere og ressourcepersoner, der informerer og vejleder studerende og praktikanter fra udlandet, når disse opholder sig i Danmark.

Normalt betyder det blot, at vejlederkontoret står åbent for udlændinge med vejledningsbehov, lige som det gør det for danskere. "Multikulturel vejledning" er en særlig disciplin, som man kan kaste sig over og specialisere sig i – men mange gange handler det "bare" om, at de har brug for en indfødt til at hjælpe med at klare problemer, der kræver system- eller lokalkendskab. Ud over vejlederen er der i reglen også en række andre ressourcepersoner, der yder (eller kan yde) information, rådgivning og vejledning i den forbindelse:

• En "monitor" eller "supervisor" er den person, der har det overordnede projektansvar i forbindelse med modtagelsen af (grupper af) udenlandske studerende eller praktikanter.
• "Mentor" er et begreb, der bruges i forbindelse med praktikophold og betegner den person på arbejdspladsen, der er deltagerens kontaktperson, og som sørger for, at de i læringsplanen beskrevne mål bliver nået.
• En "tutor" har den samme rolle, bare på uddannelsesinstitutionen.

Der kan sagtens være personsammenfald mellem to eller endda tre af de fire funktioner (vejleder/monitor/mentor/tutor), og man kan også opleve, at betegnelserne bruges noget anderledes end beskrevet hér. Det har ingen betydning. Det vigtigste er, at funktionerne, de repræsenterer, er dækket bedst muligt ind.

Der har efterhånden bredt sig en erkendelse af, at forberedelse er vigtig. Men efterbearbejdelsen af opholdet (debriefingen) er endnu stort set en hvid plet på landkortet i de fleste af de sammenhænge, hvor man beskæftiger sig med mobilitet. Selvom den i betydning rangerer på linje med forberedelsen. I mange tilfælde består den blot af en kort, skriftlig rapport på baggrund af nogle foruddefinerede spørgsmål.

Efterbearbejdelsen skal opfylde forskellige funktioner, der dels er bagudrettede og knytter sig til behandlingen af oplevelserne i udlandet, og dels er fremadrettede og knytter sig til udnyttelsen af de indvundne erfaringer i forhold til deltagerens videre livsforløb. Til den første gruppe hører evalueringen af læreplanen. Det er vigtigt at få slået fast, om deltageren nu også lærte det, der var meningen, og at få analyseret baggrunden for evt. afvigelser fra det planlagte. I den forbindelse skal man være særligt opmærksom på ikke-intenderede effekter af opholdet. Perspektiveringen rækker også bagud og handler om fortolkningen af de oplevelser, deltageren har haft. Både gode og dårlige oplevelser kan blive til værdifulde erfaringer, som man kan have glæde af i sit senere liv, men for at det kan ske, skal de drøftes igennem og i mange tilfælde sættes ind i et større perspektiv (deraf betegnelsen), før de får mening.

For mange deltagere – især for unge på længerevarende ophold – sætter de nye omgivelser og den frihed, det giver ikke at skulle leve op til et fastlåst rolle, gang i en personlig udvikling, der i nogle tilfælde kan opleves som forbløffende. Men når de vender tilbage, oplever de et pres fra deres gamle omgangskreds for igen at blive til den, de var, før de tog af sted. Det kan gøre, at nogle af de positive aspekter af opholdet forsvinder eller undertrykkes, og derfor indeholder efterbearbejdelsen også et element af fastholdelse i forhold til en sådan udvikling. Den skal selvfølgelig understøttes af en egentlig vejledning, der hjælper deltageren til at udnytte sin nyerhvervede viden og kompetencer og bringe den i spil forhold til uddannelse og karriere.

Endelig kan det rent faktisk også være hårdt at vende tilbage, og psykologer taler ligefrem om et "omvendt kulturchok" ved hjemkomsten. Derfor kan der som et led i efterbearbejdelsen i nogle tilfælde også blive tale om hjælp til reintegration i de hjemlige miljøer.

Det kan diskuteres, hvor mange af de ovenfor beskrevne aspekter og funktioner, der hører til inden for vejlederens jurisdiktion. For eksempel er den sproglige forberedelse vel ikke noget, som vejlederen skal tage sig af – andet end ved at henvise til relevante kurser eller materiale? Noget entydigt svar er svært at give, og det kan i den sammenhæng være relevant at skelne mellem "need to know" og "nice to know". Der er nogle opgaver, som det er helt indlysende, at vejlederen tager sig af, og så er der andre, man som vejleder kan nøjes med at være orienteret om for overblikkets skyld. Og så er der et gråt felt inde mellem de to, som kan variere i størrelse. Hvor grænsen præcist ligger, afhænger af den enkelte vejleders viden og kompetencefelt, og så selvfølgelig den vejledningssøgendes behov.

Denne artikel kan kun give et kort overblik over et komplekst og potentielt meget stort område. Hvis man som vejleder gerne vil vide mere både i bredden og dybden, kan man gå ind på VidensCenter for Vejlednings "mobilitetsværktøjskasse" for vejledere, hvor man kan læse mere om læreprocesser og om de enkelte funktioner før, under og efter et udlandsophold. Værktøjskassen indeholder også – som navnet antyder – praktiske eksempler og materiale, der kan anvendes i det daglige arbejde.

Søren Kristensen, konsulent i Tecne, har i en årrække beskæftiget sig med international mobilitet og har udarbejdet Mobilitetsværktøjskasse for vejledere. Han er desuden forfatter af ph.d.-afhandlingen Learning by Leaving og Læring og praktikophold i udlandet.

Learning by Leaving (2004)