Den globale samhandel og udveksling af varer og ydelser har været udbredt i flere århundreder – og på visse tidspunkter, fx i perioden fra omkring 1870’erne til udbruddet af 1. verdenskrig, har den globale samhandel omfangsmæssigt faktisk været på højde med nutidens niveau. Men det er først i de sidste 10 – 15 år, at globaliseringen er kommet på dagsordenen som et fænomen.

Det skyldes måske, at globaliseringsfænomenet nu manifesterer sig på flere områder. Globaliseringen handler ikke alene om, at samhandelen mellem verdens lande vokser, og at vi bliver vidne til en markedsmæssig integration. Det nye ved globaliseringen er formentlig, at globaliseringen – godt hjulpet på vej af moderne informationsteknologi – får store konsekvenser for det sociale og kulturelle liv i hele verden. Det er der nok ingen, der betvivler i dag. Men det store spørgsmål er, om globaliseringen bringer os tættere sammen og nedbryder de kulturelle forskelligheder og skel mellem befolkningsgrupperne rundt om i verden – eller om globaliseringen tværtimod fører til social-kulturel disintegration?

Senest peger fx Muhammed-krisen på, at globaliseringstendenserne – hvor nyheder og information flyder hurtigt mellem verdensdelene – ikke umiddelbart fører til integration i forhold til det social-kulturelle felt. Det er derfor et åbent spørgsmål, om globaliseringen gør verden mindre. Selvom de fysiske afstande mellem folk unægtelig bliver mindre i takt med globaliseringen, kan det meget vel være, at de verdener, som vi lever i, kommer til at fjerne sig fra hinanden.

Globalization means that borders become markedly less relevant to everyday behaviour in the various dimensions of economics, information, ecology, technology, cross-cultural conflict and civil society. […] It means that people are thrown into transnational lifestyles that they often neither want nor understand – or following Anthony Giddens’ definition, it means acting and living (together) over distances, across the apparently separate worlds of national states, regions and continents. (Ulrich Beck, 2000)

Vi lever også i et videnssamfund. Det er der i hvert fald nogen, der mener. Selvom der ikke findes en klar definition af, hvad vi skal forstå ved et videnssamfund – i modsætning til informationssamfundet, oplevelsessamfundet osv. – så er der nok ingen tvivl om, at viden spiller en væsentlig, og måske tiltagende, rolle i samfundsøkonomien. For snart 50 år siden pegede økonomen Fritz Machlup for første gang på betydningen af viden som en økonomisk ressource, og siden har fx managementguruen Peter Drucker hævdet, at vi lever i en vidensøkonomi. Der er tegn på, at den materielle produktion og udvekslingen af varer kommer til at fylde en stadig mindre del i økonomien (selvom andelen dog fortsat er betydelig!) og at den immaterielle produktion – i form af patenter, copyrights, varemærker, services og intellektuel kapital – kommer til at spille en stigende rolle i verdensøkonomien.

I Danmark har denne tænkning haft et solidt nedslag, og på Christiansborg er det næsten blevet et mantra, at vores viden er Danmarks vigtigste ressource i den internationale konkurrence. Det betyder, at vi skal satse på at udvikle og bruge vores viden på nye og smarte måder for at sikre vores velstand.

I de mange råd og nævn, der har sat globalisering på dagsordenen – fx regeringens Globaliseringsråd, Innovationsrådet, The Copenhagen Center, Velfærdskommissionen, Center for Politiske Studier, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – er der en tendens til, at debatterne fokuserer meget på de markedsmæssige aspekter ved globaliseringen. Diskursen om videnssamfundet og vores konkurrencemæssige fordele og muligheder på verdensmarkedet har således fyldt meget. Ses der bort fra de finere nuancer, så har de mange råd og nævn alle peget på, at vi skal satse mere på at styrke vores viden gennem mere og bedre uddannelse og forskning. Målsætningerne er entydige: Uddannelses- og forskningsindsatsen skal effektiviseres og styres mere, så der kan produceres mere viden på kortere tid og til billigere penge.

Men midlerne kan være mange. Der peges ofte på, at en styrkelse af indsatsen i uddannelses- og erhvervsvejledningen er afgørende. Tanken er, at en forbedret vejledningsindsats vil kunne effektivisere produktionen af kandidaterne og bidrage til at skabe et bedre match mellem erhvervsvalg og job. Så undgår man flaskehalse på arbejdsmarkedet og/eller høj ledighed inden for bestemte uddannelsesområder og erhverv. En styrket vejledningsindsats ses således som et middel til at effektivisere uddannelsesindsatsen og skabe balance på arbejdsmarkedet – begge er væsentlige forudsætninger for effektiv vidensproduktion.

Men hvad er det lige for en viden, der skal produceres? Og hvordan kan vejledningsindsatsen bidrage til, at det er den rigtige viden, der produceres?

Viden er mange ting. Lad mig give et eksempel: Hvad er det fx for en viden, som en ingeniør skal have for at være en god ingeniør? Hvilken viden skal han eller hun have for at være attraktiv på arbejdsmarkedet og for at kunne sikre sin virksomhed en førerposition i den internationale konkurrence?

• For det første skal ingeniøren holde sig ajour med den nyeste faglige viden på sit felt. Han eller hun skal kende og beherske de gældende teorier, regler og begreber på sit felt – altså den relevante, kodificerede og eksplicitte viden på området.
• Men ingeniøren skal også være i besiddelse af den tavse viden, der findes inden for vedkommendes område – det handler fx om et særligt håndelag eller en "fornemmelse" for, hvordan et problem skal angribes og løses.
• Og så er der den viden, som kan udtrykkes eksplicit, men som cirkulerer mellem ingeniørerne. Når ingeniører fx fremdrager "best practice" på et område, beretter om ekstraordinære ingeniørbedrifter eller blot diskuterer, hvad der virker og ikke virker, så formidles der ingeniørfaglig ekspertise.
• Endelig er der den type af viden, som cirkulerer mellem ingeniører, men som ikke lader sig beskrive udtømmende. Her er der tale om "den gode ingeniørpraksis" – hvordan man som ingeniør skal forstå og agere i verden.

Hertil kommer, at meget af den viden, som vi tror, vi besidder, slet ikke er vores ejendom. Det er ikke noget, som vi hver især rummer. Derimod er meget viden noget, vi gør, og noget vi gør sammen. Denne type viden kommer til udtryk, når vi arbejder sammen og handler i de sociale praksisser, som vi er en del af. Megen ingeniørviden ligger derfor i ingeniørkulturen, som den nu udfolder sig ude på arbejdspladserne, på uddannelsesinstitutionerne, i forskningsmiljøerne osv.

I den danske globaliseringsdebat har mange netop peget på, at Danmark har en særlig fordel i den internationale konkurrence, og at denne fordel hænger sammen med vores særegne danske (eller skandinaviske) kultur. Der peges fx på, at vores kultur (eller praksis) værdsætter kommunikation, er skeptisk og kritisk over for autoriteter og hierarkier, dyrker det uformelle og fleksible m.m. Vi har med andre ord en række kulturelle forudsætninger, der giver os gode muligheder for at producere og dele viden på en effektiv måde. Det er det danske samfunds sammenhængskraft og homogenitet, der giver os en konkurrencemæssig fordel i vidensøkonomien.

Men der synes også at være en modsatrettet tendens i den uddannelsespolitiske tænkning, der fokuserer meget ensidigt på, at det er den faglige viden (læs: den eksplicitte og kodificerede viden – nogle ville sige paratviden), der skal styrkes. I bestræbelserne på at score højt i PISA-undersøgelserne er det navnlig denne første type af viden, der er på spil.

Som vejleder kan det være særdeles vanskeligt at identificere og beskrive den viden, der findes i bestemte faglige vidensdomæner (fx i ingeniørfaget). Selvom det selvfølgelig er ønskeligt, at vejlederen har et tæt og indgående kendskab til et eller flere områders vidensdomæner, traditioner og kulturer, så er det næppe realistisk, at dette kendskab er tilbundsgående. Kendskabet bliver formentlig næppe så dybt, at det vil være muligt at vurdere vidensdomænernes evne til at skaffe Danmark konkurrencemæssige forspring. Det er formentlig umuligt for vejledere at give detaljerede beskrivelser af den viden, der til enhver tid findes i et vidensdomæne, og helt umuligt bliver det at pege på, hvilke vidensdomæner en uddannelses- eller erhvervssøgende skal kaste sig over.

Hvem bidrager fx mest til Danmarks position i den internationale konkurrence: Skolelæreren eller ingeniøren? Skal gymnasieeleven vælge matematik på højniveau eller historie på højniveau? Det svar, der gives, vil under alle omstændigheder afspejle en politisk synsvinkel. Og det er næppe ønskeligt, at det danske vejlederkorps begynder at drive uddannelsespolitik. Mange vil derfor sige (inklusiv undertegnede), at det heller ikke er vejlederens opgave at være forpligtet af en uddannelsespolitisk dagsorden. Forpligtelsen skal snarere ligge i forhold til den vejledningssøgendes egen dagsorden.

Men betyder det så, at vejledningsindsatsen ikke har noget at spille ind med på globaliseringsdagsordenen? Hvis vejledningen ikke kan udpege og beskrive de vidensdomæner, som kan styrke Danmarks position i den internationale konkurrence – og måske slet ikke bør forsøge på det! – hvad kan vejledningen da bidrage med?

Som jeg indledte med at sige, er der tendenser i globaliseringsprocessen i retning af markedsmæssig integration og – og som et nyere fænomen – måske også social-kulturel disintegration. Da den danske globaliseringsdebat navnlig har fokuseret på Danmarks position i den internationale konkurrence, er vejledningsindsatsen også blevet nævnt i denne sammenhæng. Vejledning ses således ofte som et middel til at effektivisere processen omkring studie- og erhvervsvalg, der skal bidrage til, at der ikke udvikles mismatch-situationer på arbejdsmarkedet. Men dette ræsonnement bygger nok på mellemregninger, der ikke holder vand. Argumentationen forudsætter nemlig, at vejlederen har mulighed for at vide, hvad der skal vides i fremtiden, og at han eller hun således kan udpege en retning for den vejledningssøgende.

Men vidensdomæner består af mange typer viden, som både handler om faglig, eksplicit viden og om tavs viden, der er dybt forankret i særlige faglige traditioner og praksisser. Selvom det er ønskeligt, at vejlederen har et indgående kendskab til faglige vidensdomæner, så vil det næppe være realistisk at tro, at han eller hun på den baggrund kan udpege den viden, som vil være efterspurgt i fremtiden. Er det fx den eksplicitte, kodificerede viden, der vil blive efterspurgt i fremtiden? Eller er det særlige kulturelle kompetencer? Og hvori består de? Vejledere er hverken orakler eller alvidende og vil derfor næppe kunne give gode bud på området.

Vejlederens rolle må snarere ses i et andet lys. I stedet for at se vejlederen som en slags bibliotekar, der har styr på de forskellige faglige vidensdomæner, og hvor de bevæger sig hen, så må vejlederen snarere betragtes som en coach, der kan guide den vejledningssøgende igennem en erkendelses- og beslutningsproces. Det er indlysende, at vejlederen undervejs i denne proces skal kunne henvise den vejledningssøgende til miljøer, der kan give oplysninger og information om faglige vidensdomæner og de typer af viden, som de rummer. Men dette må ikke blive vejlederens hovedopgave.

Vejlederens primære forpligtigelse bør snarere ses i forhold til den enkelte vejledningssøgende. Det betyder ikke, at vejlederen dermed reduceres til en serviceorgan for det enkelte individ, og at vejledningsopgaven udtømmes for et samfundsmæssigt og globalt perspektiv. Som nævnt mener jeg, at vejlederen bør have indsigt i relevante vidensdomæner, og at vejledningen skal stå til rådighed med information og rådgivning om de krav og udfordringer, som et givet uddannelsesforløb eller en beskæftigelse i en specifik branche byder på. Men den særlige udfordring – set i relation til en globaliseringsproblematik – bliver snarere at adressere globaliseringens nye fænomen, nemlig den social-kulturelle disintegration.

Globaliseringens tendenser – på vores nationale hjemmebane – betyder, at det i stigende grad er vanskeligt at betragte den danske befolkning som en homogen størrelse. På den internationale udebane betyder globaliseringen tilsvarende, at vi – i uddannelser og job – i stigende omfang interagerer med andre professioner, andre traditioner og fremmede kulturer. Det betyder, at der stilles større krav til sociale og kulturelle kompetencer – evnen til at møde og forholde os til det nye og fremmede på konstruktive måder; at kunne agere i forhold til multikulturelle kontekster og praksisser.

Vejledningens store udfordring er at inddrage dette perspektiv. Det er helt afgørende, at den vejledningssøgende, som netop er involveret i en søge- eller læreproces, får en forståelse af, at viden og kompetencer er farvede af social-kulturelle kontekster. Det bliver væsentligt for vejlederen at få den vejledningssøgende til at forstå, at viden og kompetencer er lokalt og kulturelt forankrede, og at standarderne for viden og kompetencer kan variere fra kontekst til kontekst. For at kunne navigere i en globaliseret verden bliver det derfor nødvendigt at udvikle særlige kompetencer – nogle ville kalde dem meta-kompetencer – der gør det muligt at forholde sig til, anlægge flere perspektiver på og reflektere over egne og andres handlinger og valg.

Globaliseringens udfordring til vejledningen er ikke at gøre vejledningen til et fix, der sikrer et bedre match mellem vejledningssøgende og uddannelses- og jobmarkedet. Viden og information om uddannelse og erhverv er naturligvis uundværlig og påkrævet, for at den vejledningssøgende kan træffe kvalificerede valg – det er en nødvendig, men langt fra tilstrækkelig forudsætning for en vellykket vejledningsproces. Sådan har det altid været – videnssamfund eller ej, globalisering eller ej. Globaliseringens nye udfordring til vejledningen er at udvikle vejledningsprocessen til en refleksionsproces over egne og andres handlinger og valg.

Mange har peget på, at globaliseringen stiller nye krav til uddannelsessystemet. I en globaliseret tidsalder er det ikke tilstrækkeligt, at læringen stopper, når man afslutter sin grunduddannelse – der er behov for livslang læring for at man kan håndtere de udfordringer, som globaliseringens dynamik stiller. Man kunne tilsvarende sige, at der også er brug for livslang vejledning. I et karriereforløb er det nødvendigt løbende at træffe valg i forhold til efter- og videreuddannelse, jobskift m.m. I en globaliseret verden vil disse omstillinger og valgsituationer ikke bare kræve information, viden og kendskab til nye jobmarkeder, brancher og lignende. Det bliver også nødvendigt at kunne forholde sig nye social-kulturelle kontekster og tackle de konflikter og forskelligheder, som omstillinger måtte indebære.

Ulrich Beck (2000). What is Globalization, Polity Press, Cambridge

Anders Buch er chefkonsulent i Ingeniørforening i Danmark (IDA). Her arbejder han primært med strategiudvikling af IDA som forening og organisation. Igennem mange år har han bidraget til debatterne om læring og videns- og kompetenceudvikling i de akademiske professioner. Han er forfatter til en række artikler og bøger om disse emner. Senest har Anders Buch deltaget som ekspert i Teknologirådets arbejdsgruppe om globalisering. Anders Buch er cand. mag. i filosofi og voksenpædagogik og ph.d. i uddannelsesforskning.