Tandtekniker arbejder
Erhvervsuddannelse (EUD)

Tandtekniker

På tandteknikeruddannelsen laver du bl.a. tandproteser, broer og tandkroner.

Fakta

Navn:
Tandtekniker
Varighed:
3 år - 4 år 6 mdr.
Trin og specialer:
Tandtekniker med profil (trin 1), tandtekniker i fast protetik, tandtekniker i aftagelig protetik
Adgangskrav til grundforløb:
Folkeskolens afgangseksamen el. tilsvarende med karakteren 2,0 i dansk og matematik
Overgangskrav til hovedforløb:
Vær opmærksom på, at der er specifikke krav ved overgangen til hovedforløbet
Dimensionering:
Uddannelsesaftale eller kvoteplads
Skoleoplæring:
Mulighed for skoleoplæring
Eux:
Mulighed for eux
Økonomi:
SU og elevløn
Når du har afsluttet din erhvervsuddannelse, har du mulighed for at videreuddanne dig.

På uddannelsen lærer du at løse tandtekniske opgaver efter aftryk eller scanning. Du arbejder med materialer som gips, guld, acryl og porcelæn. Arbejdet kræver bl.a. teknisk snilde og sans for form og farve.

Du lærer også at bruge elektronisk udstyr som scanner, printer og øvrigt tandteknisk udstyr.

Uddannede tandteknikere kan arbejde som ansatte på laboratorier, hos kliniske tandteknikere, eller de kan oprette deres egen virksomhed.

Tandtekniker med eux

Foto: Getty Images

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Uddannelsen til tandtekniker giver en grundlæggende viden om de mange materialer, som du anvender til at løse patienternes problemer.

Du lærer at fremstille faste og aftagelige tandproteser i forskellige typer af materialer, herunder at tage aftryk, fremstille modeller og tilpasse protesen, så den fungerer optimalt for patienten. Det er vigtigt, at du kan rådgive om materialer, pris og kvalitet.

Uddannelsens trin og specialer

Du kan afslutte uddannelsen med trin 1 som tandtekniker med profil inden for enten aftagelig protetik eller fast protetik, eller med et af specialerne på trin 2:

  • Tandtekniker i aftagelig protetik: Du lærer bl.a. at fremstille hel- og delproteser samt tandreguleringsbøjler og bideskinner. Du lærer at bruge CAD/CAM samt 3-print i arbejdet.
  • Tandtekniker i fast protetik: Du lærer at fremstille faste proteser, kroner og broer i forskellige materialer. Du lærer også at fremstille modeller, der 3D-printes. 

Løn, job og trivsel

  • Hvad tjener man som nyuddannet?
  • Er der gode beskæftigelsesmuligheder?
  • Trives eleverne på uddannelsen?
  • Hvordan er køns- og aldersfordelingen?

Tjek fakta om uddannelsen, før du vælger, eller sammenlign uddannelser.

Gå til Uddannelsen i tal

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen består af et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger, samt et hovedforløb, der veksler mellem perioder på din læreplads og perioder på skolen. Du kan vælge mellem forskellige specialer.

Figuren viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.

Fag

På skolen lærer du bl.a. om:

  • Kroner i forskellige materialer
  • Kroner og broer i forbindelse med implantater
  • Aftagelige og faste proteser
  • Hele aftagelige tandsæt (helproteser)

Du lærer også at bruge redskaber som CAD/CAM til computerstyret design og fremstilling af bl.a. kroner, broer og proteser. Du skal også have fag som arbejdsmiljø, patienthåndtering og hygiejne.

Oplæring

På lærepladsen bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. OPlæringen foregår på en arbejdsplads eller evt. i et skoleoplæringscenter.

Du afslutter uddannelsen med en svendeprøve.

Dimensionering

Du skal have en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver for at være sikker på at blive optaget på grundforløbets 2. del.

Hvis du ikke har indgået en uddannelsesaftale med en virksomhed, har skolen et antal kvotepladser, som elever uden uddannelsesaftale kan søge. Læs mere om Dimensionerede erhvervsuddannelser.

Er uddannelsen noget for mig?

Hvis du er usikker på, om uddannelsen passer til dig, kan du her få en idé om, hvad der er vigtigt på uddannelsen.

Listen nedenfor hjælper dig med at vurdere, om uddannelsen passer til dine interesser og forventninger. Det er ikke krav, men vigtige punkter at overveje. 

Overvej fx, om du:

  • Har fokus på kvalitet og detaljer
  • Har sans for farver og formgivning
  • Kan arbejde både selvstændigt og sammen med andre
  • Er serviceminded

Adgangskrav

Der er adgangskrav til erhvervsuddannelsens grundforløb. Der er også specifikke overgangsskrav, som du skal opfylde, inden du kan gå videre til hovedforløbet.

Adgangskrav til grundforløbet

For at begynde på en erhvervsuddannelses grundforløb skal du opfylde følgende krav:

  • Du skal have bestået folkeskolens afgangseksamen eller en tilsvarende prøve
  • Du skal have fået mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangseksamen i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve

Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du desuden være have fået mindst 2,0 i gennemsnit af dine afsluttende standpunktskarakterer i henholdsvis dansk og matematik.

Hvis du har en uddannelsesaftale med en virksomhed, opfylder du adgangskravene til en erhvervsuddannelse. Du skal dog altid have opfyldt din undervisningspligt.

Læs mere i Adgangskrav til erhvervsuddannelserne

Bemærk: Du skal have en uddannelsesaftale eller en kvoteplads for at blive optaget på grundforløbets 2. del - se afsnittet Dimensionering.

Overgangskrav til hovedforløbet

Der er også adgangskrav, når du skal videre på uddannelsens hovedforløb. For at kunne gå i gang med hovedforløbet og gennemføre uddannelsen, skal du have bestået fagene:

  • Dansk på D-niveau
  • Engelsk på D-niveau
  • Fysik på F-niveau

Endvidere skal du i grundforløbet have taget følgende certifikat:

  • Elementær brandbekæmpelse

Ansøgning og optagelse

Der er flere måder at begynde en erhvervsuddannelse på. Måden afhænger af din alder og baggrund, når du starter. Læs her, hvordan du kommer i gang, når du er under 25 år.

Dimensionering

Denne uddannelse er dimensioneret. Det betyder, at du skal have enten en kvoteplads eller en uddannelsesaftale for at blive optaget på grundforløbets 2. del.

Du går i 9. eller 10. klasse

Hvis du vil i gang lige efter 9. eller 10. klasse, skal du søge ind på grundforløbets 1. del (GF1).

Ansøgning: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.


Du er gået ud af 9. eller 10. klasse

Hvis du er gået ud af 9. eller 10. klasse og er under 25 år, kan du vælge mellem følgende muligheder:


De samme muligheder gælder for dig, der har taget forberedende grunduddannelse (FGU) i løbet af de 2 år.

Hvis du har taget gymnasial uddannelse i mere end 1 år, skal du altid søge ind på grundforløbets 2. del.

Ansøgning til GF1: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.

Ansøgning til GF2 - kvoteplads: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om frist for ansøgning om kvoteplads. Du ansøger via  Optagelse.dk.

Tilmelding til GF2 med uddannelsesaftale: Arbejdsgiveren sender din uddannelsesaftale til erhvervsskolen. Aftalen fungerer som skoletilmelding. Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar.


Du er gået ud af 9. eller 10. klasse for mere end 2 år siden

Er det mere end 2 år siden, at du gik ud af 9. eller 10. klasse, og er du under 25 år, gælder følgende:

  • Du skal søge ind på grundforløbets 2. del (GF2)
     
  • Du kan evt. også starte i grundforløb plus (GF+). Det er for dig, som har brug for afklaring eller skoleundervisning, før du beslutter dig for uddannelsen. Efter grundforløb plus går du videre på grundforløbets 2. del. 
     

Ansøgning til GF2 - kvoteplads: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om frist for ansøgning om kvoteplads. Du ansøger via  Optagelse.dk.

Tilmelding til GF2 med uddannelsesaftale: Arbejdsgiveren sender din uddannelsesaftale til erhvervsskolen. Aftalen fungerer som skoletilmelding. Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar.

Ansøgning til grundforløb plus (GF+): Der kan være uddannelsesstart flere gange om året. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om ansøgningsfrist. Du ansøger via  Optagelse.dk


Du har en uddannelsesaftale


Skoletilmelding: Arbejdsgiveren sender din uddannelsesaftale til erhvervsskolen. Aftalen fungerer som skoletilmelding.


Du er fyldt 25 år

Er du fyldt 25 år, skal du søge ind på erhvervsuddannelse for voksne, euv. Se afsnittet Erhvervsuddannelse for voksne.

Uddannelsessteder

Se Erhvervsuddannelseskortet

Kortet viser skoler, som udbyder uddannelsen - eller dele af uddannelsen. Vælg en skole på kortet, og se mulighederne.

Læs mere i artiklen Erhvervsuddannelseskortet

Find en læreplads

Du skal selv finde en læreplads og indgå en skriftlig uddannelsesaftale med lærestedet. Du vil få hjælp og vejledning fra erhvervsskolen. Læs mere i Sådan søger du læreplads.

Lærepladsen.dk

På www.lærepladsen.dk kan du finde ledige lærepladser. Du kan også se, hvilke virksomheder der er godkendt til at oprette lærepladser.

Når du er startet på erhvervsskolen, kan du oprette din egen profil på Min side og få besked om ledige lærepladser, der matcher dine ønsker.

Skoleoplæromg

Uddannelsen giver mulighed for skoleoplæring, men bemærk at uddannelsen er dimensioneret. Det betyder, at du skal have en uddannelsesaftale eller en kvoteplads, før du kan starte på grundforløbets 2. del. Skoleoplæring vil altså kun være relevant i særlige tilfælde, fx hvis du har indgået en kort uddannelsesaftale, hvis du uforskyldt mister din læreplads eller hvis du optages til kvoteplads. 

Skoleoplæring foregår i et skoleoplæringscenter. Læs mere om Skoleoplæring.

Eux

Du kan tage uddannelsen med eux og blive faglært tandtekniker og student samtidig. Med eux kombinerer du erhvervsuddannelsen med en gymnasial eksamen.

Job eller videregående uddannelse

Når du er færdig, har du en erhvervsfaglig studentereksamen og kan både søge faglært arbejde og få adgang til at søge ind på en videregående uddannelse. Du kan søge optagelse på videregående uddannelser på samme vilkår som personer med en gymnasial uddannelse.

Se dine muligheder for videregående uddannelse som tandtekniker med eux i Adgangskortet.

Eux-uddannelsens opbygning

Eux-uddannelsen består af et grundforløb og et hovedforløb og er bygget op som en almindelig erhvervsuddannelse. Figuren ovenfor viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.

Eux-uddannelsen indeholder både oplæring i en virksomhed og den fulde skoleundervisning fra erhvervsuddannelsen, men grundfag og valgfag er skiftet ud med fag på gymnasialt niveau.

Du får både almene gymnasiale fag som dansk og matematik og fag, som er relevante for tandteknikeruddannelsen samt beslægtede videregående uddannelser.

Du skal have gymnasiale fag både på grund- og hovedforløbet. For at komme fra grundforløbet til hovedforløbet skal du opfylde overgangskravene.

Overgangskrav til eux-hovedforløbet

For at kunne blive optaget på eux-hovedforløbet skal du have gennemført følgende fag på grundforløbet:

  • Dansk C, engelsk C og samfundsfag C (gennemføres på grundforløbets 1. del)
  • Matematik C, fysik C og teknologi C (gennemføres på grundforløbets 2. del)

En del af fagene skal bestås. Øvrige fag skal gennemføres.

Starter du din uddannelse i grundforløbets 2. del, skal du selv sørge for at tage de fag, du mangler.

Fag på gymnasialt niveau

Hvis du vælger tandtekniker med eux, gennemfører du i løbet af hele uddannelsen følgende fag på gymnasialt niveau:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Samfundsfag C
  • Matematik B
  • Biologi C
  • Fysik B
  • Kemi B
  • Teknologi B

Du skal også udarbejde et erhvervsområdeprojekt og et eksamensprojekt.

Muligheden for eux findes på en række skoler. Se mere om Eux.

Erhvervsuddannelse for voksne

Hvis du er fyldt 25 år, tager du en særligt tilrettelagt erhvervsuddannelse for voksne (euv). Uddannelsen tilrettelægges på baggrund af en kompetencevurdering, dvs. en vurdering af den uddannelse og erfaring, du allerede har. Din uddannelse bliver dermed i de fleste tilfælde kortere. Læs mere om euv i Erhvervsuddannelser for voksne.

Hvis du er fyldt 25 år, kan du evt. blive ansat som voksenlærling til en forhøjet lærlingeløn. Læs om muligheder og betingelser i Voksenlærling.

Økonomi

Du får løn eller anden økonomisk støtte under uddannelsen.

Elevløn

Du får elevløn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft, både i læreplads- og skoleperioderne. Beløbet afhænger af, om du er under eller over 25 år.

  • Er du under 25 år, er din startløn som elev typisk ca. dobbelt så høj som SU for udeboende over 20 år. Din elevløn stiger, mens du er under uddannelse.
  • Er du 25 år eller derover, er din startløn som elev typisk højere. Den vil som regel ligge på niveau med den minimumsløn, som er aftalt for voksne på området.

Elevlønnen er aftalt mellem arbejdsgiverorganisationen og den faglige organisation på området.

Hvis du har en uddannelsesaftale, der dækker grundforløbet, får du også elevløn på grundforløbet. Hvis du ikke har det, kan du søge SU, hvis du er fyldt 18 år. 

Læs mere i Økonomi under erhvervsuddannelsen

Læs om SU

Skoleoplæringsydelse

Er du i skoleoplæring, får du skoleoplæringsydelse:

  • Under 18 år: Du får 910 kr. om ugen.
  • 18 år og derover: Du får 2.180 kr. om ugen det første år. Derefter stiger ydelsen hvert år, indtil du på fjerde år får 3.124 kr. om ugen.

Jobmuligheder

Som tandtekniker har du mulighed for at blive ansat på tandtekniske laboratorier eller på klinikker hos selvstændige kliniske tandteknikere.

Læs mere under Mulige job.

Mere uddannelse

Når du har afsluttet din erhvervsuddannelse, har du mulighed for at videreuddanne dig.

Videregående uddannelse

Som tandtekniker har du adgang til flere videregående uddannelser på fuld tid. Find dem i UG-værktøjet Adgangskortet.

Gå til Adgangskortet

  • Husk at vælge dit speciale i værktøjet samt evt. eux
  • Vælg en kategori, og se dine muligheder

Læs mere i artiklen Videregående uddannelse efter erhvervsuddannelsen

Efter- og videreuddannelse

AMU-kurser

Som tandtekniker kan du efteruddanne dig med korte, kompetencegivende AMU-kurser.


Akademiuddannelse

Når du har fået erhvervserfaring, kan du også efteruddanne dig med en akademiuddannelse. Akademiuddannelser er videregående uddannelser, som du kan tage på deltid.

Se akademiuddannelser

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for ungdomsuddannelser.

Få mere at vide

Serviceerhvervenes Uddannelsessekretariat
sus-udd.dk

Tandteknikerforeningen
www.tandteknikerforeningen.dk

Uddannelsens veje

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information

Arrangementer

Inspiration

Relevante arrangementer til denne uddannelse: 1

alle erhvervsuddannelser
alle erhvervsuddannelser

Se en oversigt over alle erhvervsuddannelser.

Zoom ind og sammenlign uddannelser.