Du skaber kreative kampagner og professionelt grafisk design til alle slags medier, fx reklamer, emballage, brochurer, bøger og websites.
Digital kreativitet
I dit arbejde udvikler og redigerer du grafiske elementer. Fx linjer, farver, former, bevægelse, billeder og tekst. Du arbejder i avancerede computerprogrammer, som kan skabe og redigere grafik. Du kan også designe grafiske elementer som fx logoer og menuer til brugerflader i apps og på websites.
Brands og grafisk storytelling
Du skaber visuelle fortællinger, der understøtter budskaber eller salg. Fx ved at fange opmærksomheden og vække tanker eller følelser hos målgruppen. Formålet kan også være at ændre folks adfærd eller indtryk af et produkt, fx i oplysnings- og reklamekampagner.
Du kan også skabe en unik, visuel identitet, kaldet et brand, for en virksomhed. Det skiller sig ud og skaber sammenhæng ved at gå igen i virksomhedens produkter og kampagner og på tværs af dens platforme og kanaler.