I Frankrig reagerer de unge på samfundets, forældrenes og uddannelsesinstitutionernes optagethed af karakterer og hurtig gennemførsel. Det samme ser vi i Danmark, hvor der hersker en uddannelsesdiskurs, der lyder noget i retning af: Høj uddannelse = lang uddannelse = lykkeligt liv. Denne diskurs er blevet internaliseret i de unge, og mange reagerer med mistrivsel.
Giver din vejledning mening?
Afdelingen for Uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning på Københavns Professionshøjskole deltager i et forskningsprojekt sammen med det franske universitet Conservatoire National des Arts et Métiers i Paris.
Artiklen er skrevet af Inger-Lise Vanja Lund Petersen, lektor ved Københavns Professionshøjskole.
Vejledtes agentkompetencer i fokus
I Frankrig har man i flere år interesseret sig for, hvordan man vejledningsmetodisk kan understøtte en modmagt til den herskende uddannelsesdiskurs. Conservatoire National des Arts et Métiers, afdelingen INETOP (L`Institut national d`étude du travail et d`orientation professionnelle), er det sted, hvor der forskes i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning i Frankrig.
INETOP har siden 2005 inviteret unge og voksne til åben vejledning, hvor det er blevet undersøgt, hvordan man vejlednings-metodisk kan arbejde med at facilitere udviklingen af ”Le gouvernement de soi”, der kan oversættes med ”at kunne tage vare på sig selv”. I den franske forskning anvendes begrebet som:
- En bedre forståelse af sig selv og andre med afsæt i livs- og arbejdsværdier.
- En styrkelse af fortsatte, refleksive forholdemåder i forhold til begrebet mening.
- Agentkompetencer i forhold til at kunne handle og gennemføre ønskede forandringer i sit liv, fx i forhold til uddannelse og arbejdsliv og dermed også i sit i personlige liv.
Forsøgsarbejdet har bl.a. resulteret i videnskabelige artikler samt to bogudgivelser, der danner grundlag for forskningsprojektet i Danmark. Se hovedkilder.
Afsæt i arbejds- og livsværdier
I det danske projekt deltager vejledere og vejledte fra 16 forskellige uddannelser og institutioner, bl.a. produktionsskoler, UU, STX, HHX, EUX, HF og efterskoler samt en tilsvarende kontrolgruppe. Ca. 130 vejledte har deltaget i et gruppevejledningsforløb baseret på øvelser udviklet af de franske forskere.
I øvelserne er der fokus på, at arbejde med oplevelsen af mening i en vejledningskontekst. Der arbejdes bl.a. med arbejds- og livsværdier med afsæt i fotos, film, litteratur og deltagernes selvproducerede udtryk, som fx tegninger, tekster, installationer, lyd og billede.
Når deltagerne på den måde får mulighed for i en gruppekontekst at udtrykke sig om deres bekymringer, oplevelse af pres og stress i forbindelse med uddannelse, opnår de en forståelse af, at de ikke står alene med deres overvejelser. Og at der er årsager uden for dem selv, der forårsager oplevelsen af ikke at slå til.
At være det rigtige sted i livet
Der er målt på effekten af forløbet vha. spørgeskemaer før og efter. Desuden er der gennemført fokusgruppe-interviews med de deltagende vejledere samt udvalgte deltagere. Behandlingen af de indkomne data er fortsat i gang, men der tegner sig allerede nogle foreløbige resultater.
En af deltagerne, en 24 årig EUX-elev, udtaler:
”Det at arbejde med meningen med livet har sat mange tanker i gang hos mig. Jeg har fundet ud af, at jeg er det rigtige sted. Jeg vil gerne leve et liv i balance.
Min egen mor er vildt stresset. Før ville jeg måske gerne have rejst, men det harmonerer ikke med mine værdier nu, …med at det vigtigste er mine børn og min familie.
Før havde jeg aldrig sagt noget i en forsamling. Nu tør jeg godt i en åben, varm klasse. Vi er tæt på hinanden. Jeg har fået lidt mere nosser, jeg ved, jeg godt kan.”
Afklaring og altruisme
Det ser ud til at arbejdet med eksistentialistisk vejledning i en gruppekontekst på forskellig vis understøtter agentperspektivet. De vejledte peger bl.a. på at deltagelsen har givet en oplevelse af mindsket pres samt øget afklaring i forhold til uddannelse og job.
Der tegner sig desuden et billede af, at de vejledte vægter altruisme, stabilitet/sikkerhed og nære relationer, når de italesætter deres ønsker og drømme for fremtiden. Mange af de interviewede udtaler således, at de ønsker at gøre en forskel for andre.
Hovedkilder
Arnoux-Nicholas, C., Sovet, L. et al. (2016). Percieved work Conditions and turnover Intentions: the Mediationg Role of Meaning of Work. Frontiers in Psychology.
Arnoux-Nicholas, C., Sovet, L. et al. (2017). Development and validation of the Meaning of Work Questionnaire. International Journal for Educatioanl and vocational Guidance, 17, 65-85.
Bernaud, J-L. (2013). Career counseling and life meaning: a new perspective life designing for research and applications. In A. Di Fabio et K. Maree (éd.), Psychology of Career Counseling: New Challenges for a New Era. New Yourk: Nova Science Publishers.
Bernaud, J-L, Lin Lhotellier et al. (2015). Psychologie de l`accompagnement – concepts et outils pour developer le sens de la vie et du travail. DUNOD.
Bernaud, J-L, (2018). Introduction à la psychologie existentielle (2018). DUNOD.
Petersen, I. L., Patillon, V. (2019). Un sens à son avenir: Méthodes d'intervention auprès des publics jeunes peu qualifies in Bernaud, J-L, Lhotellier, L: et al. (Eds.) ”Pratiques et méthodes de l’accompagnement au sens de la vie et sens du travail”. Dunod. In print.