Kystskipper
Andre uddannelser

Kystskipper

Uddannelsen til kystskipper giver kvalifikationer til at styre lastfartøjer, entreprenørfartøjer, bugserbåde og mindre færger, der sejler i Danmark og Østersøen.

Fakta

Navn:
Kystskipper
Andre betegnelser:
Den grundlæggende maritime uddannelse
Varighed:
3 år
Adgangskrav:
9. klasse, fyldt 17½ år, helbredsundersøgelse
Økonomi:
SU og løn. Man betaler for kost og logi på skolerne

Uddannelsen er en del af den maritime grunduddannelse, hvor du også kan blive uddannet som skibsassistent.

Som kystskipper skal du kunne arbejde som styrmand og navigatør på skibe på op til 500 Bruttoton i kystfart. Da der er tale om små skibe med mindre besætninger, skal du også kunne manøvrere, vedligeholde motor og have ansvaret for lasten.

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Uddannelsen begynder med et 20 ugers grundkursus på en søfartsskole eller et skoleskib, hvor du får undervisning i håndværksfag, maskinlære, el-lære, søsikkerhed, brandbekæmpelse, førstehjælp, maritimt engelsk, arbejdssikkerhed og arbejdsmiljø, praktisk sømandsskab og vedligehold, skibsteknik og søvejsregler osv.

På grundkurset er både elever, der vil uddanne sig til skibsassistent og til kystskipper.

På kystskipperuddannelsen bliver du bl.a. undervist i:

  • brug af pc
  • dansk
  • engelsk
  • kommunikation
  • lastbehandling og stuvning
  • maskinlære
  • meteorologi
  • miljøbeskyttelse
  • navigation
  • sikkerhed
  • søvejsregler og søret

Der bliver brugt simulatorer til undervisningen i brug af radar. I forbindelse med uddannelsen får du desuden radiocertifikat (begrænset) og sygdomsbehandler- og røgdykkeruddannelse.

Med eksamen som kystskipper får du bevis som styrmand af 4. grad og kan sejle som styrmand i skibe op til 500 BT (bruttoton). Efter 12 måneders farttid som styrmand kan du få sønæringsbevis som kystskipper med ret til at føre skibe på op til 500 BT i kystfart. Beviset udstedes af Søfartsstyrelsen.

Uddannelsen foregår i Marstal og Skagen. Praktikken skal foregå på et søgående handelsskib over 20 BT, som har en størrelse, fremdrivningseffekt, driftsforhold, udstyr, bemanding samt besætningens erfaring og arbejdsbelastning, så det kan fungere som et effektivt praktiksted til søs.

Optagelse og adgang

Optagelse på uddannelsen kræver, at du har:

  • gennemført indledende grundlæggende maritim uddannelse
  • mindst 12 måneders fartstid i søgående handelsskibe på/over 20 BT
  • gyldigt sundhedsbevis

Hvis du har en anden baggrund, er det muligt at blive optaget via en individuel kompetencevurdering.

Økonomi

Undervisningen er gratis. Er du over 18 år, kan du søge SU på det indledende kursus.

Mange søfartsskoler er kostskoler, og du skal betale for kost og logi, hvis du er over 18 år. Oplysning om betaling fås ved henvendelse til skolerne.

Under den praktiske uddannelse (fartstid) får du løn, som er ca. 12-14.000 kr. (skattefri) om måneden for ubefarne skibsassistenter. 

Du har mulighed for at få SU i skoleperioder uden løn, hvis du er fyldt 18 år.

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 3 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen.

Læs mere om Kvalifikationsniveau for ungdomsuddannelser.

Fremtidsmuligheder

Kystskippere sejler typisk mindre lastfartøjer, entreprenørfartøjer, bugserbåde og mindre færger og lejrskoleskibe.

Mere uddannelse

Som kystskipper har du mulighed for at uddanne dig videre til sætteskipper og skibsfører.

Få mere at vide

Det Blå Danmark:
www.worldcareers.dk

Søfartsstyrelsen:
www.soefartsstyrelsen.dk

Uddannelses- og Forskningsministeriet: Oversigt over alle maritime uddannelser

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information