I dette perspektiv ses ungdom som en periode i livet. Man kan groft skelne mellem to forskellige forståelser af denne periode. I den ene forståelse er det at være ung en modningsfase og en venteperiode. De unge venter på at blive fuldgyldige medlemmer af samfundet og venter på at komme op i hierarkiet. I den anden forståelse er det at være ung forbundet med en forsøgsperiode, hvor man meget gerne må være oprørsk og kritisk. En periode af livet præget af foranderlighed og hvor man er særlig frit stillet.

Begge disse forståelser af at være ung, forsøgsperioden og ventetiden, tager afsæt i at se livet som inddelt i forskellige perioder, som tillægges forskellige karakteristika. Dette er særlig nyttigt til at kunne forstå, hvorfor unge agerer anderledes end børn og voksne.

Problemet ved denne tilgang er bl.a., at man vil have svært ved empirisk at arbejde med ungdommen som så homogen en størrelse, og det vil være meget svært præcist at definere, hvad det vil sige at være ung. Ungdom som en livsperiode har ændret sig i takt med de ændrede samfundsforhold, så det at være i en ungdomsperiode i dag er meget forskellig fra det at være i en ungdomsperiode for 30 eller 50 år siden.

Hvis man skal tage højde for de historisk specifikke forhold, kan man anlægge et kohorte/generationsperspektiv. Hvis man skal forklare et fænomen ud fra et kohorte perspektiv, inddeler man befolkningen i kohorter/generationer, og hver generation tillægges forskellige karakteristika.

Forklaringen bygger på, at den enkelte generation har en høj grad af homogenitet, da den i samme livsfaser har været udsat for de samme påvirkninger i en historisk bestemt tidsperiode. Den enkelte generation opfattes således som en mere eller mindre homogen gruppe, der er bærer af nogle specifikke kendetegn, noget der ikke ændres, fordi man indtræder i en ny livsfase.

I dette perspektiv vil man møde teoretikere som fx Inglehart (1990), der har opstillet en generationshypotese, som handler om, at hver generation får dannet deres værdimæssige fundament i ungdommen, og det tager de med sig hele livet. Studier, der anlægger dette perspektiv, er særligt gode til at rumme den historiske dimension og på den måde forklare hvordan og i hvilken udstrækning, der er forskel på at være ung i dag og for 50 år siden.

Skal man se på vejledningens rolle i dette perspektiv vil det være centralt, at vejlederen har et indgående kendskab til den generation, de vejleder. Problemet ved tilgangen kan være, at den har sværere ved at rumme de individuelle strukturelle forskelle mellem fx den unge, der bor hjemme hos sine forældre i villaen nord for København og bliver forsørget langt op i 20'erne, og den unge teenagemor, der bor alene til leje i almennyttigt boligbyggeri syd for København.

For at kunne rumme denne individuelle differentiering, kan man anlægge et periodeeffektperspektiv. Hvis man skal forklare et givet fænomen ud fra periodeeffektperspektivet, ser man på de mere overordnede politiske tiltag og samfundsmæssige begivenheder fx lovændringer, lønstigninger/nedgang, konjunkturer/arbejdsløshedstal, og ud fra disse vil man så kunne forklare fx værdiændringer i befolkningen.

Alle befolkningsgrupper påvirkes af givne forhold, men ikke på samme måde. I dette perspektiv vil det være oplagt at inddrage parametre som fx køn, socialgruppe og etnicitet i forklaringen af, hvad de forskellige politiske tiltag har af betydning for samfundsudviklingen. I forhold til frafaldsproblematikken er dette perspektiv ofte benyttet, fx når man vil se på effekten af vejledningsreformen.

Når vejlederne skal målrette vejledningen mod unge med udvidede vejledningsbehov, er det centralt at vide, hvad der definerer denne gruppe, og hvor differentieret analysen af påvirkning og effekt er på forskellige ungegrupper. Problemet med denne tilgang er, at man ikke har fokus på, hvad det vil sige at være ung i livscyklus perspektivet, og man heller ikke har blik for den historiske dimension i generationsperspektivet.

For 4-5 år siden var signalet fra Undervisningsministeriet, at al frafald var et problem. Vejlederne skulle bidrage til, at de unge skulle vælge rigtigt første gang. Man forsøgte at gøre op med at se på unge, som nogle der skulle forsøge og afprøve og altid have lov til at vælge om. Signalet var tydeligt og blev indskrevet i vejledningsreformen. Vejledningen skal være til gavn for individet og for samfundet.

Hvis man anlægger et livscyklus perspektiv, vil dette kunne tolkes som et ændret blik på det at være ung. Fra at se ungdommen som en forsøgsperiode til at se det at være ung som en venteperiode, hvor de unge venter på at blive voksne, og hvor der må være voksne, der aktivt går ind og styrer og blander sig i de unges valg. Frafald er her et svigt mod samfundet og forældre/voksne.

Inden for det sidste års tid er tonerne dog blevet lidt anderledes. Bertel Haarder har ved flere lejligheder understreget, at det er ok at falde fra en ungdomsuddannelse, så længe man starter på en anden så hurtigt som muligt. Altså er det vejledningens hovedopgave at sikre, at de unge, der falder fra, støttes i at afprøve nye veje. Frafald skal forvandles til omvalg. En tydelig betoning af at ungdomsperioden er en tid, hvor valg og omvalg er naturlige dele af de unges valgproces.

Generationsperspektivet sniger sig ofte ind, når man omtaler de unge som anderledes end tidligere. De unge adskiller sig fra tidligere generationer ved, at de fx forventes at kunne søge information mv. på nettet, ikke mindst på UddannelsesGuiden.dk. Dette perspektiv kan bidrage med analyser af de unge, som produkter af den tid de er vokset op i med økonomisk vækst og små årgange.

De unge opleves som forvænte og måske forkælede. Regeringens signal om "noget for noget" søger klart at gøre op med denne generationsspecifikke forventnings- og krævespiral. Men i dette perspektiv mangler man differentieringen og blikket for, at det bestemt ikke er alle unge, der "rider på toppen af bølgen".

Periodeeffektperspektivet kommer tydeligt frem, når Undervsiningsministeriet betoner, at de unge med udvidede vejledningsbehov skal prioriteres. At man bevidst arbejder med at differentiere mellem forskellige grupper af unge. Gennemførselsvejledere oplever en forventning om, at de kan spotte de frafaldstruede unge så hurtigt som muligt og give dem individuelle tilbud, der kan støtte dem tilstrækkeligt til, at de kan gennemføre.

Den engelske vejledningsforsker Watts bidrager til denne debat ved at slå på, at man for at kunne ramme smalt, dvs. de frafaldstruede unge, må sigte bredt, mod alle unge. I en vejledningskontekst betyder det, at man nok skal have fokus på de udsatte/ frafaldstruede unge, men at vejledningen ikke skal være den enkelte unges tilpasningsagent, men i højere grad være den enkelte unges advokat i forhold til det uddannelsessystem og det arbejdsmarked, som den unge gerne vil være en del af.

Der har været mange forskellige tiltag, hvis mål det er at dæmme op for frafaldet på individniveau, fx vejledningstiltag og mentorordninger, som for nogle unge bestemt har haft en effekt. Men på bundlinien er der ikke sket det store.

Hvis vi for alvor vil have, at 95 % af alle unge får en ungdomsuddannelse, så skal vi til at se på frafald fra mange perspektiver og afsøge nye vejledningsroller, der kan bidrage til at rokke ved de grundlæggende strukturer, der bidrager til at producere frafald.

Vi har stadig brug for at stille de vigtige spørgsmål, fx om det uddannelsessystem, som vi har opbygget, er gearet til at rumme den generation af unge, vi har i dag? Samt hvordan vejlederne ud fra deres kendskab til og overblik over ungdomsgenerationen kan bidrage til udvikling af uddannelserne og uddannelsestilbudene?

Inglehart, Ronald (1990): Cultural Shift in Advanced Industrial Relations. Princeton University Press.

Jensen, Ulla Højmark (2001): Man skal være sig selv - teoretisk og empirisk belysning af unges politiske univers.

Knudsen, Anne (1996): Kulturelle verdener, kultur og kultur konflikter i Europa. Columbus.