"Det er den gamle kliché om, at lysten driver værket. Altså har jeg lyst til at komme herud, og har jeg lyst til det, jeg laver. Det er sådan helt grundlæggende det, der er vigtigt. At man brænder for det og får en masse energi."

Citatet stammer fra Rita. En ung studieskifter, som jeg interviewede for ti år siden i forbindelse med mit universitetsspeciale om studieskift. For Rita – og for mange andre af de unge, der medvirkede i undersøgelsen – var det altoverskyggende mål med uddannelsesvalget at finde en uddannelse, de brændte for. Det kunne Rita ikke i første omgang. Derfor valgte hun at skifte til en anden uddannelse i det videregående uddannelsessystem.

Rita og de andre studieskiftere personificerer en tendens, der i 1990'erne for alvor manifesterer sig i det danske uddannelsessystem. Valget af videregående uddannelse bliver i stigende omfang koblet til den enkelte unges identitetsprojekt. Videregående uddannelse er således ikke længere kun et spørgsmål om, hvad den unge kan blive, men også et spørgsmål om, hvem den unge vil være. Derfor bliver det også den enkelte unges individuelle ansvar at finde en uddannelse, som passer til den unges personlighed.

Udviklingen i de unges rationaler afspejler på mange måder udviklingen af det moderne samfund. Den enkelte unge er i vidt omfang blevet individualiseret og dermed henvist til selv at konstruere sin livsbane. For studieskifterne var det individualiserede uddannelsesvalg derfor ikke kun en mulighed, men også et krav, blandt andet formidlet gennem velmenende forældre og vejledere. En gruppe af studieskifterne betegnede det "Jakob Lange-syndromet" - "gør hvad du vil, men det skal helst være en uddannelse". På den ene side skal uddannelsesvalget relateres til den enkeltes personlighed og lyst, på den anden side skal det medvirke til, at den enkelte bliver produktiv for samfundet. Og det er netop denne svære balancegang, der var baggrunden for, at så mange af de unge i undersøgelsen følte sig nødsaget til at skifte studium.

Først i det nye årtusind fik jeg mulighed for at komme endnu tættere på de unges uddannelsesvalg, da jeg fulgte en gruppe unge, fra de afsluttede det almene gymnasium i 2000 og tre år frem. Perioden efter gymnasiet betegnes ofte som sabbatår eller fjumreår. Undersøgelsen viste imidlertid, at det hverken var sabbat eller fjumren, der prægede de unges forløb. I stedet var de unge optagede af at træffe, hvad de betegnede som "et realistisk uddannelsesvalg".

Dels i forhold til chancerne for optag. Ingen af de unge i undersøgelsen havde lyst til at "spilde tiden" på at søge uddannelser, de alligevel ikke kunne optages på. Mange brugte derfor årene efter gymnasiet på at "regne ud", hvilke uddannelsesmuligheder de "realistisk set" havde. I nogle tilfælde gennem samtaler med studievejledere. I andre tilfælde på baggrund af oplysninger fra venner, forældre og medier.

Dels i forhold til chancerne for efterfølgende beskæftigelse. De unge fulgte udviklingen på arbejdsmarkedet intenst gennem medierne, og mange endte med at ændre deres uddannelsesplaner på denne baggrund. Nogle ved at fravælge uddannelser, som de oplevede medførte en øget risiko for arbejdsløshed. Det gjaldt fx de humanistiske eller kreative uddannelser. Andre endte med at vælge uddannelser inden for sektorer, hvor de havde hørt, der ville blive mangel på arbejdskraft, fx uddannelserne til pædagog, sygeplejerske og lærer.

De unge i undersøgelsen syntes således i høj grad at have taget budskaberne fra forældre, medier og politikere til sig. De vil gerne hurtigt i gang, ligesom de gerne vil vælge noget, der efterfølgende fører til beskæftigelse. Alligevel viste undersøgelsen, at det ikke er nogen let opgave at træffe et realistisk valg. Dels betyder optagelsesreglerne, at det er umuligt at forudsige, hvilke karaktergennemsnit der vil føre til optag på hvilke uddannelser. Dels er det vanskeligt at forudsige, hvordan den fremtidige beskæftigelsessituation kommer til at se ud. Fx "skreg" arbejdsmarkedet på it-uddannet arbejdskraft i år 2000, mens det få år efter – da it-boblen var bristet – var en risikabel branche at uddanne sig til. Når de unges valg i mange tilfælde tager tid, hænger det således sammen med, at det kan være svært for den enkelte unge at gennemskue, hvad det realistiske valg er.

Problemerne med at finde det rette valg kom også til udtryk, da jeg sidste år gennemførte en række fortælleværksteder med unge uddannelsessøgende. I forbindelse med fortælleværkstedet arbejdede grupper på 6-8 uddannelsessøgende med at udfolde og udvikle deres fortællinger om at vælge uddannelse. Blandt andet ved at skrive om episoder, der har haft særlig stor betydning for deres perspektiv på uddannelsesvalg.

Temaet i mange af fortællingerne er de unges arbejde med at afklare "det rette valg". Det rette valg er i de unges optik et informeret valg, hvor den enkelte unge gennem minutiøs research af samtlige, tilgængelige informationer bliver i stand til at træffe et endegyldigt valg, der både er realistisk at gennemføre og samtidig føles rigtigt. Det er først og fremmest en forståelse af uddannelsesvalget, som de unge møder hos deres forældre og vejledere, og som hos de unge bliver målestokken for, hvornår et uddannelsesvalg er forløbet succesfuldt. Når man har indkredset det rette valg, har man løst opgaven med at vælge uddannelse. Problemet er imidlertid, at det for mange er et ideal, der er umuligt at leve op til. Det er blandt andet omdrejningspunktet i Sabinas fortælling:

"Det kunne være en hvilken som helst dag, denne situation opstod, for den havde opstået så mange gange, at det var umuligt at tælle mere. (...) Efter endt frokost fandt hun alle de indsamlede brochurer frem og delte dem op i bunker. En for design, en for RUC, en for Handelshøjskolen, en for Syddansk Universitet og KU. Systematisk blev de gået igennem i håb om at hun kunne udelukke noget, men lige meget hvad hun læste, lød det hele spændende. (...) Efter at have brugt et par timer på det uden at være blevet meget klogere end før gav hun op, (...) træt af at prøve at sætte uddannelser op mod hinanden og bare i det hele taget træt af at tænke på uddannelsesvalg. Hvorfor var det så skide svært?"

De unge anno 2007 er således meget optagede at vælge det rigtige og gøre det rigtige. Alligevel er der ikke noget, der tyder på, at de unge er blevet mere afklarede eller motiverede af den grund. Tværtimod synes de unge, der medvirkede i fortælleværkstederne, at være mere pressede og frustrerede over deres uddannelsesvalg end de studieskiftere, jeg talte med ti år tidligere. Som optakt til værkstederne blev de unge bedt om at brainstorme over, hvad de forbandt med ordet uddannelsesvalg. Og her var det ikke lysten til at få en uddannelse, der kom frem, men i stedet oplevelsen af pres og stress, fx gennem følgende udsagn:

• Der går ikke én dag, uden at man tænker på det. Det er nu, du skal handle, nu!
• Der er et kæmpe pres for at vælge hurtigt – fra familie, fra lærere og fra én selv.
• Det minder om Anders Fogh. Skynd dig igennem, så du kan blive en god skatteborger.

Mange af de unges fortællinger handler derfor om at stå alene med en oplevelse af ikke at kunne leve op til samfundets forventninger. Selv om de gør alt det rigtige, er de kun i stand til at formulere spørgsmål – ikke at finde svar. Hos mange afføder det stor usikkerhed i forhold til fremtiden, det gælder blandt andre Asger: "Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det? Hvor meget af min nuværende tilværelse kan jeg satse uden at vide præcis, hvad jeg går ind til? Hvor meget forventes det fra mine omgivelser, at jeg opgiver? Kan jeg i det hele taget få nogen uddannelse?"

Der er blevet talt meget om unges uddannelsesvalg de seneste ti år, og som de inddragede undersøgelser viser, er det i høj grad en snak, de unge har taget til sig. De unge er bevidste om tidens uddannelsespolitiske buzz words, og de bruger dem i vidt omfang som målestok for deres egne valg. Men derved overtager de også den funktionalistiske forståelse af uddannelse og uddannelsesvalg, som de politiske målsætninger hviler på. Og det er med til at øge presset på de unge.

Kernen i den funktionalistiske uddannelsesopfattelse er, at uddannelse har en afgrænset og veldefineret funktion i samfundet. Det er derfor muligt at beregne samfundets kvalifikationsbehov, ligesom det er muligt for den enkelte uddannelsessøgende at træffe et rationelt valg på baggrund af samfundets informationer. Uddannelsesvalg er følgelig en engangsforeteelse, der foregår i en afgrænset periode af livet, og har som sit primære formål at føre til varig beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Målet med fx vejledning er derfor at finde "det rette match" mellem den enkelte person og den efterspurgte kvalifikation.

Som de unges fortællinger viser, er det imidlertid ikke en uddannelsesforståelse, der er let at overføre til en konkret valgpraksis. For første betyder den dynamiske udvikling på arbejdsmarkedet, at det er umuligt at forudsige, hvilke kvalifikationer der bliver efterspurgt i fremtiden. Snarere må den enkelte forvente løbende at skulle erhverve nye kvalifikationer. Uddannelsesvalg er derfor ikke en engangsforeteelse, men snarere en livslang proces. For det andet betyder udviklingen af det moderne samfunds livsvilkår, at de unge – og alle andre aldersgrupper – er henvist til at konstruere deres individuelle livsbane. Der findes derfor ikke nogen rette valg, uanset hvor tidligt og hvor meget de unge arbejder for at finde det. Der findes alene et valg under tilblivelse.

Ved at fastholde, at de unge skal træffe et funktionalistisk valg, stiller vi derfor som samfund de unge over for en opgave, de ikke kan løse. Den foreløbige status over ti års snak om unges uddannelsesvalg rejser derfor spørgsmålet om, hvorvidt vi burde begynde at snakke om de unge og deres valg på en anden måde. En måde, der gør det muligt for de unge at forstå og takle uddannelsesvalget som en livslang og livsbred proces. En måde, der understøtter den enkeltes unges valgfrihed uden dermed at overlade den unge til sig selv. Og frem for alt en måde, der gør det muligt at tale med – og ikke kun om – de unge og deres uddannelsesvalg og derved gør det muligt for de unge at få indflydelse på, hvordan udviklingen af uddannelsessystemet fremover skal være.

Camilla Hutters er cand.scient.soc på baggrund af studier i pædagogik og sociologi ved hhv. RUC og Lunds Universitet i Sverige. Hun har i en årrække arbejdet med forskning omkring unges uddannelsesvalg samt uddannelses- og erhvervsvejledning. Blandt andet i forbindelse med PhD.-graden "Mellem lyst og nødvendighed", som i 2004 gav hende den humanistiske PhD-grad. Hun arbejder i dag som projektleder og konsulent for Højskolernes Forening.

Mellem lyst og nødvendighed (2004)

Metodehåndbog i Fortælleværksteder (2006)

Hutters, Camilla (2000): De krogede forløb, Tidskriftet Ungdomsforskning, nr. 1 september 2000.

Hutters, Camilla (2001): Mellem længsel og mestring. Betydningen af uddannelse i unges liv. I Anders Siig Andersen m.fl.: Bøjelighed og tilbøjelighed. Livshistoriske perspektiver på læring og uddannelse. Roskilde Universitetsforlag.

Hutters, Camilla (2004): Mellem lyst og nødvendighed. En analyse af unges valg af videregående uddannelse. Ph.d.-afhandling fra Forskerskolen i livslang læring, Roskilde Universitetscenter.

Hutters, Camilla og Krøjer, Jo (2006): Metodehåndbog i Fortælleværksteder. Folkehøjskolernes forening i Danmark.

Vejledning på højskoler