Hun har den bemærkelsesværdige tanke, at etik ikke er et spørgsmål om at følge de rette og givne normer, regler og retningslinjer, som en kultur, et samfund eller en organisation måtte have, eller et spørgsmål om at have den rette etiske kundskab og professionelle kompetence.

Tværimod vil en videnskabelig og kundskabsorienteret tilgang til etikken ofte ende i en undgåelse af etik! Forskellen mellem etik og moral bliver gerne beskrevet som, at i etikken har vi med de filosofiske (læs: videnskabelige) og almen-teoretiske overvejelser over og begrundelser for, hvad det gode liv er. Det er det felt, som den professionelle filosof tager sig af. Moral er en kulturs, et samfunds eller en gruppes indlejrede eller vedtagne normer, regler og værdier for accepteret eller "god" adfærd.

Det er imidlertid en anden definition på etik, som kommer til udtryk hos Arendt. Her er etik - som det var hos Sokrates og som det bliver tænkt også hos den franske filosof Michel Foucault (1988) - et spørgsmål om "etisk selvomsorg" og om det at være i et personligt forhold til, hvad man selv anser for at være værdifuldt og etisk. Man kan således udmærket være meget reflekteret og vidende om etiske teorier og metoder såvel som om, hvilke normer, værdier og moralske leveregler, der er gældende i et samfund, en etnisk kultur eller i et professionsfællesskab - og alligevel handle uetisk!

Det, der ifølge Arendt (og Foucault) afgør, hvorvidt en person forholder sig etisk til en sag eller et menneske, er dels om denne person tænker og handler i overensstemmelse med, hvad vedkommende eksistentielt set anser for at være det gode liv, og dels om personen også samtidig formår at eller tør miste fodfæstet for en stund ved netop at forholde sig grundlæggende undrende og lyttende over for, at tingene måske kunne være helt anderledes. Arendts pointe er, at først når vi står i et sådant undrende forhold til verden og det andet menneske, kan vi i grundlæggende forstand "se" den unikke situation og det unikke menneske, vi står over for, og dermed høre og møde den etiske fordring i situationen (Lindseth, 2002).

Arendt blev optaget af denne måde at forstå etik på, da hun fulgte retsagen mod nazisten Adolf Eichmann, der efter 2. Verdenskrig havde millioner af jøders død på sin samvittighed. Det, der overraskede Arendt (der selv var jøde), var, at denne mand på ingen måde var syg, dum, dæmonisk eller på anden måde forskruet. Han var nærmest overnormal. Han var et intelligent, pligtopfyldende og, syntes han selv, samvittighedsfuldt menneske, der blot havde gjort, hvad han havde fået at vide, at han skulle gøre, og i det hele taget fulgt de nu engang givne normer, regler og retningslinjer for, hvad hans kultur havde ment var det rette at gøre. I den forstand oplevede han sig selv som uskyldig.

Det fik Arendt til at tale om "ondskabens banalitet". At ondskab også kan udvikles gennem en umiddelbar banal tankeløshed og mangel på kritisk tænkning, hvor man blot som den gode funktionær lever og reflekterer inden for de givne regler og normer.

Hvad Eichmann manglede var evnen til at tænke. Her skelner Arendt mellem at tænke og at erkende. Videnskabsmanden, funktionæren og det pragmatisk-indstillede menneske er først og fremmest drevet af en erkendende bevidsthed. Erkendelse har at gøre med vores villende og bemestrende omgang med verden og os selv - når vi vil stå i et vidende forhold til verden. Det erkendende menneske er hele tiden rettet mod at løse et afgrænset og identificeret problem og påkalder sig løsningsinitiativer af kognitiv art.

Tænkning kan vi ikke ville, vi kan ikke ville en undren, en forståelse eller en meningsfuldhed. At undres, at forstå og at opleve meningsfuldhed er noget, der sker med os, noget der indtræffer som en begivenhed. Det, vi kan ville, er højst at gøre os åbne og give plads (tid, stilhed, ro, nærvær) for forundringen og forståelsen. I den forstand er tænkning en evne til at lytte efter det endnu ikke sagte, det ikke-intentionelle og til det ikke-tematiserede, som danner den tavse baggrund for vores villen og erkendelse.

Det tænkende menneske er således optaget af en langt mere søgende, dvælende og nænsom tankebevægelse, der kan gøre hende mere sensitiv over for det, der ligger uden for det problem- og vidensorienterede menneskes opmærksomhedsfelt. Det kræver ikke kompetence, men dannelse, og dannelse vedrører netop vores evne til at stå i det åbne uden at henvise til nogle sikre autoriteter, teorier eller modeller for, hvad mennesket, verden eller det gode liv er - kort sagt, når vi grundlæggende undres. Først da kan vi egentlig se det særlige i den konkrete situation og det særlige ved det konkrete menneske, vi har foran os, og dermed høre den etiske fordring.

De canadiske uddannelsesforskere David Coulter og John Wiens (2002) hævder provokerende, at der er ved at ske en eichmannisering af den moderne uddannelses- og vejledningstænkning på grund af den ensidige kompetence- og videnstilgang til uddannelse og vejledning, som dominerer i dag. Hvad der mangler, er en mere sokratisk-orienteret tilgang, hvor erhvervs- og uddannelsesvejlederen også trænes i at forholde sig undrende til såvel egne som til professionens antagelser og begreber for, hvad god vejledning er.

Hvilke konsekvenser kan Arendts syn på etik have på vejledningstænkningen og synet på etik i vejledningen? I R.U.E.s Etiske retningslinjer for uddannelses- og erhvervsvejledning står der, at etik er "de filosofiske overvejelser over det gode liv med og for den anden".

• Med Arendt må det for det første præciseres, at disse filosofiske overvejelser ikke kun er noget, som professionelle filosoffer kan give bud på. Det er nogle filosofiske overvejelser, som de enkelte vejledere også selv må gøre sig. Hvad man i dag kunne efterlyse er derfor en mere filosofisk orienteret vejledningstænkning, der vitterlig gør vejlederne i stand til selv at filosofere og "stå i det åbne".
• For det det andet må det stå klart, at vejlederen må bryde med den neutrale funktionærrollen, hvis han eller hun vil kunne handle etisk. Det er ikke nok blot at følge de Etiske retningslinjer for uddannelses- og erhvervsvejledning, hvis man ikke også selv og evt. sammen med sine kollegaer har forholdt sig kritisk og personligt til, hvad begreber som fx respekt, uafhængighed, åbenhed, integritet og mening betyder. Her kunne man anbefale vejledere at bruge fx den sokratiske dialoggruppe (Hansen, 2000) til at styrke denne værdiafklaring og undringsproces.
• For det tredje fordrer det ledere, der har forståelse for vigtigheden af denne ikke-nytteorienterede vejledningstænkning samt, at lederen reelt giver vejlederne ude på uddannelsesinstitutionerne eller vejledningscentrene tid, plads og ro til en sådan dannelsesproces.
• For det fjerde kan der med Arendt argumenteres for, at hvis man vil forholde sig etisk korrekt og give plads for en tænkning, der kan hjælpe den vejledningssøgende til at søge større værdiafklaring og meningsfuldhed i sammenhængen mellem arbejdsliv og privatliv, så kræver det, at vejlederen vitterlig gør sit bedste for at gøre sig uafhængig af politiske, erhvervsmæssige eller organisatoriske interesser.
• For det femte kunne man med Arendt spørge, om ikke hele uddannelses- og vejledningstænkningen er ude på et etisk skråplan, hvis vejledningen i Danmark kun reserveres til de få med "særlige behov". Vil det ikke føre til en indsnævring, ja en eichmannisering af vejledningsfeltet? Hvem skal bestemme, hvad disse særlige behov er? Vil der ikke alt for let kunne ske en stigmatisering og klientgørelse af disse "behovsramte", og bør vejledning ikke være et et generelt samfundsgode for enhver, der føler behov for det? Her mener jeg, at det bør være vejlederens etiske opgave også at engagere sig i samfundsdebatten til forsvar for "det åbne felt", for en mangfoldighed af (livslange) vejledningsformer, så "den andens livsudfoldelse", som der står i R.U.E.s pjece om etik i vejledningen, ikke bliver rettet til i en bestemt retning.
• Endelig kunne man for det sjette hævde, at en sådan løbende og aldrig størknende diskussion om, hvad de etiske retningslinjer for vejledere kunne være, nok kræver (for realistisk set har den enkelte vejleder oftes nok at se til i sin hverdag) et "Etisk Råd". Et sådant råd eller forum skal ikke fungere som smagsdommer eller som sanktionsinstans, men som en initiativtager til fremme og udvikling af vejledningens etik og støtte dialog og debat om etiske spørgsmål i vejlederens hverdag.

Et sådant etisk råd har fx svenskerne, og etablerer man det i Arendts ånd, er der håb for at vejledningstænkningen i Danmark fortsat kan holdes i live.

Arendt, H. (1971): The Life of the Mind. Harcourt, Inc.

Arendt, H. (2004): Særnummer om Arendt i Slagmark - tidsskrift for idéhistorie, nr. 37.

Coulter, D. & Wiens, J. (2002): Educational Judgment: Linking the Actor and the Spectator. I: Educational Researcher, Vol. 31, No. 4, p. 15-25, May 2002.

Hansen, F.T. (2000): Den sokratiske dialoggruppe. Gyldendal.

Foucault, M. (1988): Selvomsorgens etik som frihedspraksis. I: UNDR, Nyt Nordisk Forum, nr. 55. (for en uddybning - se også F.T.Hansen: Det filosofiske liv. Hans Reitzels forlag, 2. udg. , 2003, kapitel 1).

Lindseth, A. (2002): Løgstrups etik i et omsorgsperspektiv (med replik og responsum). I: Spor i sandet. Bidrag til forståelse af K.E. Løgstrups forfatterskab. (red. J. Wolf & M. Gjerris). Forlaget ANIS.

Hannah Arendt (Jewish Virtual Library)