Dyrepasser med mus til brug ved forsøg
Erhvervsuddannelse (EUD)

Dyrepasser

En dyrepasser fodrer, passer og plejer dyr. På uddannelsen lærer du at passe og pleje heste, forsøgsdyr og dyr i zoologiske haver.

Fakta

Navn:
Dyrepasser
Varighed:
3 år 2 mdr. - 4 år 6 mdr.
Trin og specialer:
Dyr i zoologiske anlæg, forsøgsdyr, dyrehandel, hestemanager
Adgangskrav til grundforløb:
Folkeskolens afgangseksamen el. tilsvarende med karakteren 2,0 i dansk og matematik
Overgangskrav til hovedforløb:
Vær opmærksom på, at der er specifikke krav ved overgangen til hovedforløbet
Dimensionering:
Uddannelsesaftale eller kvoteplads
Skoleoplæring:
Ingen mulighed for skoleoplæring
Eux:
Mulighed for eux
Økonomi:
SU og lærlingeløn
Muligheder for at læse videre:
Du får adgang til flere videregående uddannelser
Den blå farve i barometeret viser, at der er adgang til flere videregående uddannelser
Læs mere i afsnittet Mere uddannelse

En vigtig del af faget går ud på at sikre, at dyrene har det godt. Du lærer om forskellige typer dyrs behov og adfærd i naturen, så du kan sørge for deres sundhed og trivsel, fx ved at give dyrene mulighed for at lave nogle af de samme ting, som de gør i naturen.

Du lærer også om avl, så du kan hjælpe dyrene med at få unger ved at give dem rigtigt foder og gode yngleforhold.

En dyrepasser kan blive ansat ved et stutteri (heste), i medicinalindustrien (forsøgsdyr) eller i zoologiske haver.

Dyrepasser med eux

Foto: Getty Images

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Uddannelsen til dyrepasser giver en grundlæggende viden om professionel pleje, pasning og avl. Du bliver fortrolig med de mange forskellige dyrearter og lærer deres adfærd at kende, så du kan se, hvis dyrene ikke trives eller er blevet syge.

Du lærer at passe og fodre dyrene. Du lærer om dyrenes anatomi, deres organer og bevægeapparat, samt om optagelsen af næringsstoffer.

Du får også viden om sikkerhed samt om stalde og bure, så du ikke kommer til skade, eller risikerer at dyrene stikker af.

Uddannelsens specialer

Du kan afslutte uddanelsen som dyrepasser med speciale i dyr i zoologiske anlæg, forsøgsdyr, dyrehandel eller som hestemanager.

  • Dyr i zoologiske anlæg: Du lærer om de særlige krav, der stilles til arbejdet med dyr i fangenskab. Du lærer om dyrenes adfærd og også om opgaverne med fisk i akvarier.
  • Forsøgsdyr: Du lærer om sundhed og sygdom hos forsøgsdyr. Du lærer, hvordan man registrerer sine iagttagelser, og du lærer om regler og lovgivning.
  • Dyrehandel: Du lærer at fodre, passe og pleje butikkens dyr. Du lærer også om kundebetjening, vejledning og salg.
  • Hestemanager: Du lærer om hestes sundhed og sygdomme og om pasning og træning. Du lærer også om indretning af stalde og folde.

Løn, job og trivsel

  • Hvad tjener man som nyuddannet?
  • Er der gode beskæftigelsesmuligheder?
  • Trives eleverne på uddannelsen?
  • Hvordan er køns- og aldersfordelingen?

Tjek fakta om uddannelsen, før du vælger, eller sammenlign uddannelser.

Gå til Uddannelsen i tal

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen består af et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger, samt et hovedforløb, der veksler mellem perioder på din læreplads og perioder på skolen. Du kan vælge mellem flere forskellige specialer.

Figuren viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.

Fag

På skolen lærer du fx om:

  • Adfærdsbiologi
  • Dyrehold
  • Dyrekroppen
  • Dyrevelfærd

Du skal også have fag som naturfag, smittebeskyttelse og erhvervsøkonomi.

Oplæring

På lærepladsen bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. Oplæringen foregår på en arbejdsplads. Der er ingen mulighed for skoleoplæring.

Du afslutter uddannelsen med en svendeprøve.

Dimensionering

Du skal have en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver for at være sikker på at blive optaget på grundforløbets 2. del.

Hvis du ikke har indgået en uddannelsesaftale med en virksomhed, har skolen et antal kvotepladser, som elever uden uddannelsesaftale kan søge. Læs mere om Dimensionerede erhvervsuddannelser.

Er uddannelsen noget for mig?

Hvis du er usikker på, om uddannelsen passer til dig, kan du her få en idé om, hvad der er vigtigt på uddannelsen.

Listen nedenfor hjælper dig med at vurdere, om uddannelsen passer til dine interesser og forventninger. Det er ikke krav, men vigtige punkter at overveje. 

Overvej fx, om du:

  • Har lyst til fysisk arbejde - fx fodring, udmugning etc.
  • Er ansvarsbevidst, opmærksom og påpasselig
  • Er indstillet på at arbejde med både sunde og syge dyr
  • Kan arbejde sammen med andre faggrupper
  • Er indstillet på skiftende arbejdstider og weekendarbejde

Som dyrepasser med speciale i heste skal du have lyst og fysik til at træne og ride heste.

Adgangskrav

Der er adgangskrav til erhvervsuddannelsens grundforløb. Der er også specifikke overgangsskrav, som du skal opfylde, inden du kan gå videre til hovedforløbet.

Adgangskrav til grundforløbet

For at begynde på en erhvervsuddannelses grundforløb skal du opfylde følgende krav:

  • Du skal have bestået folkeskolens afgangseksamen eller en tilsvarende prøve
  • Du skal have fået mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangseksamen i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve

Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du desuden være have fået mindst 2,0 i gennemsnit af dine afsluttende standpunktskarakterer i henholdsvis dansk og matematik.

Hvis du har en uddannelsesaftale med en virksomhed, opfylder du adgangskravene til en erhvervsuddannelse. Du skal dog altid have opfyldt din undervisningspligt.

Læs mere i Adgangskrav til erhvervsuddannelserne

Bemærk: Du skal have en uddannelsesaftale eller en kvoteplads for at blive optaget på grundforløbets 2. del - se afsnittet Dimensionering.

Overgangskrav til hovedforløbet

For at kunne gå i gang med hovedforløbet og gennemføre uddannelsen, skal du have bestået fagene:

  • Biologi på F-niveau
  • Naturfag på F-niveau

Endvidere skal du i grundforløbet have taget følgende certifikater:

  • Kørekort til traktor
  • Førstehjælp på erhvervsuddannelserne, inkl. færdselsrelateret førstehjælp
  • Elementær brandbekæmpelse
  • Arbejdsmiljø og sikkerhed ved svejsning og termisk skæring
  • Hygiejnekursus for personer, der håndterer svin
  • Arbejde med medicin og lægemidler til produktionsdyr

For at starte på uddannelsens hovedforløb skal du desuden have en uddannelsesaftale.

Ansøgning og optagelse

Der er flere måder at begynde en erhvervsuddannelse på. Måden afhænger af din alder og baggrund, når du starter. Læs her, hvordan du kommer i gang, når du er under 25 år.

Dimensionering

Denne uddannelse er dimensioneret. Det betyder, at du skal have enten en kvoteplads eller en uddannelsesaftale for at blive optaget på grundforløbets 2. del.

Du går i 9. eller 10. klasse

Hvis du vil i gang lige efter 9. eller 10. klasse, skal du søge ind på grundforløbets 1. del (GF1).

Ansøgning: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.


Du er gået ud af 9. eller 10. klasse

Hvis du er gået ud af 9. eller 10. klasse og er under 25 år, kan du vælge mellem følgende muligheder:


De samme muligheder gælder for dig, der har taget forberedende grunduddannelse (FGU) i løbet af de 2 år.

Hvis du har taget gymnasial uddannelse i mere end 1 år, skal du altid søge ind på grundforløbets 2. del.

Ansøgning til GF1: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.

Ansøgning til GF2 - kvoteplads: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om frist for ansøgning om kvoteplads. Du ansøger via  Optagelse.dk.

Tilmelding til GF2 med uddannelsesaftale: Arbejdsgiveren sender din uddannelsesaftale til erhvervsskolen. Aftalen fungerer som skoletilmelding. Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar.


Du er gået ud af 9. eller 10. klasse for mere end 2 år siden

Er det mere end 2 år siden, at du gik ud af 9. eller 10. klasse, og er du under 25 år, gælder følgende:

  • Du skal søge ind på grundforløbets 2. del (GF2)
     
  • Du kan evt. også starte i grundforløb plus (GF+). Det er for dig, som har brug for afklaring eller skoleundervisning, før du beslutter dig for uddannelsen. Efter grundforløb plus går du videre på grundforløbets 2. del. 
     

Ansøgning til GF2 - kvoteplads: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om frist for ansøgning om kvoteplads. Du ansøger via  Optagelse.dk.

Tilmelding til GF2 med uddannelsesaftale: Arbejdsgiveren sender din uddannelsesaftale til erhvervsskolen. Aftalen fungerer som skoletilmelding. Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar.

Ansøgning til grundforløb plus (GF+): Der kan være uddannelsesstart flere gange om året. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om ansøgningsfrist. Du ansøger via  Optagelse.dk


Du har en uddannelsesaftale

  • Hvis du har skaffet en læreplads og lavet en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, skal du typisk starte i grundforløbets 2. del (GF2). Hvis din uddannelsesaftale dækker grundforløb plus (GF+), starter du med dette forløb.
  • Hvis din uddannelsesaftale dækker både grundforløb og hovedforløb, kan du aftale at begynde din uddannelse på lærepladsen. Læs mere i Skolevejen og lærepladsvejen
     
  • Hvis du har en aftale om Ny mesterlære, kan du erstatte meste af skoleundervisningen på grundforløbet med praktisk oplæring på en arbejdsplads.


Skoletilmelding: Arbejdsgiveren sender din uddannelsesaftale eller Ny mesterlæreaftale til erhvervsskolen. Aftalen fungerer som skoletilmelding.


Du er fyldt 25 år

Er du fyldt 25 år, skal du søge ind på erhvervsuddannelse for voksne, euv. Se afsnittet Erhvervsuddannelse for voksne.

Uddannelsessteder

Hvis du vil se, hvor du kan tage din erhvervsuddannelse, kan du bruge UG-værktøjet Erhvervsuddannelseskortet.

Grundforløb

Se kortet over skoler, der udbyder grundforløbets 2. del

Hovedforløb

Se kortet over skoler, der udbyder hovedforløb

Mere om Erhvervsuddannelseskortet

Du kan også finde andre forløb på Erhvervsuddannelseskortet. Læs om hvordan du bruger kortet i artiklen Erhvervsuddannelseskortet.

Find en læreplads

Du skal selv finde en læreplads og indgå en skriftlig uddannelsesaftale med lærestedet. Du vil få hjælp og vejledning fra erhvervsskolen. Læs mere i Sådan søger du læreplads.

Lærepladsen.dk

På www.lærepladsen.dk kan du finde ledige lærepladser. Du kan også se, hvilke virksomheder der er godkendt til at oprette lærepladser.

Når du er startet på erhvervsskolen, kan du oprette din egen profil på Min side og få besked om ledige lærepladser, der matcher dine ønsker.

Der er ikke mulighed for skoleoplæring. Hvis du ikke kan finde en læreplads, har du garanti for at kunne gennemføre en anden erhvervsuddannelse med bedre muligheder for at få læreplads. Læs mere om Uddannelsesgaranti.

Eux

Du kan tage uddannelsen med eux og blive faglært dyrepasser og student samtidig. Med eux kombinerer du erhvervsuddannelsen med en gymnasial eksamen.

Job eller videregående uddannelse

Når du er færdig, har du en erhvervsfaglig studentereksamen og kan både søge faglært arbejde og få adgang til at søge ind på en videregående uddannelse. Du kan søge optagelse på videregående uddannelser på samme vilkår som personer med en gymnasial uddannelse.

Se dine muligheder for videregående uddannelse som dyrepasser med eux i Adgangskortet.

Eux-uddannelsens opbygning

Eux-uddannelsen består af et grundforløb og et hovedforløb og er bygget op som en almindelig erhvervsuddannelse. Figuren ovenfor viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.

Eux-uddannelsen indeholder både oplæring i en virksomhed og den fulde skoleundervisning fra erhvervsuddannelsen, men grundfag og valgfag er skiftet ud med fag på gymnasialt niveau.

Du får både almene gymnasiale fag som dansk og matematik og fag, som er relevante for dyrepasseruddannelsen samt beslægtede videregående uddannelser.

Du skal have gymnasiale fag både på grund- og hovedforløbet. For at komme fra grundforløbet til hovedforløbet skal du opfylde overgangskravene.

Overgangskrav til eux-hovedforløbet

For at kunne blive optaget på eux-hovedforløbet skal du have gennemført følgende fag på grundforløbet:

  • Dansk C, engelsk C og samfundsfag C (gennemføres på grundforløbets 1. del)
  • Matematik C, kemi C og biologi C (gennemføres på grundforløbets 2. del)

En del af fagene skal bestås. Øvrige fag skal gennemføres.

Starter du din uddannelse i grundforløbets 2. del, skal du selv sørge for at tage de fag, du mangler.

Fag på gymnasialt niveau

Hvis du vælger dyrepasser med eux, gennemfører du i løbet af hele uddannelsen følgende fag på gymnasialt niveau:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Samfundsfag C
  • Matematik B
  • Biologi B
  • Fysik C
  • Kemi B
  • Erhvervsøkonomi C eller virksomhedsøkonomi C

Du skal også udarbejde et erhvervsområdeprojekt og et eksamensprojekt.

Muligheden for eux findes på en række skoler. Se mere om Eux.

Erhvervsuddannelse for voksne

Hvis du er fyldt 25 år, tager du en særligt tilrettelagt erhvervsuddannelse for voksne (euv). Uddannelsen tilrettelægges på baggrund af en kompetencevurdering, dvs. en vurdering af den uddannelse og erfaring, du allerede har. Din uddannelse bliver dermed i de fleste tilfælde kortere. Læs mere om euv i Erhvervsuddannelser for voksne.

For at starte på en euv skal du kontakte en erhvervsskole, der tilbyder uddannelsen. Se kortet øverst til højre.

Hvis du er fyldt 25 år, kan du evt. blive ansat som voksenlærling til en forhøjet lærlingeløn. Læs om muligheder og betingelser i Voksenlærling.

Økonomi

Du får løn eller anden økonomisk støtte under uddannelsen.

Lærlingeløn

Du får lærlingeløn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft, både i læreplads- og skoleperioderne. Beløbet afhænger af, om du er under eller over 25 år.

  • Er du under 25 år, er din startløn som lærling typisk ca. dobbelt så høj som SU for udeboende over 20 år. Din lærlingeløn stiger, mens du er under uddannelse.
  • Er du 25 år eller derover, er din startløn som lærling typisk højere. Den vil som regel ligge på niveau med den minimumsløn, som er aftalt for voksne på området.

Lærlingelønnen er aftalt mellem arbejdsgiverorganisationen og den faglige organisation på området.

Hvis du har en uddannelsesaftale, der dækker grundforløbet, får du også lærlingeløn på grundforløbet. Hvis du ikke har det, kan du søge SU, hvis du er fyldt 18 år. 

Læs mere i Økonomi under erhvervsuddannelsen

Læs om SU

Jobmuligheder

Mange dyrepassere arbejder inden for landbruget, fx med svineavl. Du kan søge job inden for zoologiske haver eller dyreparker. Andre muligheder er inden for hesteopdræt eller hundeopdræt, eller du kan blive ansat til laboratoriearbejde og indgå i forskningsopgaver.

Du har også mulighed for at beskæftige dig med dyrehandel og fx åbne egen forretning. Fiskeopdræt ved dam- eller havebrug er endnu et område, som uddannelsen kan kvalificere til.

Læs mere under Mulige job.

Mere uddannelse

Når du har afsluttet din erhvervsuddannelse, har du mulighed for at videreuddanne dig.

Videregående uddannelse

Dyrepasseruddannelsen giver adgang til flere videregående uddannelser på fuld tid. Find dem i UG-værktøjet Adgangskortet.

Gå til Adgangskortet

  • Husk at vælge dit speciale i værktøjet samt evt. eux
  • Vælg en kategori, og se dine muligheder

Læs mere i artiklen Videregående uddannelse efter erhvervsuddannelsen

Efter- og videreuddannelse

AMU-kurser

Som dyrepasser kan du efteruddanne dig med korte, kompetencegivende AMU-kurser.


Akademiuddannelse

Når du har fået erhvervserfaring, kan du også efteruddanne dig med en akademiuddannelse. Akademiuddannelser er videregående uddannelser, som du kan tage på deltid.

Se akademiuddannelser

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på følgende niveauer i den danske kvalifikationsramme for livslang læring:

  • Dyrepasser: niveau 4

Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for ungdomsuddannelser.

Få mere at vide

Det Faglige Uddannelsesudvalg for Jordbrug, Uddannelsessekretariatet

www.jordbrugetsuddannelser.dk

Uddannelsens veje

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information

Inspiration

Relevante arrangementer til denne uddannelse: 7

Berith Friis er 48 år og uddannet dyrepasser. Modsat hvad mange tror, er en del dyrepassere...

Zoom ind og sammenlign uddannelser.