Uddannelsen til buschauffør giver en grundlæggende viden om at køre bus på en hensynsfuld og forsvarlig måde. Du tager de typer af kørekort, som er nødvendige, og får desuden viden om vedligeholdelse og eftersyn af køretøjer.
Du lærer også, hvordan man omgås kunder. Som chauffør har man ansvaret for passagerernes sikkerhed og sørger for ro og orden i bussen.
Uddannelsens trin og specialer
Du kan afslutte uddannelsen som buschauffør (trin 1), buschauffør i kollektiv trafik (trin 2) eller kørselsdisponent (trin 3).
- Buschauffør og buschauffør i kollektiv trafik: Du kører bus i byer eller rutebil i landdistrikter. Som buschauffør i kollektiv trafik kan du også være med til at hjælpe passagerer, der har særlige behov, fx syge, handikappede eller alderssvækkede borgere. Du kan også køre specielle busser og køre med anhænger
- Kørselsdisponent: Du lærer at lede busdriften. Du lærer bl.a. om love, bestemmelser, arbejdsmiljø og medarbejderudvikling
Alder
Din alder betyder noget for, hvilke busser du må køre, når du har gennemført uddannelsen.
Fra du er fyldt 18 år, må du køre:
- Små busser med passagerer i hele Danmark
- Store busser med passagerer i rutekørsel på strækninger, der ikke overstiger 50 km
- Store busser uden passagerer i Danmark
Fra du er fyldt 20 år, må du køre:
- Store busser med passagerer i hele Danmark
Fra du er fyldt 23 år, må du køre:
- Dansk indregistrerede busser i udlandet