Som finansmedarbejder kan du arbejde med alt fra at styrke en virksomheds eller privatkundes økonomi til at hjælpe med salg, service eller råd om køb eller investeringer. Du har forstand på finansmarkeder og virksomhedsøkonomi, og du ved, hvordan ændringer af fx renter, kurser og priser påvirker erhverv og private.
Håndtering og analyse af økonomiske data
Du arbejder med virksomhedens økonomiske forhold, fx regnskaber og investeringer. Du analyserer de økonomiske data, udregner budgetter og anbefaler investeringer og strategier, der skal sikre, at forretningen giver overskud.
Du kan også have ansvar for selve regnskabet. Her sørger du bl.a. for økonomisk balance mellem indtægter og udgifter som fx drift og husleje.
Kundekontakt og rådgivning
Du kan også have kontakt med virksomhedens erhvervs- eller privatkunder. Du hjælper dem med at sætte økonomiske mål, udarbejde strategier for at nå dem eller finde den løsning, der egner sig bedst til deres økonomiske situation. Det kan fx være i form af pension, investeringer eller køb af forsikringer eller ejendom.