Dansk uddannelses- og erhvervsvejledning var specialiseret i en sådan grad i slutningen af forrige århundrede, at der var 27 uafhængige og specialiserede vejledningsordninger. Dette system blev forenklet ganske kraftigt med Vejledningsreformen, som fra 2004 installerede UU (Ungdommens Uddannelsesvejledning) og Studievalg som de nye institutionelle rammer. Nye strukturer har således reduceret kompleksiteten fra de 27 ordninger – men nye kompleksiteter opstår som svar på nye udfordringer. Hermed skabes ny differentiering, altså øget kompleksitet, ironisk nok: en hel underskov af andre vejledningsordninger (Plant, 2006). Det gælder især på voksenvejledningsfeltet, som stadig her i 2006 venter på sin vejledningsreform.

Et eksempel inden for institutionerne på differentiering: aldrig så snart var UU'erne etableret med fuldtidsprofessionelle vejledere, førend nogle UU'er ansatte vejlederassistenter – til at varetage specialiserede opgaver i forhold til unge med særlige vejledningsbehov (i disse tilfælde oftest unge med anden etnisk baggrund end dansk). Dette var et institutionelt svar på differentierede vejledningsbehov. Og det medfører på sin side et større behov for samarbejde.

Nogle samordningsorganer var på plads også før 2004. Ikke stærke, men alligevel: De regionale Vejledningsfaglige Udvalg, VFU (med aner tilbage til Hovedvejlederudvalg fra 1979) og de tilhørende lokale vejlederudvalg udførte en vis koordination af fx informationsmaterialer, informationskampagner, uddannelses- og erhvervsmesser og kompetenceudvikling af vejledere. De første voksenvejlederuddannelser så fx dagens lys i VFU-regi. Nogle regioner og lokalområder lyste op og andre henlå mere i tusmørke i denne sammenhæng. Disse samordningsstrukturer var stærkt afhængige af velviljen og energien i det regionale AF, som de fleste steder udgjorde sekretariatet. En sårbar struktur, som i årene op til vejledningsreformen blev forstærket af enkelte såkaldte vejledningscentre (fx i Rødekro og Holstebro). De er væk nu, ligesom VFU er ved at lukke og slukke. AF som vejledningssamarbejdspartner vil forsvinde i sin nuværende form. Og fra 2007 er det en forpligtelse for de nye beskæftigelsesregioner at koordinere vejledningen.

Vejledningsreformen fra 2004 og kommunesammenlægningerne i 2007 stiller nye krav til samordning, som også rækker uden for de nye, større kommuner. De første kræfter i de nye kommunale enheder vil givetvis blive brugt på at få fusionerne til at fungere på tværs af de forskellige virksomhedskulturer. Når det gælder vejledning bliver der nye grænse- og samarbejdsflader over for de kommunale jobcentre. I mange kommuner vil de kommunale job- og uddannelsesforvaltninger blive store og også omfatte det sociale område. Faren er, at de af samme grund vil kunne blive selvtilstrækkelige, fordi de netop vil have både uddannelse, job, sociale ydelser – og vejledning under samme tag. Men der er jo en (vejlednings)verden også uden for det kommunale: på højskoler, produktionsskoler, inden for kriminalforsorgen osv. Dem skal der også samarbejdes med. Og samordnes med, hvis vejledning skal fremstå som et sammenhængende hele uden huller, men også uden overlap: Det er ambitionen.

Men hvorfor denne fokus på sammenhæng og koordination? Kunne de enkelte vejledningsordninger ikke leve deres eget, uafhængige og specialiserede liv? Det korte svar er nej. Vejledning skal hænge sammen: koordineret og i en livslang progression. Det har EU’s ministre skrevet under på i resolutionen om livslang vejledning (EU, 2004). Den længere forklaring på svaret, skal findes på tre niveauer: makro, meso og mikro-niveau:

Makro: Livslang vejledning kræver, at der faktisk findes en sammenhængende vejledningspolitik, som er samordnet – også på det centrale niveau. Dertil har Danmark fx det Nationale Dialogforum for Vejledning, som potentielt kan tjene til bedre koordination på det centrale forvaltningsniveau via koordination af vejledningspolitikker.
Meso: Vejledningsordningerne må hænge bedre sammen og koordinere deres indsats på tværs af sektorer og målgrupper. Careers Scotland’s All-Age Guidance er et eksempel på dette (Watts, 2006). Men også formuleringen af fælles (lærings)mål med al vejledning er skridt på denne vej. Her er Canadas BluePrint for Life/Work Design et godt eksempel (Plant, 2005).
Mikro: For den enkelte er det vigtigt, at vejledningstilbudet er overskueligt og sammenhængende. Det er frustrerende at begynde forfra hver gang og blive sendt på karruseltur i forskellige dele af et usammenhængende vejledningssystem – som ikke er systematiseret.

Med benchmarking, dvs. sammenligning af de enkelte vejledningsenheder på tværs af geografiske, økonomiske, sociale og etniske forskelligheder, er der lagt op til en blød form for konkurrence. I andre lande er konkurrence-elementet tydeligere end i Danmark. I 1990’erne gik fx Holland meget langt i privatisering af vejledning; så langt, at nogle regionale vejledningsenheder gik fallit i denne konkurrence og måtte stoppe deres aktiviteter. Hvad gør man så? Man bliver opkøbt for en slik af et konkurrerende vejledningsfirma. De fleste midler til den hollandske vejledning kom og kommer dog fortsat fra det offentlige og tilflyder private aktører (OECD, 2002). Et frit vejledningsmarked? Næppe. Men et quasi-marked, dvs. et næsten-marked, hvor køberne er udstyret med offentlige midler. Fx kan de vejledte blive udstyret med vejledningsvouchere eller vejledningskreditkort, så de kan shoppe rundt efter de billigste eller bedste vejledningstilbud. Dette blev faktisk prøvet i England under Thatcher-regeringen (Hawthorn & Wisdom, 1992). Statens opgave i denne sammenhæng er at sikre, at vejledning er af god kvalitet.

Og denne kvalitetskontrol kan også semi-privatiseres. Lad os igen tage et eksempel fra England: Her er det Matrix, som under et erhvervsdrivende fond overvåger vejledningsenheders kvalitet og udsteder vejlednings-smileys – med den twist, at offentligt tilskud forudsætter, at vejledningsenheden har fået det blå stempel af Matrix. Det står frit for ikke at ville modtage tilskud fra det offentlige. Men så skal kunderne til lommerne for alvor, og det er der ikke noget stort marked for. Selv på det frie vejledningsmarked, hvor engelske vejledningsfirmaer har opkøbt hinanden og fusioneret på kryds og tværs af fx geografiske afgrænsninger, er der således stadig en dæmper på den helt frie konkurrence. For vejledning opfattes selv i England og Holland stadig (hovedsageligt) som et offentligt gode – med tilkøbsordninger for de mere formuende, som gerne vil have lidt ekstra og måske ekstra god vejledning.

Cilleborg, T. (2006). Bykrig om uddannelsescentre. Odense: Fyns Amts Avis, 13.10.2006. 

Resolution om livslang vejledning (2004). Bruxelles: EU Commission.

Hawthorn, R., & Wisdom, M. (1992). Adult Guidance Voucher Scheme Pilot: An Evaluation. Cambridge: National Institute for Careers Education and Counselling

OECD (2002). OECD Review of Career Guidance Policies. Netherlands Country note. Paris: OECD. (Se side 10.)

Plant, P. (2005). Blueprint for Life – hvad er nu det? Via Vejledning 2/2005.

Plant, P. (2006). Fuldblods. VejlederForum 1/2006.

Undervisningsministeriet, 2005. God praksis i samarbejdet mellem UU og ungdomsuddannelserne. KBH: Undervisningsministeriet.

Undervisningsministeriet (2006). Opgaver og samarbejde i vejledningen. En evaluering af gennemførelsesvejledningen på de gymnasiale uddannelser. KBH: Undervisningsministeriet.

Watts, A.G. (2006). All-Age Guidance: an example to follow. IAEVG Newsletter # 54, 2006, s 1-2.

Watts, A.G., Guichard, J., Plant, P. & Rodríguez, M.L. (1994). Uddannelses- og erhvervsvejledning i Det Europæiske Fællesskab. Luxembourg: Kontoret for De europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer

Blueprint for Life – hvad er nu det? (2005)

God praksis i samarbejdet mellem UU og ungdoms-uddannelserne (2005)

Opgaver og samarbejde i vejledningen. En evaluering af gennemførelses-vejledningen på de gymnasiale uddannelser (2006)

Resolution om livslang vejledning (2004)