I alle samfund til alle tider har man benyttet livets naturlige overgange fx pubertet og bryllup til at iscenesætte overgangsritualer, rites de passage. Overgangsritualer skulle markere begivenheden og forbinde det enkelte menneske med dets gruppe i form af familien, landsbyen, stammen og/eller samfundet og facilitere nye sociale normer og orden - både i religiøs forstand og i hverdagslig henseende.

Der er sket en udvikling. For bare 50 år siden havde konfirmationen, som jo egentlig er et religiøst ritual, hvor konfirmanden bekræfter sin dåb til Gud, faktisk også en samfundsmæssig betydning.

Konfirmanden trådte rent faktisk ind i de voksnes rækker, fik voksne rettigheder som fx at måtte ryge, nyde alkohol i familiens påsyn og fik i det hele taget mere selvbestemmelse. Samtidig blev han eller hun en del af det voksne samfundsliv fx ved at komme i lære.

I dag har fx konfirmationsritualet ingen samfundsmæssig betydning. Faktisk er konfirmationsritualet et eksempel på et ritual, der for mange i meget stor udstrækning gennemføres, uden at der reel indtræder nogen ændring overhovedet, hverken religiøst, samfundsmæssigt eller socialt. Det er blevet en tradition, men uden forankring og konsekvens.

Det betyder ikke, at nutidens unge er uden ritualer. I ethvert menneskeliv er der begivenheder, der opleves som skelsættende. Hændelser, hvor man bagefter kan sige, at efter-det-og-det-skete formede tilværelsen sig på en ny og anderledes måde. Samtidig iscenesætter de fleste mennesker forskellige begivenheder, som skal markere og tydeliggøre, at sådanne livsændringer sker.

De traditionelle overgangsritualer er blevet erstattet eller suppleret af nye og moderne markørritualer. Det vil sige handlinger, der ganske vist er løsrevet fra samfundsordenen som sådan, men som af den enkelte er formet og betydningssat til at kunne rumme forandring og til at skabe nye positive forståelser af sig selv og sit forhold til omverdenen.

Disse ritualiseringer kan i princippet foretages i forhold til en hvilken som helst begivenhed, der indtræder - det handler i virkeligheden om, hvilken attitude og framing man anlægger (Refslund Christensen 2001; 2006; 2007). Det kan være i forbindelse med færdiggørelse af bestemte uddannelseselementer. Fx når man får studenterhuen, som ofte næsten falder sammen med, at den unge forlader hjemmet. Her sker altså et brud gennem ophør af ungdomsuddannelsen samtidig med, at den unge ved at flytte hjemmefra enten for at rejse eller for at studere markerer at barndommen er slut, og voksenlivet starter. Rejsen, fx jordomrejsen, har altid været en form der er let at omsætte til en ritualisering af de unge.

Endvidere anvender flere og flere i de senere år kropslige udsmykninger som fx tatoveringer og piercinger som rituelle markører, der vidner om nye livsafsnit. Her forbindes en begivenhed med et permanent kropsligt spor, som skal minde en om noget, fx den retning man vælger i livet eller hændelser, man vil lægge bag sig.

Det er indlysende, at man kan tale om overgangen mellem barn-voksen, ungdomsuddannelse-videregående uddannelse, hvor vejledningen er med til at facilitere overgangen, og hvor dette skal ske på en skånsom, inkluderende måde. Hvor vejlederen udover at kende regler, normer, kvotienter osv. også i mere subtil forstand er en transformationsfacilitator for den unge, der giver mod og lyst til forandringen og viden og støtte til at håndtere den.

Dette gør mange vejledere allerede i stor udstrækning - eller tænker at de gør. Når jeg alligevel tillader mig at pege på det som en mulig ny strategi, så er det fordi jeg har lyst til at radikalisere perspektivet. Fordi jeg mener, at det er på tide, at uddannelsessystemet begynder at tage den enkelte alvorligt, så motivation og begejstringsbårne kompetencer såvel faglige som personlige kan gennemstrømme de unges liv.

For mig som underviser og vejleder er noget af det mest nedslående, jeg ved at møde unge mennesker, som er umotiverede, modløse og uden tillid til egen handlingsduelighed. Megen uddannelsestænkning sker indenfor rammene af et top-down perspektiv, men jeg vil gerne pege på, selve forløbet og ikke mindst på vejlederen, som en der måske også skal give mod på og lyst til forandringen, og støtte til at håndtere den. Og ikke mindst at vejlederen skal møde den unge på den banehalvdel, der handler om, at den unge er ved at finde sig selv i livet.

Uddannelsen og vejledningen til den enkelte skal ske bottom-up. Det er den unges liv, vi taler om, ikke kun hans eller hendes uddannelse. Det er uddannelsen, der skal tilpasses livet, ikke omvendt. Den unge er i gang med at være i livet og med at blive nogen og dette identitetsarbejde skal uddannelsen understøtte.

I dette lys bliver selve vejledningens rum og betydningshorisont, selve framingen af samtalen, refleksionen et samvær, der anerkender, undersøger, analyserer identitetens muligheder i forskellige sammenhænge. Vejledningen som et rum, hvor transformationen kan leges, reflekteres osv.

At arbejde med overgangen som et mulighedsrum implicerer måske, at man slet ikke tænker det som en overgang, men som en proces, der ikke klart adskilles af et før og et efter men derimod gradvist giver den unge den handlingsparathed i verden og de kompetencer, som er nødvendige for at klare sig.

I dag handler kompetencer ikke kun om faglig viden og kunnen, men nok så meget hvordan vi som mennesker kan integrere vores viden, kunnen og identitet på forskellige felter og bruge alle vores resurser til at skabe professionelle og relevante løsninger på de udfordringer vores (arbejds)liv byder os. Det er det (arbejds)liv, vejlederen skal vejlede til.

Ritualiseringer i overgangene handler dermed mere om at integrere livshorisonter og -perspektiver og om at samle disse for at gøre livet mere overskueligt. Ritualerne skal markere processen og det positive i at tage uddannelsesudviklingen på sig. Det rum, som vejlederen er med til at skabe og rammesætte sammen med den unge i vejledningssamtalen kan baseres på Imaginazation (Morgan). Her handler det om at få den unge til at forestille sig, hvor han eller hun gerne vil bevæge sig hen. Og som en del af denne mulighedernes samtale også italesætte, hvordan han eller hun vil vide, at de enkelte trin på vejen er nået.

På den måde kan den unge sætte sig personlige uddannelsemål og fra starten indtænke de ritualiseringer, som passer til vedkommende. Dette er en entreprenøriel måde at tænke overgange, uddannelse og ritualisering på.