Kemistudiet er for dig, der ønsker at forstå, hvordan verden i de mindste detaljer er bygget op.
Du får redskaber til at designe nye stoffer og videreudvikle gamle, får grundlæggende viden om molekyler, deres egenskaber og indbyrdes virkninger i alt fra mad, medicin og makeup til dyr, mennesker og miljø.
På den måde vil du kunne finde svar på nogle af de spørgsmål og problemer, vi møder i vores hverdag. Det kan fx være, hvordan vi kan udvikle nye og bedre lægemidler uden bivirkninger, eller hvordan vi kan begrænse forurening af jord, vand og luft og udvikle nye energikilder, der skåner klima, miljø og mennesker.
Emner
Du kommer til at arbejde både eksperimentelt, teoretisk og analytisk med emner som:
- Syntese, hvor du fremstiller nye stoffer og materialer
- Krystallografi og spektroskopi, hvor du analyserer stoffer og deres opbygning
- Reaktionsmekanismer og reaktionskinetik, hvor du lærer om, hvordan stoffer reagerer med hinanden
- Kvantekemi og termodynamik, hvor du lærer at forstå og beregne stoffers energier, stabilitet, reaktioner og spektre
Delområder
Bacheloruddannelsen giver en bred introduktion til kemiens delområder, og du vil senere have mulighed for at fordybe dig i den del af kemien, der interesserer dig mest. Det kan bl.a. være organisk, bioorganisk, uorganisk, biofysisk, teoretisk eller fysisk kemi. Det kan også være spektroskopi, medicinalkemi, biokemi eller nanokemi.
Opbygning og indhold kan variere
Uddannelsen kan variere i opbygning og indhold afhængigt af uddannelsessted. Læs mere på det enkelte uddannelsessteds hjemmeside.
Titel
Du får titlen bachelor (BSc) i kemi. Den engelske titel er Bachelor of Science (BSc) in Chemistry.