Generelle adgangskrav
Generelle adgangskrav til en videregående uddannelse kan være en dansk gymnasial eksamen eller en adgangsgivende udenlandsk eller international eksamen. På nogle uddannelser kan det også være en erhvervsuddannelse, et adgangskursus eller en række gymnasiale enkeltfag på bestemte niveauer.
Generelle adgangskrav gælder for uddannelsen på alle uddannelsessteder i landet.
Specifikke adgangskrav
Specifikke adgangskrav er krav om fag eller fagkombinationer på bestemte niveauer (A, B, C eller D), som du skal have bestået for at søge optagelse på en specifik videregående uddannelse. Det kan også være krav om bestået adgangsprøve.
Eksempler på specifikke adgangskrav:
- Matematik A
- Engelsk B
- Naturfag C
- Geovidenskab A og kemi A
Specifikke adgangskrav gælder for uddannelsen på alle uddannelsessteder i landet.
Lokale adgangskrav
Ud over generelle og specifikke adgangskrav kan der også være lokale adgangskrav på de enkelte uddannelsessteder. Det kan være:
- Karakterkrav: Minimumskrav til karaktergennemsnittet i den adgangsgivende eksamen eller et minimumskrav til karaktergennemsnittet i et eller flere fag i den adgangsgivende eksamen.
- Sprogkrav: Krav til sprogkundskaber i dansk eller engelsk
- Adgangsprøve/adgangssamtale: Krav om, at du består en adgangsprøve, der afholdes i løbet af foråret. En adgangsprøve kan være et krav i kvote 2 eller både i kvote 1 og 2.
Lokale adgangskrav gælder for uddannelsen på det enkelte uddannelsessted.