Bonusordninger
Artikel

Bonusordning

Mulighed for justering af karaktergennemsnit.

Du kan få justeret karaktergennemsnittet for din gymnasiale eksamen, hvis du har et ekstra fag på A-niveau.

Fold alle afsnit ud

Ekstra fag på A-niveau (bonus A)

Hvis du i løbet af din gymnasiale uddannelse har valgt ekstra fag på A-niveau ud over de krævede, får du automatisk justeret dit karaktergennemsnit. Dvs. at det bliver skrevet ind på dit eksamensbevis.

Som udgangspunkt giver et ekstra fag på A-niveau en justering med 1,03 og to ekstra fag en justering med 1,06.

Særligt for htx

Hvis du har færdiggjort en htx efter den nye ordning i 2020 eller senere, skal du gennemføre to ekstra fag på A-niveau for at få ganget eksamensgennemsnittet med 1,03 og gennemføre mindst tre ekstra fag på A-niveau for at få ganget eksamensgennemsnittet med 1,06. 

Obligatoriske fag på A-niveau

I artiklerne om de enkelte gymnasiale uddannelser kan du se, hvor mange fag på A-niveau du skal have som minimum.

Eux

På eux får du 1,03 eller 1,06 i A-bonus afhængigt af, om du har et eller to A-fag ud over det obligatoriske antal. Reglerne for den enkelte erhvervsuddannelse afgør, om ét ekstra fag på A-niveau betyder, at du samlet skal have 2 eller 3 fag på A-niveau.

Undtagelser

Muligheden for bonus A gælder kun for elever med en dansk gymnasial uddannelse. Det betyder, at ansøgere med nedenstående uddannelser ikke kan opnå bonus for ekstra A-niveaufag:

  • International Baccalaureate (IB)
  • Hf-eksamen samlet af enkeltfag

Få mere at vide

Hvis du har brug for yderligere oplysninger, kan du kontakte eVejledning eller en vejleder ved Studievalg.