Ny gymnasiereform med differentierede adgangskrav

Regeringen har indgået et bredt forlig om en gymnasiereform, der skal styrke fagligheden og gøre det sværere at blive optaget på gymnasiet.

Et element i den nye reform er en styrket uddannelsesparathedsvurdering (UPV), der sammenholdt med elevens resultat ved folkeskolens afgangseksamen bliver bestemmende for, om en elev kan optages på en gymnasial uddannelse.

For at blive vurderet uddannelsesparat skal elever, der søger ind på stx, htx og hhx som minimum have 5 i deres UPV. For elever, der søger ind på toårigt hf, er kravet 4. Niveauet i UPV’en skal efterfølgende bekræftes ved elevernes afgangseksamen. For elever hvor dette ikke er tilfældet, anviser reformen en række alternative adgangsveje.

Reformen medfører desuden en række ændringer af rammer og indhold på gymnasieområdet, bl.a., afskaffes AT, antallet af studieretninger reduceres, og der kommer mere fokus på matematik og sprog. På hf indføres fagpakker, der målretter de unge mod professionshøjskoler og erhvervsakademier, dog uden at døren til universiteterne lukkes. Nyt er også, at det bliver muligt at vælge hf efter 9. klasse.

uvm.dk, 3. juni 2016, Bredt forlig om gymnasiereform