Usikre ansættelsesforhold som for eksempel sæson-, projekt- og vikararbejde er en del af arbejdsmarkedet. Det er i høj grad de ufaglærte og lavtlønnede, som havner i den type af stillinger og det er også dem, der oplever ledighed mellem jobskifte, samt dem, som har de længste ledighedsperioder. Hvis man sammenligner længden af ledighedsperioder med jobskiftere, som har en videregående uddannelse, er det særligt tydeligt. Tendensen er, at jo længere uddannelseslængde; jo kortere er ledighedsperioden. Ufaglærte er den gruppe, der er hårdest ramt af ledighed mellem jobskifte. Det gælder alle aldersgrupper.
Det er en af konklusionerne i Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse "Lavtlønnede og ufaglærte er oftere ledige i forbindelse med jobskifte", som har undersøgt hyppigheden af jobskifte og ledighedsperioder mellem jobskifte på tværs af alder og uddannelsesniveau. Analysen har ikke inddraget datamateriale for dem under 25 år, da de ofte er ufaglærte og lavtlønnede, og typisk endnu ikke har etableret sig på arbejdsmarkedet.
En anden konklusion i analysen er, at hyppigheden af jobskifte falder med en højere indkomst. En fjerdedel af de lavestlønnede havde skiftet job i det år analysen er opgjort i (4. kvartal 2020 - 4. kvartal 2021), mens det kun gjaldt for 15 % af dem, som ligger i den øverste halvdel af lønindkomsterne.
Der ikke nogen betydelig forskel, i hvor ofte man skifter job, hvis man kigger på tværs af uddannelser inden for samme alderskategori. Hyppigheden af jobskift ser på den måde mere ud til, at have noget med indkomst og alder at gøre, end med længden af ens uddannelse.
Analysen konkluderer, at den danske arbejdsmarkedsmodel med dagpenge etc. er vigtig, så de ledige har et sikkerhedsnet. Det er med til at mindske ulighed, og hjælper til at den ledige kommer videre på arbejdsmarkedet.