Den boligsociale ungevejlederindsats i København
Videnscenter artikel

Slutevaluering af den boligsociale ungevejlederindsats i København

Center for Boligsocial Udvikling (CFBU) har evalueret et forsøg med at målrette ungevejlederindsatsen i fem udsatte boligområder i Københavns Kommune.

I årene 2017-2020 havde Københavns Kommune i samarbejde med boligselskaberne fsb, AKB København og 3B en målrettet uddannelses- og beskæftigelsesindsats (også kaldet fremskudt uddannelsesvejledning) i fem udsatte boligområder i Københavns Kommune. Formålet var at få flere unge i gang med og fastholdt i uddannelse og beskæftigelse. Der har været et særligt fokus på "restgruppen", som hver 5. ung i disse boligområder havner i, dvs. unge uden uddannelse og job. Mange i denne gruppe kæmper med forskellige problemstillinger, som fx manglende selvtillid, ordblindhed, hashmisbrug, fængselsstraf og psykiske lidelser, og der har derfor været brug for en sammenhængende indsats for at kunne hjælpe. 

Indsatsen har konkret været udført af fire boligsociale ungevejledere fra Københavns Kommune. Disse vejledere har haft en lokal tilstedeværelse i de fem boligområder, hvor de har opsøgt de 15-29-årige. Dem har de tilbudt individuelle afklarende og motiverende samtaler og uddannelsesrettede aktiviteter i samarbejde med de andre deltagere i indsatsen. Herudover, har de hjulpet dem med fritidsjob og videre til eksisterende tilbud i kommunen.

I slutevalueringen beskrives, at ungevejlederne gennem det opsøgende arbejde er lykkedes med at få skabt kontakt med de unge, som ellers er svære både at identificere og at komme i kontakt med. De har fået flere unge henvist til UU København og andre kommunale tilbud. Det bliver fremhævet, at den fremskudte uddannelsesvejledning har potentiale til at skabe en mere sammenhængende indsats for de unge og indsatsen har bevirket, at adgangen til de udsatte unge er blevet lettere. Herudover har indsatsen gjort samarbejdet mellem de forskellige relevante aktører bedre, men der er stadig plads til forbedringer, hvilket evalueringen også kommer også med bud på, hvordan kan organiseres.

Læs mere her, hvor rapporten også kan downloades.