Rapporten viser også, at studerende fra stx klarer sig bedre på specifikke uddannelser, hvor man kunne forvente at studerende fra htx eller hhx ville have en fordel. På både civil- og diplomingeniøruddannelserne opnår studerende med stx-baggrund fx et højere karaktergennemsnit end studerende med htx-baggrund, selvom det faglige indhold på htx i højere grad er målrettet de tekniske uddannelser. Studerende med stx-baggrund opnår også højere karakterer end studerende med hhx-baggrund på HA almen og finansøkonomuddannelsen.
Der er særlig stor forskel på de studerende med stx- og hf-baggrund. EVA’s undersøgelse viser, at førsteårsstuderende på de videregående uddannelser med stx-baggrund har et karaktergennemsnit, der er 0,9 karakterpoint højere end studerende fra hf. For studerende med htx- og hhx-baggrund er gabet til stx noget mindre. De får hhv. 0,3 og 0,2 karakterpoint lavere end studerende fra stx. Det er på trods af, at analyserne både tager højde for elevernes baggrund og gymnasiale karakterer samt hvilke videregående uddannelser de går på.
Data fra ungdomsuddannelserne er dog indsamlet før indførelsen af gymnasiereformen, der trådte i kraft ved skoleåret 2017. På hf har man bl.a. siden reformen skullet tage en udvidet fagpakke, hvis man ønsker at søge ind på en universitetsuddannelse.
Undersøgelsen omfatter alle erhvervsakademi- professionsbachelor og universitetsbacheloruddannelser.
Læs rapporten: Gymnasiale uddannelser og karakterer det første år af de videregående uddannelser - delrapport 1
Læs artiklen: Studerende fra stx klarer sig bedst på de videregående uddannelser.