På kandidatuddannelsen i teknologibaseret forretningsudvikling lærer du at udvikle ny og eksisterende forretning gennem teknologi.
Samtidig arbejder du med udvikling af teknologistrategier og produkter inden for såvel fysisk som digital produktion og service.
Du vil også arbejde med produktudvikling, produktion, teknisk service og samspil med markedet ud fra et ingeniørfagligt perspektiv.
Uddannelsen henvender sig til alle typer af diplomingeniører og tekniske bachelorer.
Fag
Uddannelsen omfatter en række temafag som fx:
- Teknologiledelse
- Forretningsstrategi, teknologi og innovation
- Driftsledelse
- Optimering
Uddannelsen lægger vægt på samspillet mellem teori og praksis og lægger op til, at projekter og opgaver gennemføres i samarbejde med virksomheder.
Erhvervskandidatuddannelse
Aarhus Universitet (AU) udbyder også uddannelsen som en erhvervskandidatuddannelse. En erhvervskandidatuddannelse er tilrettelagt på deltid og varer 4 år. Uddannelsen retter sig mod personer, der er i beskæftigelse, og er ikke SU-berettiget.
Læs mere
Erhvervskandidatuddannelse på AU (au.dk)
Titel
Kandidatuddannelsen giver den akademiske titel cand.polyt. Uddannelsens engelske titel er MSc. in Technology-Based Business Development.