Skibsassistent
Job

Skibsassistent

Som skibsassistent tager du dig af meget af det praktiske arbejde om bord på skibet.

Fakta

Arbejdssteder:
Handelsskibe, Skibsværfter
Stillingsbetegnelser:
Skibsassistent, Befaren og ubefaren, Rigger

Du arbejder både på dækket og i maskinen og udfører det arbejde, der tidligere blev lavet af matroserne og motormændene.

Skibsassistenter arbejder ombord på handelsskibe. De arbejder ofte med højteknologisk udstyr, men de fortøjer fx også skibet, holder vagt om natten og i tåget vejr samt spuler dæk.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af skibsassistent
På dæk! - Skibsassistenter vasker og spuler på dækket, i tankrum og i lastrum.

Selv om skibene er store, er der på moderne handelsskibe ikke længere brug for så stort et mandskab, som der var engang. Der er ikke så mange matroser, motormænd og så meget menigt mandskab ombord som tidligere. Deres arbejde bliver nu udført af skibsassistenter.

Arbejdet om bord er præget af, at de fleste handelsskibe har højteknologisk udstyr. Det gælder både opgaverne på dæk og i maskinrum. Arbejdet i maskinrummet foregår ofte i stærk varme og støj.

En af dine vigtigste opgaver som skibsassistent er at sørge for skibets fortøjning ved ankomst og afgang. Du er med til at styre fortøjningsspillene og ankeret og til at fastgøre trosser og wirer. Det arbejde er det samme i alle typer skibe, uanset om de sejler med last eller passagerer.

I containerskibe vedligeholder du surringsgrej, så lasten står sikkert, og efterspænder bolte og møtrikker og laver andet sikkerhedsmæssigt arbejde. I lastskibe skal du åbne luger og klargøre lossegrej og kraner før losning og lastning på de skibe, der selv har kranudstyr. Hvis skibet ikke har en kran, bliver losse- og lastearbejdet udført af lokale havnearbejdere.

Vagttjeneste er en vigtig del af dit arbejde. Der skal holdes vagt om natten, i tåget vejr og i tæt befærdede farvande. Vagten står på udkig og er rorgænger og går brandrunder osv. Du deltager også i de regelmæssige sikkerhedsøvelser om bord, hvor du bliver trænet i at bekæmpe forskellige typer af brande og udsætning af redningsbåde.

På mindre coastere banker skibsassistenter også rust og udfører malerarbejde, men på store skibe bliver dette arbejde normalt udført af håndværkere, når skibet ikke sejler.

I maskinen har skibsassistenter en række praktiske opgaver. De renser oliefiltre, centrifuger og andre maskindele, de sørger for rengøring i motorrummet, og de udfører, efter maskinmesterens anvisninger, visse typer reparationer og vedligeholdelsesarbejder, fx ventilslibning og udskiftning af defekte motordele.

For at kunne mønstre (sejle) som skibsassistent skal du have gyldigt sundhedsbevis, og du skal have bestået en syns- og høreprøve. Det sidste er nødvendigt, for at man kan deltage i vagttjeneste.

Skibsassistenter sejler normalt 2-4 måneder ad gangen og har bagefter fri ca. halvdelen af sejltiden.

Arbejdsplads

Skibsassistenter bliver enten ansat på det enkelte skib eller i et rederi. Se mere om Skibsfart.

Indkomst

UG er under ombygning. Vi viser midlertidigt ikke indkomstdata for jobbet. 

Hvis du vil vide mere om lønniveauet for jobbet, kan du søge viden via en uddannelse, der leder til jobbet. Du kan som regel også finde information om lønniveauer på faglige organisationers hjemmesider. 

Fremtidsmuligheder

Skibsassistenter med svendebrev eller uddannelsesbevis inden for elektronik, jern og metal eller lignende, fx Den grundlæggende maritime uddannelse og skibsmekaniker har ofte bedre mulighed for at få job end andre skibsassistenter.

Mere uddannelse

Skibsassistenter kan følge efteruddannelseskurser i emner som krankørsel, hydraulik, køleteknik, søsikkerhed, radiofoni, duelighedsbevis i sejlads, svejsning, motorpasning osv. Oplysning om kurserne får man hos de faglige forbund.

Få mere at vide

Danmarks Rederiforening
www.danishshipping.dk

Metal Søfart
www.co-sea.dk

Søfartsstyrelsen
www.soefartsstyrelsen.dk

3F Sømændene
www.3f.dk

Mulige uddannelser

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.