Som brandmand rykker du ud sammen med dit team, når vagtcentralens alarm lyder.
Du slukker branden med vand, skum, pulver eller kulsyre, og du gennemsøger den røgfyldte bygning for at redde mennesker, dyr og værdier ud.
Beredskabet rykker desuden ud, når naturbrande skal under kontrol.
Redning og katastrofer
Du kan også blive kaldt ud til trafikulykker, hvor du arbejder sammen med ambulancebehandlere om at yde førstehjælp og frigøre fastklemte passagerer.
Dit team rykker også ud, når der er risiko for en katastrofe. Fx hvis en togvogn med kemikalier vælter, eller der er fare for, at en bygning styrter sammen.
Brandmand på fuld tid eller deltid
Brandmænd, der arbejder på fuld tid, tilbringer vagten på stationen, hvor tiden mellem udrykninger bliver brugt på at gøre udstyr klar.
De fleste brandmænd er ansat på deltid og har et andet arbejde ved siden af. Så er du på vagt hjemmefra og modtager alarmen på en ’pager’, et lille kaldeapparat, som du bærer på dig. Du skal være på stationen i løbet af få minutter.
Der findes også frivillige brandmænd.