Som stenhugger kan du arbejde med forskellige stenarter som granit eller sandsten.
Stenhuggere fremstiller ofte gravsten eller andre monumenter til en gravplads. Gravsten laves af rå stenblokke, som du kløver og hugger, så det får en form.
Du behandler overfladen på stenen ved fx at slibe eller pudse den. Som stenhugger bruger du forskellige typer af mejsler til at udføre dekorationer på stenen som fx at lave en flot kant.
Tegning og samarbejde med kunstnere
En del af arbejdet går ud på at tegne og planlægge dit arbejde. Det kan du gøre på computer, men du tegner også op selve stenen.
Som stenhugger kan du arbejde sammen med billedhuggere eller andre kunstnere, når du laver gravstene eller monumenter. Billedhuggeren vil ofte designe et bestemt monument, og du udfører som stenhugger arbejdet.
Du kan også lave andre produkter af sten som fx udsmykning til bygninger eller byrum.