dagplejer tegner med barn
Job

Dagplejer

Dagplejere passer andres børn i eget hjem. Opgaven er at give børnene en tryg og stimulerende hverdag.

Fakta

Arbejdssteder:
Eget hjem
Stillingsbetegnelser:
Dagplejer, Privat ansat børnepasser

Man leger med dem, synger med dem og tager på udflugter. Flere dagplejere er med i en gruppe, hvor de møder kolleger og børnene andre børn. Nogle steder sker det i særligt indrettede lokaler, hvor børnene kan lege.

Som dagplejer har man et tæt samarbejde med børnenes forældre. Der kræves ingen uddannelse, men der lægges vægt på dagplejerens personlige kvalifikationer.

Foto: Getty Images

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af dagplejer
Dagplejer. Dagpleje er et alternativ til børnepasning i daginstitution.

Som dagplejer går din hverdag med at passe andres børn. Du arbejder i dit eget hjem eller i andre lokaler i børnenes hjemlige miljø, og din opgave er gennem leg, mindre udflugter og andre aktiviteter at give børnene en tryg og stimulerende hverdag.

Du sørger for børnenes pasning og pleje og skaber et godt og trygt miljø, der udvikler børnene både fysisk, psykisk og socialt. Arbejdet kræver lyst og evne til at omgås børn, og du skal kunne opfange børnenes signaler, specielt når de tyder på, at et barn ikke får den fornødne omsorg.

Børnene har brug for oplevelser og aktiviteter, der stimulerer deres fantasi, kreativitet og sproglige udvikling, og de skal have mulighed for at få tilfredsstillet deres naturlige nysgerrighed.

Som dagplejer leger du med børnene, synger med dem og læser højt for dem. Som en del af hverdagen er de med til at lave mad, dække bord, vaske op, vande blomster, passe kæledyr m.v. Dagligdagen er fyldt med situationer, der kan bruges til indlæring.

I hverdagen besøger man legepladser og tager på ture og udflugter i den nærmeste omegn. I de fleste kommuner er der legestuer, hvor børnene kan lege med andre børn, hvor dagplejeren kan møde andre dagplejere, og hvor pædagogiske og praktiske forhold kan diskuteres og planlægges. Dagplejere har også et tæt samarbejde med børnenes forældre.

I mange kommuner arbejder dagplejerne sammen i grupper. I mange tilfælde er der tilknyttet en fast dagplejepædagog, som deltager i gruppens pædagogiske arbejde, fører tilsyn med børnene og ofte også har det administrative ansvar.

Der er ingen formelle krav til, hvilken uddannelse man skal have for at blive dagplejer. I stedet bliver der taget hensyn til dagplejerens personlige kvalifikationer, herunder om man har kendskab til børn. Kommunerne foretrækker ansøgere, der er fyldt 20 år, og som helst ikke er over 55.

Ansøgere til jobbet kan henvende sig personligt eller skriftligt til dagplejeformidlingen i egen kommune. De første 13 uger efter ansættelsen er en prøvetid.

Privat dagpleje er dagpleje uden om den kommunale dagplejeformidling. Alle aftaler træffes direkte mellem barnets forældre og dagplejeren. Private dagplejere, der har mere end 2 børn under 14 år i privat pleje mod betaling, skal have tilladelse fra kommunen.

Au pair
Au pair (betyder på fransk "på lige fod") er en person, som bor hos en familie for at lære om landets kultur. Værtsfamilien giver kost, logi og lommepenge, og får som regel hjælp til børnepasning og lettere husarbejde. Man kan blive og få au pair via en organisation eller lave en aftale på egen hånd.

Personer, der ønsker at arbejde i Danmark som au pair skal opfylde følgende betingelser: Au pair’en må ikke være gift, må ikke have mindreårige børn at tage sig af og må ikke være ledsaget af sin egen familie.

Arbejdsplads

Dagplejere arbejder oftest i deres eget hjem, men kan også være hjemmedagplejer i børnenes hjem. Dagplejere tager tit på ture til velegnede lokaler eller legepladser i området.

Dagplejehjemmet skal godkendes af dagplejeformidlingen eller den centrale pladsanvisning. Der er ingen bestemte krav til boligens indretning, men forholdene i hjemmet skal være velegnede til opgaven.

Den kommunale dagplejeformidling anviser børn til den enkelte dagplejer og knytter forbindelsen mellem dagplejehjem og forældre. Dagplejeformidlingen fører tilsyn med dagplejen, som normalt får besøg en gang om måneden.

Man kan passe op til 5 børn under 14 år, men det mest almindelige er 3-4 børn i alderen 1-3 år. Dagplejerens egne børn under 3 år kan indgå i det antal børn, dagplejeren får betaling for. Når der er mindst 2 personer om at passe børnene, kan kommunen give tilladelse til, at der kan være op til 10 børn.

Se mere om branchen.

Indkomst

UG er under ombygning. Vi viser ikke indkomstdata på denne artikel længere. 

Hvis du vil vide mere om lønniveauet for jobbet, kan du søge viden via en uddannelse, der leder til jobbet. Du kan fx finde data om lønniveau i UG's artikler om de enkelte erhvervsuddannelser. 

Du kan som regel også finde information om lønniveauer på faglige organisationers hjemmesider.

Gå til løndata for pædagogisk assistent

Fremtidsmuligheder

Hvis man inden for de tre sidste år har haft beskæftigelse som dagplejer, og det svarer til mindst 1 års beskæftigelse sammenlagt, kan man blive optaget på en forkortet udgave af pædagogisk assistentuddannelsen.

Arbejde inden for området svarende til mindst 5 års fuldtidsbeskæftigelse giver mulighed for at få merit på uddannelsen til pædagog.

Mere uddannelse

I de fleste kommuner får nyansatte dagplejere et grundkursus. Det varer 2-3 uger.

Hvis man vil have mere uddannelse, er der en række temakurser, som Efteruddannelsesudvalget for det Pædagogiske Område og Social- og Sundhedsområdet (EPOS) tilrettelægger.

Få mere at vide

Efteruddannelsesudvalget for det Pædagogiske Område og Social- og Sundhedsområdet (EPOS)
www.epos-amu.dk

FOA - Fag og arbejde
www.foa.dk

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Er du i tvivl om, hvad du vil være, så hent inspiration i jobartiklerne.

Klik og gå til siden, der præsenterer værktøjet Jobkompasset.
Klik og gå til siden, der præsenterer værktøjet Jobkompasset.

Få hjælp til at vælge job og se mulige uddannelsesveje.

To eVejledere i gang med vejledning.
To eVejledere i gang med vejledning.

Tag fat i vores eVejledere og få hjælp via telefon, mail eller chat.