Som klinisk diætist hjælper du mennesker til et sundere liv gennem ændringer af deres kost og mad- og motionsvaner.
Sundhedsfremme og forebyggelse af sygdomme
Du vejleder personer om sammenhængen mellem deres kost og helbred. Og du motiverer dem til, hvordan de ved at spise sundere, forbedre deres madvaner, motionere og fx tabe sig i vægt kan få et hverdagsliv med bedre fysisk og psykisk helbred. Og en fremtid med mindre sygdom.
Behandling af sygdomme
Du sætter dig grundigt ind i den enkelte patients sygdom, kost og medicinske behandling samt individuelle behov. Ud fra det laver du tilpassede diætplaner, der styrker behandlingen og afhjælper evt. komplikationer ved kronisk sygdom. Og du hjælper patienter, der spiser for lidt, fx på grund af kvalme, madlede eller nedsat appetit, har en spiseforstyrrelse eller allergi over for bestemte fødevarer.