I avisernes stillingsannoncer kan jobbet have mange forskellige navne. Det kan fx være: Idrætsinstruktør, Idrætsleder, Aerobicinstruktør, Fitnessinstruktør, Holdinstruktør, Fodboldtræner, Bodybuildinginstruktør, Yogalærer, Skiinstruktør og Svømmelærer.
Dit arbejde er forskelligt alt efter, om du underviser børn, unge, voksne eller ældre, begyndere eller viderekomne, og alt efter hvor du underviser. Er du ansat i fx en idrætsklub, underviser du normalt kun i én idrætsgren, fx fodbold.
Hvis du er ansat på et motionscenter, kan du undervise i forskellig slags motion, bl.a. aerobic, jazzgymnastik, step og svømning.
Før starten på undervisningen lægger du en plan. Når undervisningen er begyndt, må du tilpasse planen efter elevernes forudsætninger og interesser. På nogle motionscentre skal du udarbejde træningsprogrammer, der passer til hver enkelt kunde.
I undervisningstimerne instruerer du i den pågældende motions- eller idrætsgren, og viser, hvordan øvelserne eller spillet skal udføres, og du retter elevernes fejl. Du fungerer også som dommer i eventuelle træningskampe.
Ud over selve undervisningen kan en idrætsinstruktør have andre opgaver, fx administrativt arbejde på kontor.
I idrætsklubberne og -forbundene er der ansat trænere inden for alle idrætsgrene, både i den brede motionsidræt og i eliteidrætten.
På eliteplan, hvor det gælder om at skaffe resultater til klubben, skal træneren tilrettelægge og følge eliteudøvernes daglige træning og sætte dem op til konkurrencer. Som elitetræner kan man arbejde som rådgiver og træner for professionelle sportsudøvere.
Når man har arbejdet som idrætsinstruktør, har man mulighed for at få job som idrætskonsulent i idrætsorganisationer. En idrætskonsulent arbejder typisk med information og administration samt uddannelsesvirksomhed og udvikling af nye aktiviteter.