Som orgelbygger bygger du orgler fra bunden. Det kan være fundament, tangenter, håndtag, knapper, pedaler og mekaniske dele. Du fremstiller også orgelpiberne. Det er orgelpiber af metal og træ, der giver orglet dets lyd. De mindste orgler har ca. 200 piber. De største kan have mange tusinde. I størrelse fra en blyant til en telefonmast.
Fra værksted til kirke
Du bygger delene på værkstedet, hvor du også prøveopstiller orglet. Når orglet er færdigt, stiller du det op der, hvor det skal bruges. Som oftest i en kirke.
Instrumentet skal passe ind i det rum, det er bestemt for. Derfor foregår en stor del af det forberedende arbejde i nært samarbejde med en arkitekt.
Den rette klang
Når orglet er sat op, stemmer du det, så det passer til lydforholdene i det rum, hvor det skal stå. Orgelbyggere, som er eksperter i at give piberne den rette klang, kaldes intonatører.
Nogle orgelbyggere arbejder med at rejse rundt og efterse og stemme orgler.