Som møbelarkitekt formgiver du møbler og andet inventar til boliger, hoteller, laboratorier, hospitaler, restauranter og institutioner. Du kan også udforme lamper, vvs-armatur til køkkener og badeværelser, hjælpemidler til handicappede samt en mængde andre brugsting og redskaber.
Før i tiden var det almindeligt, at man havde de samme møbler livet igennem, men sådan er det ikke længere. Du skal derfor kunne designe mange typer møbler rettet mod forskellige målgrupper.
Inden du går i gang med en designopgave, må du først undersøge, hvor møblet skal bruges, og hvem målgruppen er. Det har betydning for udseendet og prisen.
Hvis det drejer sig om en bestillingsopgave på et møbel, der skal placeres i bestemte lokaler, fx et hotel, må du ud og se på stedet. Derefter kan du overveje møblets funktion og udseende, hvilken form og hvilke farver det skal have, og hvilke materialer det skal laves af.
I denne proces laver man mange skitser og færdige tegninger. Ofte bygger man en model af møblet i naturlig størrelse, så man kan se, hvordan det fungerer. Når arkitekten og ledelsen på virksomheden er tilfredse med modellen, bliver den sat i produktion.
Selve fremstillingen foregår på møbelsnedkerier eller fabrikker, afhængigt af hvilke materialer møblet skal fremstilles af. Møbelarkitekten følger normalt med i fremstillingen og ser efter, at formgivning, materialer og farver bliver, som det var planlagt.
Jobbet kræver anlæg for tegning og sans for farver, former og materialer. Du skal også have forståelse for teknik og økonomi samt evne til at redegøre for dine idéer både skriftligt, mundtligt og ved tegning.