Sådan søger du prktikplads
Artikel

Sådan søger du læreplads

På erhvervsuddannelsen skal du være under oplæring i en virksomhed en stor del af din uddannelsestid.

Du skal derfor finde en virksomhed, som passer til dig, og som vil ansætte dig som lærling.

Virksomheden skal være godkendt eller kunne godkendes som oplæringsvirksomhed. Du og virksomheden skal indgå en skriftlig uddannelsesaftale. 

Her kan du bl.a. læse om Lærepladsen.dk og se, hvor du kan få gode råd om at søge læreplads. Du kan også læse om de forskellige muligheder for uddannelsesaftale. 

Fold alle afsnit ud

Lærepladsen.dk

Lærepladsen.dk er et godt sted at starte, når du skal søge læreplads. På Lærepladsen.dk opretter du din egen profil, som er synlig for virksomheder. 

  • Du kan oprette din profil allerede, når du starter på en erhvervsskole i grundforløbets 1. del (GF1).
  • Hvis du ikke allerede har fundet en læreplads, skal du have en synlig profil på Lærepladsen.dk fra starten af grundforløbets 2. del (GF2). 
  • Du skal også dokumentere din lærepladssøgning på Lærepladsen.dk.

På Lærepladsen.dk kan du derudover:

  • Finde opslag om ledige lærepladser
  • Finde virksomheder, der er godkendte til at have lærlinge. Du kan også se, hvor mange lærlinge, de må have. 
  • Finde virksomheder, der har en lærling, som snart afslutter sin uddannelsesaftale. På den måde kan du opsøge relevante virksomheder uopfordret. 
  • Tilføje virksomheder til din ”søgelog”, så du kan holde styr på din lærepladssøgning og dokumentere din søgning. 
  • Få besked fra en jobagent, når der kommer ledige lærepladser, der matcher dine ønsker. 

Du logger ind på www.lærepladsen.dk med dit uni-login. Har du brug for hjælp, kan du få support via korte brugervejledninger. Du kan også kontakte din erhvervsskole. 

Gå til Lærepladsen.dk

Gode råd om at søge læreplads

Når du har fundet et lærested, hvor du gerne vil søge læreplads, kan du sende en skriftlig ansøgning. Du kan også kontakte virksomheden telefonisk og/eller møde personligt op.

I flere brancher forbedrer du dine chancer, hvis du møder personligt op i virksomheden. Spørg gerne vejlederen på din erhvervsskole, som kender branchen. 

Dit netværk

Du kan også finde læreplads gennem familie, venner og bekendte. Tænk over, om du kender nogen, som kan hjælpe dig på vej mod en læreplads. 

Spørg på erhvervsskolen

Husk, at du kan få vejledning på din erhvervsskole. Skolen kender branchen og kan vejlede dig om, hvordan du griber din søgning an.

Uddannelsesaftale

Når du har fundet et lærested, skal du og virksomheden indgå en skriftlig uddannelsesaftale. Aftalen skal underskrives både af dig selv og af virksomheden. Hvis du er under 18 år, skal dine forældre også skrive under.

Aftalen gælder som en ansættelseskontrakt. De første 3 måneder er en gensidig prøvetid.

Der findes forskellige typer af uddannelsesaftaler. Nedenfor får du en oversigt.

Den almindelige uddannelsesaftale

Det mest almindelige er, at du og virksomheden indgår en uddannelsesaftale, der som minimum omfatter din uddannelses hovedforløb. Aftalen kan dog også omfatte både grundforløb og hovedforløb. I de merkantile erhvervsuddannelser kan den endvidere omfatte eux-studieåret.

I de forløb, aftalen omfatter, gælder den både oplærings- og skoleperioderne, og oplæringsvirksomheden har uddannelsesansvaret sammen med skolen.

Der findes tre varianter af den almindelige uddannelsesaftale:

  • Variant A: Aftalen omfatter din uddannelses hovedforløb. Denne aftale skal du have indgået, inden du kan starte i første oplæringsperiode i dit hovedforløb.
  • Variant B: Aftalen omfatter både grundforløbets 2. del og hovedforløbet. Med denne variant sikre du dig adgang til en dimensioneret erhvervsuddannelse.
  • Variant C: Aftalen omfatter både grundforløbets 1. del og 2. del samt hovedforløbet.

Se artiklen Dimensionerede erhvervsuddannelser

Lærepladsadgangsvejen

Hvis din aftale omfatter grundforløbet (variant B eller C), kaldes det lærepladsadgangsvejen. Det betyder, at du sammen med virksomheden kan vælge at starte din uddannelse med en oplæringsperiode på dit lærested, inden du går i gang med grundforløbet på skolen. Men du kan også vælge, at din aftale skal træde i kraft den første dag i grundforløbet.

Se artiklen Skolevejen og lærepladsvejen

Andre typer uddannelsesaftaler

  • Kombinationsaftale: Du indgår aftaler med to eller flere virksomheder, der så arbejder sammen om at uddanne dig. Ideen er, at delaftalerne tilsammen omfatter hele din uddannelse.
  • Kort aftale: Aftalen skal indeholde mindst en del af en oplæringsperiode og mindst en hel skoleperiode i hovedforløbet. Aftalen kan ­forlænges i særlige situationer eller laves om til at gælde for resten af uddannelsen. Den kan også omfatte grundforløbet eller ny mesterlære. Endelig kan du indgå flere korte aftaler, så du gennemfører din oplæring i flere forskellige virksomheder. Du skal være opmærksom på, at du højst kan indgå to korte aftaler i samme virksomhed - herefter skal virksomheden indgå en restuddannelsesaftale med dig. Forhør dig om mulighederne på din erhvervsskole.
  • Ny mesterlære: Aftalen kan omfatte hele din uddannelses oplærings- og skoleforløb, men den kan også omfatte mindre. Den skal dog mindst omfatte den grundlæggende praktiske oplæring i grundforløbets 2. del samt en hel skoleperiode og mindst en del af en oplæringsperiode i hovedforløbet. Ny mesterlære-aftalen betyder, at op til hele dit grundforløb på skolen kan blive erstattet af praktisk oplæring i en virksomhed.


Se artiklen Ny mesterlære

Skoleoplæring

Hvis du ikke har fundet en læreplads, når du har færdiggjort grundforløbet, kan du på en del uddannelser komme i skoleoplæring. 

Det er en betingelse for at komme i skoleoplæring, at du har en synlig profil på Lærepladsen.dk. Du skal oprette den synlige profil, når du begynder på grundforløbets 2. del (GF2), og den skal være synlig i hele grundforløbet og under hele din skoleoplæring.

Der er derudover forskellige andre betingelser for, om du kan komme i betragtning til skoleoplæring.

Læs om Skoleoplæring.