gymnasiale uddannelser
Artikel

Fransk begyndersprog på de gymnasiale uddannelser

I fransk begyndersprog lærer du at udtrykke dig mundtligt og skriftligt i et varieret og korrekt fransk.

Faget giver dig mulighed for at tale, læse og oversætte fransk. Desuden uddyber du din viden om kultur og samfund i fransksprogede lande. Du får bl.a. undervisning i grundlæggende elementer i grammatik og i fransk udtale og intonation, både i forhold til at tale og forstå sproget.

Hvis du ikke har haft fransk i grundskolen, skal du have det som begyndersprog. Hvis du til gengæld haft fransk i grundskolen, skal du i gymnasiet have det som fortsættersprog.

I fransk som begyndersprog kommer du bl.a. til at beskæftige dig med emner som:

  • De grundlæggende principper for sprogets opbygning og anvendelse
  • Et alment ordforråd til brug for mundtlig og skriftlig kommunikation
  • De grundlæggende elementer i fransk udtale og intonation
  • Mundtlige og skriftlige litterære og ikke-litterære udtryksformer fra det 20. og det 21. århundrede
  • Historiske, kulturelle og interkulturelle forhold
  • Centrale samfundsmæssige forhold i Frankrig samt i et eller flere andre frankofone lande


Forskel på B- og A-niveau
Flere af emnerne er de samme på både C-, B- og A-niveau. På alle niveauer læser du forskellige former for skønlitteratur og faglitteratur, og du arbejder med sproget som et mundtligt og skriftligt udtryksmiddel. Jo højere et niveau, du tager faget på, jo højere krav stilles der til dig og din evne til at bruge sproget både mundtligt og skriftligt. Fx forventes der på A-niveau et mere varieret og flydende ordforråd end på B-niveau, ligesom der på A-niveau arbejders med sværere tekster end på B-niveau.

Arbejdsformer
En stor del af undervisningen er tilrettelagt som emneforløb, hvori der er indlagt sproglig træning og skriftlige opgaver.

Eksamen

B-niveau: Du afslutter faget med en mundtlig prøve

A-niveau: Du afslutter faget med en mundtlig og skriftlig prøve

Faget indgår som adgangskrav på de videregående uddannelser
Fransk på enten C-, B- eller A-niveau er et specifikt adgangskrav på flere videregående uddannelser. Det vil sige, at du skal have faget for at kunne søge optagelse. Tjek på Adgangskortet for at se, hvilke videregående uddannelser, der kræver, at du har fransk.

Du kan altid tage faget senere som supplering, fx løfte fra B- til A-niveau. Men her skal du være opmærksom på, at det kan få indflydelse på dit samlede karaktergennemsnit, der vil blive genberegnet, når du søger optagelse på den videregående uddannelse, hvor fx fransk A er et adgangskrav. Læs mere om regler for gymnasial supplering. Du kan også tage faget som hf-enkeltfag.

Gymnasiale uddannelser med fransk begyndersprog
Faget fransk begyndersprog på A-niveau findes på hhx og stx. Derudover findes fransk begyndersprog på B-niveau som fælles valgfag:

Hhx: Fransk begyndersprog A

Stx: Fransk begyndersprog A

Fælles valgfag: Fransk begyndersprog B

Overordnet beskæftiger man sig med det samme i faget på de forskellige gymnasiale uddannelser. Der kan dog være nogle indholdsmæssige forskelle. Læs eventuelt mere på skolernes egne hjemmesider. Det har dog ingen betydning for din videregående uddannelse, om du har haft fx fransk begyndersprog A på  stx eller hhx.

Ikke alle uddannelser indeholder alle fag og alle niveauer, men du har mulighed for at vælge fag fra en anden gymnasial uddannelse, end den du har valgt at gå på.

Obligatorisk fag på nogle erhvervsuddannelser med eux
På en række erhvervsuddannelser med eux skal du have et andet fremmedsprog på C-niveau. Fx fransk. Det drejer sig om følgende erhvervsuddannelser med eux: detailhandel, eventikoordinator, handelsuddannelsen og kontoruddannelsen. En eux-uddannelse er en erhvervsuddannelse med gymnasiale niveauer, der kan give dig adgang til videregående uddannelse på samme måde som en gymnasial uddannelse. Læs mere om eux