gymnasiale uddannelser
Artikel

Design på de gymnasiale uddannelser

I design i gymnasiet arbejder du både teoretisk og praktisk med designprocessen.

Du får forståelse for samspillet mellem form og funktion og for designprocessens sammenhæng med æstetik, teknologi og innovation.

Ud fra kendskabet til fagets teori, fagudtryk, metoder og redskaber bliver du i stand til at identificere, undersøge og formulere et designproblem. Du lærer også at planlægge og gennemføre et overskueligt designprojekt ud fra dit forarbejde og at reflektere over og formidle proces og løsning.

Du bliver trænet i metoder til visualisering, fx modelbygning, og du lærer forskellige metoder til research, fx observation, spørgeskemaundersøgelser eller andet. Du kommer bl.a. til at beskæftige dig med emner som:

  • Produktdesign (fx industrielt design)
  • Design af fysiske omgivelser (fx arkitektur)
  • Designhistorie
  • Visualiseringsmetoder (fx 2D- og 3D-skitsering oa.)
  • Researchmetoder
  • Designparametre, dvs. forhold der tages hensyn til i design, så som æstetik, funktion, kommunikation samt materiale, miljø, produktion mv. 


Forskel på C- og B-niveau
Indholdsmæssigt beskæftiger du dig med flere af de samme emner på C-niveau, som du gør på B-niveau. På C-niveauet foregår undervisningen dog på et mere grundlæggende niveau, mens du på B-niveau går mere i dybden med emnerne. Samtidig byder B-niveauet på en del flere undervisningstimer end C-niveauet.

Arbejdsformer
Undervisningen veksler mellem lærerstyret undervisning og projektarbejde. Der arbejdes både i grupper og individuelt. Resultaterne fra hvert projektforløb samles i en portfolio, og du skriver en kort opsummering på forløbets praktiske og teoretiske elementer ved afslutningen af projektet. Du bliver trænet i såvel mundtlig fremstilling som skriftligt arbejde.

Eksamen

C-niveau: Du afslutter faget med en mundtlig prøve

B-niveau: Du afslutter faget med en mundtlig prøve

Gymnasiale uddannelser med design
Faget design findes på stx, hf, htx og som valgfag:

Hf: Design og arkitektur C

Htx: Design B

Stx: Design og arkitektur C

Fælles valgfag: Design og arkitektur B

Det er forskelligt, hvilke valgfag skolerne udbyder. Undersøg eventuelt skolernes egne hjemmesider for overblik over, hvilke valgfag de kan tilbyde dig.Ikke alle uddannelser indeholder alle fag og alle niveauer, men du har mulighed for at vælge fag fra en anden gymnasial uddannelse, end den du har valgt at gå på.

Ikke alle uddannelser indeholder alle fag og alle niveauer, men du har mulighed for at vælge fag fra en anden gymnasial uddannelse, end den du har valgt at gå på. Spørg på skolen.

Design er obligatorisk på en eller flere eux-uddannelser
Design er desuden obligatorisk på en eller flere eux-uddannelser. En eux-uddannelse er en erhvervsuddannelse med gymnasiale niveauer, der kan give dig adgang til videregående uddannelse på samme måde som en gymnasial uddannelse. Læs mere om eux.