Her kan du se nogle erfaringer, der ofte nævnes i en motiveret ansøgning. Se et godt og et dårligt eksempel på, hvordan man kan beskrive sine erfaringer:
"Jeg vil gerne arbejde med mennesker..."
Godt eksempel:
...fordi jeg som hjemmehjælper oplevede at kunne give ældre mennesker et mere værdifuldt liv både gennem praktisk hjælp og ved at tale med dem.
Dårligt eksempel:
...for min mor har altid sagt, at jeg var god til børn.
"Jeg har været ude at rejse"
Godt eksempel
...og erfaringen med at være væk hjemmefra har lært mig, at jeg selv skal og kan træffe beslutninger og springe ud i dem. Det tror jeg er vigtigt ift. at være socialrådgiver, hvor man har ansvar for andre og nogle gange skal træffe svære beslutninger.
Dårligt eksempel
...og det var fedt. Jeg lærte meget.
"Jeg har været på højskole"
Godt eksempel
...hvilket gjorde mig interesseret i menneskers forskelligheder og relationer. Nu vil jeg gerne udvide det kendskab på et mere teoretisk niveau ved at læse psykologi.
Dårligt eksempel
...hvor jeg virkelig lærte mig selv bedre at kende på flere måder.
"Jeg har siddet ved kassen i Fakta"
Godt eksempel
... i tre år, og der lærte jeg at tale med hele Danmarks befolkning, høj som lav. Det kræver indføling og respekt, og den mener jeg at kunne bruge i jobbet som jordemoder.
Dårligt eksempel
...i tre år, og det var ret kedeligt. Men jeg lærte at rette hylder af.