Hvis uddannelsen accepterer supplering efter ansøgningsfristen 5. juli, søger du om betinget optagelse. Får du den tilbudt en studieplads på uddannelsen, så er optagelsen betinget af, at du består din supplering inden studiestart, og at dit gennemsnit ikke bliver lavere end årets adgangskvotient på grund af nedjustering.
Hvis du ikke består suppleringsfaget, eller du stopper undervejs, mister du den tilbudte studieplads. Det gør du også, hvis dit eksamensbevis ikke er registreret i den nationale eksamensdatabase inden for den frist, som uddannelsesstedet har meldt ud. Du skal selv bede den skole, hvor du supplerer, om at udstede dit eksamensbevis og registrere det i eksamensdatabasen.
Kun én studieplads
Du får maksimalt tilbudt én studieplads. Det er på den højeste af dine prioriteter, hvor der er plads. En betinget optagelse tæller som en plads. Du får ikke tilbudt plads på en lavere prioritet, hvis du mister den tilbudte studieplads, enten fordi du ikke består suppleringsfaget, eller fordi dit gennemsnit bliver nedjusteret.
Nedjustering
Vær opmærksom på, at dit karaktergennemsnit kan blive nedjusteret, hvis du har afsluttet eller afslutter din gymnasiale eksamen eller eux efter den 1. maj 2022. Det betyder, at du kan miste din tilbudte studieplads i kvote 1, hvis karakteren i suppleringsfaget trækker dit samlede gennemsnit ned, så det bliver lavere end årets adgangskvotient på uddannelsen.