Artikel

Uddannelsesvælgeren - et værktøj til 8.-10. klasse

Uddannelsesvælgeren kan hjælpe elever i grundskolens afgangsklasser med at vælge ungdomsuddannelse.

Bemærk: Værktøjet opdateres ikke længere og har derfor enkelte mangler. Værktøjet kan stadig benyttes, men det anbefales, at eleven bruger det i samarbejde med en vejleder eller en lærer.

Fold alle afsnit ud

Hvordan bruges værktøjet?

Valget sker gennem en proces, hvor den unge tager afsæt i sine interesser og forestillinger om job, måske endda drømmejobbet. Netop forestillingen om job og arbejdsliv kan skabe et klarere perspektiv på valget af uddannelse, fordi uddannelsen i høj grad kan opleves som vejen til jobbet.

Interessen for job

I processen med værktøjet vælger man, hvad man gerne vil arbejde med. Har man et drømmejob, kan det findes frem umiddelbart. Interesse-ikonerne tages med videre i processen.

I næste fase vises de job, der ligger inden for de valgte interesseområder. Ved klik på de enkelte job vises den ungdomsuddannelse, der fører til jobbet.

Man kan når som helst i processen finde flere oplysninger i UddannelsesGuiden og fx læse om uddannelsen.

I de næste faser kan man reflektere over, hvad man gerne vil lære og vide mere om.

Hvordan lærer du bedst?

I værktøjet tager man sine valg med sig til en afklaring af, hvordan man synes, man får mest ud af undervisning og lærer bedst.

Processen giver et klart billede af, hvordan personlige interesser og ønsker matcher med læringsstil og med den eller de uddannelser, der kunne udgøre vejen til drømmejobbet.

Dine job

Vejen illustreres i et enkelt billede, fra grundskolen over ungdomsuddannelsen og en eventuel videregående uddannelse til de job, som uddannelserne kan føre til i sidste ende.

Afslutningsvis kan eleven vælge at printe hele processen ud, sende den via e-mail til forældre, vejleder eller kammerater. Der linkes desuden til UGs kalender over åbent-hus-arrangementer, informationsdage og lignende, som en række af skolerne afholder.

Endelig er der link til beskrivelser af de mulige uddannelser.

Brug værktøjet sammen med vejleder eller lærer

Vær opmærksom på, at værktøjet ikke længere opdateres og derfor har enkelte mangler. Værktøjet kan stadig benyttes, men det anbefales, at eleven bruger det i samarbejde med vejleder eller lærer.

På følgende områder er det en god ide, at lærer eller vejleder supplerer med yderligere oplysninger:

Erhvervsuddannelse:

Efter eud-reformen 2015 er adgangen til videregående uddannelse på baggrund af en erhvervsuddannelse blevet forbedret. Disse forbedringer afspejles ikke i Uddannelsesvælgeren. 

Derudover er det blevet muligt at tage endnu flere erhvervsuddannelse med eux og dermed få samme mulighed for videreuddannelse, som dem, der har en gymnasial uddannelse.

Se de opdaterede muligheder i afsnittet Mere uddannelse på den enkelte uddannelsesartikel i ug.dk.

Efter eud-reformen 2015 er enkelte erhvervsuddannelser blevet nedlagt, og link fra værktøjet til uddannelsesbeskrivelserne vil være brudte. Enkelte nye erhvervsuddannelser er kommet til efter reformen. Disse kan ikke findes via link i værktøjet, men skal søges frem på ug.dk.

Gymnasial uddannelse og hf

Med gymnasiereformen 2017 bliver det muligt at vælge hf efter 9. klasse. Der vil endvidere være to varianter af hf at vælge imellem:

  • En 2-årig hf, der giver adgang til erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser
  • En hf med udvidet fagpakke, der også giver adgang til universitetbacheloruddannelser

Disse ændringer afspejles ikke i Uddannelsesvælgeren. Læs på ug.dk om hf.