Kvinde deltager i kursus
Artikel

Kompetencefonde

Mange ansatte på en overenskomst har mulighed for at søge om tilskud til efter- og videreuddannelse fra en kompetencefond.

De fleste overenskomster indeholder en aftale om en kompetencefond, som medarbejdere har mulighed for at søge tilskud fra til efter- og videreuddannelse. Det betyder, at du fx kan bygge oven på en uddannelse, du allerede har, eller gå fra ufaglært til faglært.

Fondsmidlerne indbetales af virksomheder, der har medarbejdere ansat under den pågældende overenskomst.

Der findes omkring 75 kompetencefonde.

Foto: Getty Images

Fold alle afsnit ud

Hvad giver kompetencefonde tilskud til?

Tilskud fra en kompetencefond dækker typisk udgifter til deltagerbetaling, transport og undervisningsmaterialer. Nogle fonde dækker også løn.

Fondene administreres meget forskelligt, og det er forskelligt fra fond til fond, præcis hvilke kurser og uddannelser de giver tilskud til.

Læs mere på de enkelte fondes hjemmesider.

Kan jeg søge om anden økonomisk støtte, når jeg søger tilskud fra en kompetencefond?

Du kan godt søge økonomisk støtte fra andre kilder, når du søger om tilskud fra kompetencefonde. Hvis VEU-godtgørelse eller SVU (Statens Voksenuddannelsesstøtte) kan bevilges til uddannelsen, så skal det søges, før kompetencefonden ansøges.

Læs mere om andre støttemuligheder i UG-artiklerne:

Hvilke kompetencefonde kan jeg søge?

I din ansættelseskontrakt kan du se, hvilken overenskomst du hører under. Din arbejdsgiver eller fagforening kan oplyse om, hvilken kompetencefond du kan søge.

Der er fonde for ansatte i både den offentlige og i den private sektor.

Der findes ikke en samlet liste, men de større fonde er listet op her.

Kompetencefonde for ansatte i den offentlige sektor

Kompetencefonde for ansatte i den private sektor

Pension Danmark administrer en del kompetencefonde. På deres hjemmeside kan du se en liste over kompetencefonde.

Se listen over Pension Danmarks kompetencefonde (pension.dk)

Hvem kan søge tilskud fra en kompetencefond?

Du kan søge om tilskud fra en kompetencefond, hvis du er i beskæftigelse og dækket af en overenskomst med en kompetencefond.

Dine muligheder for tilskud kan afhænge af, hvor længe du har været ansat.

Hvordan søger jeg tilskud fra en kompetencefond?

Nogle gange er det dig, der søger om tilskud, mens det andre gange er din arbejdsplads, der ansøger på dine vegne.

Tilskuddet vil blive udbetalt til din arbejdsplads, hvis det er din arbejdsplads, der søger. Du vil modtage din normale løn under kurset.

Du kan finde mere information om ansøgningsprocessen på den specifikke kompetencefonds hjemmeside. Du kan også få hjælp og vejledning fra din fagforening.

Mere information og personlig vejledning

Kontakt din tillidsrepræsentant eller din fagforening, og hør om dine muligheder for at søge tilskud til efter- og videreuddannelse fra en kompetencefond.

Personlig vejledning

eVejledning tilbyder mere generel vejledning om uddannelse og arbejdsliv via chat, telefon og e-mail.

Kontakt eVejledning