Som vejasfaltør er du med til at etablere og vedligeholde vejnettet i Danmark. Du arbejder typisk i et asfaltfirma, hos en entreprenør eller en kommune.
Du udfører belægninger og reparationer på motorveje, landeveje og kommunernes vej- og stisystem, men fx også på parkeringspladser, industriarealer og lufthavnes landingsbaner.
På uddannelsen lærer du at betjene maskinerne og samarbejde i teams om alle faser i processen med at udlægge asfalten.
Du fræser gammel asfalt op, fejer, sprøjter klæbemiddel, udlægger asfalt, komprimerer den og udfører finish omkring dæksler og afløb.
Du lærer desuden at betjene måleudstyr til at kontrollere, om det færdige arbejde overholder en række fastlagte standarder for kvalitet.
Generelle færdigheder
Ud over viden om asfalt får du generelle færdigheder, fx i at anvende arbejdstegninger og foretage opmålinger og beregninger.
Indhold
Du arbejder bl.a. med
- Produktion af vejasfalt
- Sundhed, arbejdsmiljø og samarbejde
- Udlægning af bære- og slidlag
- Komprimering og nivellering
- Fræsning og lapning
Desuden tager du certifikat på, at du kan efterleve de krav om sikkerhed, der stilles i forbindelse med vejarbejder.
Opbygning
Vejasfaltør er en brancheuddannelse, der består af både en praktisk og en teoretisk del.
Uddannelsen veksler mellem arbejde i en virksomhed og AMU-kurser. Samlet foregår ca. 25 pct. af tiden (godt 24 uger) på skole - resten af tiden tilbringer du i virksomheden.
Uddannelsessted
Den teoretiske del af uddannelsen foregår på:
- Byggetek Ulfborg Kjærgaard i Ulfborg ved Holstebro. Skolen er en del af Mercantec.
Eksamen
De enkelte fag afsluttes med en prøve. Kursister, der har uddannelsesaftale med en virksomhed og gennemfører uddannelsen, opnår branchens uddannelsesbevis.