Gode råd om brug af eVejleding
Artikel

Gode råd om brug af eVejledning i undervisningen

Benyt dig af eVejlednings tilbud i både undervisning og vejledning.

Er du i gang med at - eller skal du snart - vejlede dine elever om mulighederne efter 9. eller 10. klasse? Som supplement til din vejledning kan du, guide eleverne i at bruge eVejledning. eVejlednings åbningstider betyder, at vi er lige ved hånden en stor del af døgnet. 

Særligt chatten er populær
Brug gerne lidt tid på at introducere eVejlednings forskellige medier. Særligt chatten er populær, og derfor anbefaler vi, at du viser en chat på storskærm. Du kan inddrage eleverne ved at lade dem bestemme emnet og spørgsmål. Brug den særlige indgang for lærere og vejledere, som giver dig fortrinsret i køen.

En anden mulighed er at inddele klassen i nogle grupper, der arbejder sammen om en chat. De skal benytte den almindelige indgang til chatten.

I artiklen At chatte med eVejledning får du tips til at komme i gang med at bruge chatten i din undervisning og vejledning. Her kan du også finde eksempler på chats.

Undgå at hænge i kø
Det er ikke en god idé at alle elever i én eller flere klasser starter hver sin chat på én gang. Det danner en voldsom kø, da der typisk kun er 5-8 vejledere på vagt ad gangen. Køen giver eleverne en forkert fornemmelse af eVejlednings tilgængelighed, for normalt vil man meget hurtigt komme i kontakt med en vejleder. Det er bedre at opfordre eleverne til at chatte med os enkeltvis eller i små grupper senere.

Digitale møder

eVejledning holder løbende digitale møder for eleverne om OSO og valg af ungdomsuddannelse. Vi holder også digitale møder for forældre, der skal hjælpe deres barn i valget af uddannelse.