Den militære akademiuddannelse
Akademiuddannelse

Den militære akademiuddannelse

Uddannelsen giver dig kompetencer til at kunne fungere som mellemleder i hæren, søværnet, flyvevåbnet eller beredskabsstyrelsen.

Fakta

Navn:
Den militære akademiuddannelse
Andre betegnelser:
MAU
Varighed:
Ca. 3 år på deltid
ECTS:
60
Adgangskrav:
Uddannelse til sergent eller løjtnant + 2 års erhvervserfaring
Økonomi:
Ingen deltagerbetaling for studerende ansat i forsvaret. Deltagerbetaling for evt. andre deltagere

Uanset hvilket værn du kommer fra, udvikler du i praksis dine militære og ledelsesmæssige kompetencer. Du uddanner dig til at lede soldater under operationer i dit eget værn, men får også indblik i kerneopgaver i forsvaret.

Uddannelsen henvender sig til befalingsmænd og løjtnanter. Du kan være sergent, oversergent eller seniorsergent med mere end 2 års ledelseserfaring.

 

 

Foto: Kristian Brøndum

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Den militære akademiuddannelse har fokus på ledelsespraksis, som du kan anvende i dit daglige virke som befalingsmand. Uddannelsen kvalificerer til at varetage opgaver på et højere funktionsniveau i forsvaret.

Du styrker din faglighed med moduler, der er målrettet hæren, søværnet, flyvevåbnet eller beredskabsstyrelsen, men deltager også i værnsfælles forløb, der styrker dine kompetencer til at lede mennesker generelt og på tværs i organisationer.

Endelig kan du fordybe dig teoretisk og metodisk gennem valgfrie FLEX-moduler. FLEX-modulerne giver dig mulighed for at specialisere og tone din uddannelse, så den tilpasses din funktion eller dit interesseområde.

Retninger

På den militære akademiuddannelse vælger du uddannelsesretning inden for:

  • Hæren
  • Søværnet
  • Flyvevåbnet
  • Beredskabsstyrelsen

Opbygning

Uddannelsen består af:

  • To obligatoriske værnsfælles moduler (20 ECTS)
  • To-tre værnsspecifikke moduler (20 ECTS)
  • Et-to valgfrie FLEX-moduler (10 ECTS)
  • Et afgangsprojekt (10 ECTS)

Undervisning

Undervisningen tilrettelægges som blended learning, der veksler mellem lærerstyret tilstedeværelsesundervisning og fjernundervisning.

Uddannelsessteder

Uddannelsen bliver udbudt af Forsvarsakademiet på de fire sergentskoler:

  • Hærens sergentskole i Varde
  • Søværnets sergentskole i Frederikshavn
  • Flyvevåbnets sergentskole i Karup
  • Beredskabsstyrelsens sergentskole i Haderslev

Læs mere om uddannelsen på Forsvarsakademiets hjemmeside (fak.dk)

Fagoversigt

Obligatoriske moduler

  • Ledelse af mennesker (10 ECTS). Modulet kvalificerer din praksis som leder. Modulet har fokus på mennesker i organisationen og giver bl.a. forudsætninger for at fungere som bindeled mellem det manuelle niveau og ledelsesniveauet
  • Ledelse i organisationer (10 ECTS). Modulet har fokus på strukturerne i organisationen og giver bl.a. forståelse for den politiske ledelse og styring i forsvaret

Retningsspecifikke moduler – hæren

  • Grundlæggende taktik i hæren (10 ECTS). Modulet giver forståelse af grundlæggende landmilitær taktik og forudsætninger for at lede operative indsatser på delings- og underafdelingsniveau, herunder kendskab og kompetencer til at varetage sit eget kommandoansvar
  • Hæren i krig (10 ECTS). Modulet giver forståelse af formålet med at indsætte hæren i krig og internationale operationer og af de landmilitære enheders funktion. Du lærer desuden, hvordan du som befalingsmænd indgår i ledelse på bataljonsniveau

Retningsspecifikke moduler – søværnet

  • Maritime Emergency Management (5 ECTS). Modulet giver forståelse for krigsskibe som komplekse adaptive systemer. Der er desuden fokus på lederens rolle i forbindelse med ekstreme hændelser til søs
  • Maritime myndighedsopgaver (5 ECTS). Modulet giver viden om maritim myndighedsudøvelse og de maritime styrkers rolle i forhold til lovgivningen og det nationale beredskab
  • Sømilitære operationer og ledelse (10 ECTS). Modulet giver forudsætninger for at praktisere god ledelse og kommunikation om bord og på land. Du lærer desuden at planlægge, lede og gennemføre afgrænsede dele af operationer

Retningsspecifikke moduler – flyvevåbnet

  • Strategi i forsvaret (5 ECTS). Modulet skaber et teoretisk fundament for at forstå samspillet mellem samfundet som helhed og forsvaret som politisk virkemiddel i en strategisk kontekst
  • Operationer i flyvevåbnet (10 ECTS). Modulet giver både teoretisk og praktisk forståelse for, hvordan flyvevåbnets kapacitet kan anvendes i operationer
  • Ledelse i flyvevåbnet (5 ECTS). Modulet giver kompetencer til at praktisere ledelse i flyvevåbnet på en konstruktiv og effektiv måde

Retningsspecifikke moduler – beredskabsstyrelsen

  • Operations- og stabsstøtte i beredskabsstyrelsen (10 ECTS). Modulet giver grundlag for at forstå, hvordan det danske beredskab er organiseret og ledet til at håndtere kriser, ulykker og katastrofer, herunder viden om styrelsens myndighedsudøvelse og primære samarbejdspartnere i en operativ kontekst
  • Operativ ledelse i beredskabsstyrelsen (10 ECTS). Modulet giver kompetencer til at praktisere ledelse i beredskabsstyrelsen på en konstruktiv og effektiv måde. Du får desuden både teoretisk og praktisk forståelse for, hvordan beredskabsstyrelsens kapacitet kan anvendes ved store og komplekse hændelser

FLEX-moduler – valgfrie moduler

Du skal vælge FLEX-moduler i et omfang af samlet 10 ECTS.

Afgangsprojekt

Du afslutter akademiuddannelsen med et afgangsprojekt, der vægter 10 ECTS.

Varighed

Uddannelsen hører under åben uddannelse og er tilrettelagt som en deltidsuddannelse over op til 3 år.

Forløbet svarer til 1 års fuldtidsstudium og har et omfang af 60 ECTS.

Du skal afslutte uddannelsen, senest 6 år efter den er påbegyndt.

Læs mere om:

Optagelse og adgang

Den militære akademiuddannelse er en del af forsvarets lederuddannelser og er især målrettet ansatte i forsvaret.

Din uddannelsesbaggrund skal være én af følgende:

  • Grundlæggende sergentuddannelse fra beredskabsstyrelsen, hæren, søværnet eller flyvevåbnet *)
  • Løjtnantsuddannelsen i hæren, søværnet eller flyvevåbnet

*) eller relevant tilsvarende uddannelse fra nordiske lande

Desuden skal du have mindst to års relevant erhvervserfaring. Relevant erhvervserfaring kan i visse tilfælde være optjent før eller under adgangsgivende uddannelse.

Hvis du ikke opfylder uddannelseskravene, kan du evt. optages på baggrund af en realkompetencevurdering.

Har du gennemført videreuddannelse i dit eget værn eller tilsvarende civil lederuddannelse, har du mulighed for at få merit.

Kontakt Forsvarsakademiet, hvis du har spørgsmål om vurdering af kompetencer eller merit.

Ansøgning

Uddannelsen kan søges to gang om året med frist i april og oktober.

Du søger uddannelsen på forsvarets hjemmeside, hvor du også kan læse mere om, hvilken dokumentation du skal have klar.

Læs om ansøgning på forsvarets hjemmeside (karriere.forsvaret.dk)

Enkeltfag

Du kan blive optaget på enkelte moduler som enkeltfagsstuderende.

Kontakt Forsvarsakademiets studiekontor, og forhør dig om, hvordan du søger enkelte moduler.

Økonomi

Hvis akademiuddannelsen er en del af din uddannelse i forsvaret, er uddannelsen gratis, og du får løn.

Søger du som civilperson ind på enkelte moduler, er der deltagerbetaling. Kontakt Forsvarsakademiet for flere oplysninger.

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 5 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen.

Læs mere om kvalifikationsniveauer for videregående voksenuddannelser

Fremtidsmuligheder

Med den militære akademiuddannelse kan du fortsætte din karriere som befalingsmand i forsvaret på et højere funktionsniveau.

Uddannelse og ledererfaring fra militæret giver dig også mulighed for at arbejde som leder i det civile erhvervsliv.

Mere uddannelse

Uddannelsen giver adgang til officersuddannelsen. Løjtnanter og befalingsmænd kan altså tage den militære akademiuddannelse med henblik på senere optagelse på officersuddannelsen.

Den militære akademiuddannelse giver desuden adgang til den militære diplomuddannelse samt relevante civile diplomuddannelser. Se:

Forhør dig om mulighederne hos det uddannelsessted, du ønsker at søge ind på.