Kultur og samfundsfaggruppe - hf er et tværfagligt fag, der giver indsigt i samspillet mellem den historiske, samfundsmæssige og kulturelle udvikling i Danmark så vel som internationalt. Faggruppen består af fagene historie B, religion C og samfundsfag C.
Du vil komme til at arbejde med emner inden for historie, samfundsfag og religion i forløb, hvor alle tre fag indgår, således at du lærer at kombinere viden og metoder fra fagene.
Bla. vil du få indblik i sammenhænge mellem kultur- og samfundsforhold i danmarkshistorien og i sammenhænge mellem religionerne og europæisk kultur og tænkning.
Du vil også få indsigt i fagenes metoder og fx lære at indsamle, analysere og forholde dig kritisk til forskellige materialer.
Derudover vil du blive trænet i at argumentere og diskutere på et fagligt grundlag, fx i diskussioner af egne og andres kulturelle værdier eller synspunkter. Du vil lære at formidle din viden mundtligt og skriftligt.
Du får fx undervisning inden for følgende emneområder:
- fællesfaglige emner (fx globalisering og kulturmødet, religiøse og politiske brud)
- historie (fx dansk historie og identitet, hovedlinjerne i europæisk historie)
- religion (fx kristendom, islam mm., etik)
- samfundsfag (fx politisk ideologier, økonomiske sammenhænge)
Undervisningen veksler mellem forskellige mundtlige og skriftlige arbejdsformer og organiseres i mindst fire fællesfaglige forløb. Du får mulighed for at deltage aktivt i diskussioner og formidlinger.
Der bruges it-baseret udstyr til informationssøgning, formidling og vidensdeling.
Eksamen
Eksamen består af en intern flerfaglig mundtlig prøve og en ekstern mundtlig prøve i ét af de tre fag.
Projektet kan du udarbejde alene eller sammen med andre, mens den mundtlige prøve er individuel. Projektet udarbejdes i ca. 15 timer fordelt over mindst en uge i slutningen af undervisningsperioden, efter at uddannelsestiden i faggruppen er afsluttet. Der skal udarbejdes et skriftligt produkt på 2-4 sider, som afleveres mindst 3 dage inden prøvens afvikling.
Selve eksaminationen varer ca. 30 minutter. Du fremlægger temaets problemstillinger og relationerne til det læste stof ud fra synopsen.