I faget bioteknologi lærer du blandt andet om bæredygtig energi- og fødevareproduktion, bioteknologisk anvendelse af virus, mikroorganismer, planter og dyr, om miljøteknologi og miljøbeskyttelse og bioetik.
Bioteknologi kan bidrage med bæredygtige og innovative løsninger på samfundsmæssige og miljømæssige udfordringer, men rejser også etiske spørgsmål, som inddrages i undervisningen.
Du får bl.a. undervisning inden for emneområderne:
- Virus og cellers opbygning, funktion og vækst
- Kemiske reaktionstyper og mængdeberegninger
- Udvalgte uorganiske forbindelser og de organiske stofklasser, fx aminosyrer, alkoholer og carboxylsyrer
- Enzymer og deres opbygning og funktion
- Biokemiske forbindelser, fx proteiner og DNA samt biokemiske processer som fx fotosyntese
- Genetikkens molekylære og cellulære grundlag, herunder principper for nedarvning og genetisk variation mv.
- Menneskets fysiologi, herunder organsystemer, fordøjelsessystemet og menneskets forplantning
- Immunsystemet, herunder vaccination, seksuelt overførte sygdomme og epidemier
- Undersøgelse af et økosystem
- Genteknologi, herunder gensplejsning og kloning
Undervisningen er tilrettelagt med både teoretisk undervisning samt feltundersøgelser og arbejde i laboratoriet, hvor du afprøver den teoretiske viden i praksis. Det eksperimentelle arbejde udgør ca. 20 procent af undervisningen. Du vil skulle deltage i gruppearbejde, projektarbejde og selvstændig opgaveudførelse.
Der inddrages digitale værktøjer i undervisningen fx til opsamling og behandling af data, modellering, bioinformatik og informationssøgning.
Du får en afsluttende skriftlig og mundtlig årskarakter.