I fransk begyndersprog på A-niveau lærer du at deltage i samtale og diskussion på et klart og nogenlunde flydende fransk, lige som du lærer at skrive sproget og oversætte enkle tekster.
Du vil få gennemgået de grundlæggende principper for sprogets opbygning og anvendelse samt de grundlæggende elementer i fransk udtale og intonation.
Ud over at lære sproget får du bl.a. viden om samfunds-, erhvervs- og kulturforhold i Frankrig samt i et eller flere andre fransktalende lande. Der vil indgå fransksproget materiale fra såvel trykte som elektroniske medier.
Undervisningen omfatter både mundtligt og skriftligt arbejde og foregår i størst muligt omfang på fransk. Den organiseres gennem et antal forskellige emner. Hovedvægten lægges på arbejdet med at lære at tale fransk og med at lære at læse og forstå franske tekster.
I fransk begyndersprog på A-niveau er der en del skriftligt arbejde.
It indgår i undervisningen i form af informationssøgning samt interaktive øvelser og træningsprogrammer. Andre elektroniske medier inddrages også.
Eksamen
Eksamen består af en skriftlig prøve og en mundtlig prøve.
Den skriftlige prøve varer 4 timer og består af to opgave. Prøvens varighed er fire timer. Under første delprøve må hjælpemidler ikke benyttes. Efter højst én time afleveres besvarelsen af første del af opgavesættet, og herefter må alle hjælpemidler benyttes til besvarelse af anden del af opgavesættet.
Den mundtlige prøve er todelt og tager udgangspunkt i dels et ukendt tekstmateriale på ca. 1 side med relation til et kendt emne og dels et ukendt billedmateriale.
Eksamen varer ca. 30 minutter med ca. 60 minutters forberedelse.