Master i dansk som andetsprog
Masteruddannelse

Master i dansk som andetsprog

Uddannelsen kvalificerer dig til at undervise unge og voksne i dansk som andet- og fremmedsprog.

Fakta

Navn:
Master i dansk som andetsprog
Type:
Masteruddannelse
Varighed:
2 år på deltid
ECTS:
60
Adgangskrav:
Videregående uddannelse + 2 års erhvervserfaring
Økonomi:
Deltagerbetaling på 34.400 - 80.000 kr. SVU kun i særlige tilfælde

Du får de faglige og pædagogiske forudsætninger for at tilrettelægge og udvikle undervisningen i dansk som andetsprog.

Uddannelsen henvender sig til undervisere i ungdoms- og voksenundervisningen, som beskæftiger sig med undervisning i dansk som andetsprog.

Tilmeld dig på Voksenuddannelse.dk.

Vis hold

Foto: Getty Images
Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Uddannelsen tager udgangspunkt i de udfordringer, du møder som underviser i dansk som andetsprog.

Du udvikler din personlige undervisningsform og dine pædagogiske og faglige færdigheder inden for området.

Desuden får du kendskab til videnskabelige problemstillinger inden for dansk som andet- og fremmedsprog, og du lærer om andetsprogspædagogik, sprogtilegnelse, kulturforståelse og kulturpædagogik.

Opbygning

Uddannelsen består af:

  • Tre fagmoduler (45 ECTS)
  • Et masterprojekt (15 ECTS)

Undervisning

Undervisningen veksler mellem holdundervisning, forelæsninger, seminarer og netbaseret undervisning. Dertil evt. projekt- og gruppearbejde.

Uddannelsessteder

Uddannelsen kan udbydes af:

Titel

En fuld master i dansk som andetsprog giver titlen Master i dansk som andetsprog.

Den engelske betegnelse er Master of Danish as Second Language.

Eksamen

Hvert modul afsluttes med en eksamen. Du afslutter hele uddannelsen med udarbejdelse af et masterprojekt.

Fagoversigt

Fagoversigt - Københavns Universitet

Uddannelsens moduler fordeler sig over fire semestre:

1. semester

  • Sprogbeskrivelse. Modulet introducerer til beskrivelse af voksne og unges brug af dansk som andet- og fremmedsprog; du arbejder med analyse af træk ved dansk som andetsprog i både tale og skrift – og på alle sprogets niveauer: Ortografi, fonologi, prosodi, morfologi, syntaks, ordforråd, tekstlingvistik og pragmatik

2. semester

  • Kultur og sprog. Modulet giver indsigt i moderne kulturteori og i relationen mellem sprog, kultur og identitet for minoritets- og majoritetsgrupper – såvel på samfundsplan som i undervisningssituationer; du udvikler redskaber til at analysere kulturmøder og interkulturelle kommunikationssituationer

3. semester

  • Andetsprogspædagogik. Modulet introducerer til andet- og fremmedsprogspædagogiske teorier og metoder, som du lærer at anvende i praksis, når du udarbejder materialer og underviser; desuden introduceres du til teorier om andetsprogstilegnelse og deres betydning for andetsprogsudvikling og andetsprogsundervisning. Du deltager i feltarbejde og udarbejder en rapport, hvor du bl.a. analyserer læremidler, undervisningspraksis, evalueringsredskaber mv.

4. semester

  • Masterprojekt. Du arbejder med teorier og metoder fra de foregående moduler mhp. at behandle og formidle en problemstilling, som du selv vælger

Hvert modul har et omfang af 15 ECTS. Det anbefales, at du tager modulerne i rækkefølge.

Fagoversigt - Aarhus Universitet

Uddannelsens moduler fordeler sig over fire semestre:

1. semester

  • Andetsprogslæring og flersprogethed. Modulet giver indsigt i teorier om flersprogethed og dansk som andet- og fremmedsprog; du lærer at analysere sprog i et flersprogetheds- og andetsprogstilegnelsesperspektiv med henblik på, at du kan arbejde med sproglig vejledning og udvikling af praksis

2. semester

  • Sprog, kultur og samfund. Modulet giver indsigt i samspillet mellem sprog, kultur og samfund; du lærer at beskrive og analysere samfundsmæssige og institutionelle praksisformer i lyset af sproglig og kulturel diversitet, og du kan reflektere over centrale problemstillinger i relation til sprog- og kulturpædagogik

3. semester

  • Sprogpædagogisk praksis og andetsprogsdidaktik. Modulet giver indsigt i forskningsmæssige perspektiver på sprogpædagogik i flersprogede kontekster; du får kendskab til andetsprogsdidaktiske teorier og begrebsdannelser, og du får kompetencer til at analysere og udvikle sprogpædagogisk praksis

4. semester

  • Masterprojekt. Du arbejder med teorier og metoder fra de foregående moduler mhp. at behandle og formidle en problemstilling, som du selv vælger

Hvert modul har et omfang af 15 ECTS. Du kan tage modulerne i 1.-3. semester fortløbende eller i den rækkefølge, der passer dig. 

Varighed

Masteruddannelsen hører under Universitetsloven og er tilrettelagt som deltidsuddannelse over 2 år.

Forløbet svarer til 1 års fuldtidsstudium og har et omfang af 60 ECTS.

Der kan være mulighed for at tage uddannelsen på fuld tid. Forhør dig på uddannelsesstedet.

Optagelse og adgang

Uddannelsesbaggrund

For at blive optaget på uddannelsen skal du have en af følgende uddannelser:

  • En bachelor- eller kandidatuddannelse med minimum 45 ECTS point i sprog
  • En professionsbacheloruddannelse som lærer med sprogligt linjefag
  • En mellemlang videregående uddannelse som lærer med sprogligt linjefag
  • En diplomuddannelse i dansk som andetsprog

Uddannelsesstedet kan vurdere, om du kan optages, hvis du har tilsvarende uddannelsesmæssige forudsætninger.

Kontakt uddannelsesstedet, hvis du har spørgsmål til optagelse og adgangskrav.

Erhvervserfaring

Du skal have mindst 2 års relevant erhvervserfaring inden for undervisning eller kommunikation, efter at du har gennemført den adgangsgivende eksamen.

Det kan fx være danskundervisning for voksne udlændinge, modtageklasser i folkeskoler og på ungdomsuddannelser eller kommunikationsarbejde inden for integrationsområdet.

Sproglige krav til udenlandske studerende

Hvis du er udenlandsk studerende eller har adgangsgrundlag fra udlandet, skal du inden studiestart bestå "Studieprøven" i dansk eller danskprøver på tilsvarende niveau.

Økonomi

Deltagerbetaling

Der er deltagerbetaling på uddannelsen. Den koster 34.400 - 80.000 kr.

SVU

Du kan kun søge Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU) i særlige tilfælde.

For at søge SVU skal du være i arbejde og i øvrigt opfylde betingelserne. Se Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU).

Ledig eller revalidend

Læs desuden om dine muligheder for uddannelse som ledig eller revalidend.

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 7 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for videregående voksenuddannelser.

Fremtidsmuligheder

Med en master i dansk som andetsprog kan du typisk arbejde som underviser eller konsulent, fx som:

  • Lærer eller pædagog i folkeskolen
  • Underviser på en professionshøjskole
  • Underviser på sprogcentrenes danskuddannelse for flygtninge og indvandrere
  • Underviser i dansk som andetsprog på voksenuddannelsescentre, gymnasier og hf-kurser, erhvervsskoler, AMU-centre, ungdomsskoler, efterskoler eller højskoler
  • Underviser i dansk som andetsprog hos private udbydere
  • Underviser i dansk som fremmedsprog på universiteter i udlandet
  • Konsulent i uddannelsessektoren

Vis hold Skjul hold

Tilgængelige hold for dette kursus.
Dato Afholdelsesform Undervisningssted
*
1. februar 2025
31. august 2025
Master i dansk som andetsprog, modul 2, Aarhus Fleksibel undervisning 8000 Aarhus C
*
1. februar 2025
31. august 2025
Modul 4: Masterprojekt Fleksibel undervisning 8000 Aarhus C
*
3. februar 2025
1. august 2025
Andetsprogspædagogik - dagkursus (F25) Dagundervisning 2300

Uddannelsens veje

Job (minimum 2 år)
Videregående uddannelse