På uddannelsen til professionsbachelor i ernæring og sundhed arbejder du med mad og måltider i centrum. Der er fokus på sundhed, forebyggelse og behandling af raske og syge borgere og patienter.
Opbygning
Uddannelsen er opdelt i en basisdel og en studieretningsdel. Hver studieretning består af en række obligatoriske fag, samt valgfrie elementer, der giver dig mulighed for at præge uddannelsen i den retning, du ønsker.
Fag
Du får undervisning i emner inden for ernæring, fødevarer, sundhedsfremme, forebyggelse, ledelse, og bæredygtighed. Du stifter desuden bekendtskab med pædagogiske og psykologiske teorier og praksis og lærer at formidle din viden om fødevarer, sund mad og livsstilsændring.
Studieretninger
Studieretningen kan enten være fødevarer og ledelse eller sundhedsfremme og diætetik, hvor der er to toninger: sundhedsfremme og forebyggelse samt klinisk diætetik.
Det er ikke alle uddannelsessteder, der udbyder alle studieretninger og toninger. Se mere hos det enkelte uddannelsessted.
- Fødevarer og ledelse: Du arbejder med sundhed, ledelse, ernæring, innovation, produkt- og konceptudvikling af fødevarer og måltider i et samfundsmæssigt, og brugerorienteret perspektiv.
- Sundhedsfremme og forebyggelse: Du arbejder med samspillet mellem mad, ernæring og sundhed for forskellige målgrupper med forskellige livsstilssygdomme samt de kontekster, som de indgår i. Du lærer derudover at vejlede og formidle om kost og ernæring.
- Klinisk diætetik: Du arbejder med ernæring og diætbehandling, sygdomslære og farmakologi samt vejledningsmetoder med fokus på madens sammensætning i forhold til diætbehandling ved sygdom.
Titel
Uddannelsen giver titlen professionsbachelor i ernæring og sundhed. Med studieretningen sundhedsfremme og diætetik med toningen klinisk diætetik autoriseres du med titlen klinisk diætist.
Uddannelsens engelske titel er Bachelor in Nutrition and Health.