Uddannelsen kombinerer de tekniske ingeniørfag og de æstetiske fag inden for arkitektur og design. Du lærer at arbejde med arkitektonisk formgivning og design med udgangspunkt i samspillet mellem funktion, æstetik, teknologi og miljø.
I løbet af det første år vil du lære om grundreglerne for, hvordan man udvikler et forslag til løsning af en konkret arkitektur-, design- og byarkitektonisk opgave. Du vil herunder øve analyse af eksisterende værker, konceptudvikling og design af projekter, som kombinerer teknisk forståelse med rumlig, funktionel og formmæssig kvalitet.
Specialiseringer
Efter det første år skal du vælge at specialisere dig inden for enten:
- Arkitektur og urbant design
- Industrielt design
Fag
I løbet af uddannelsen får du undervisning i forskellige fag, der relaterer sig til det tekniske og æstetiske i projekter fx formgivning, arkitekturhistorie, tektonik, 3D-modellering, fremstillingsprocesser og brugeranalyser. Du arbejder både med fysiske og digitale modeller.
Du lærer også om, hvordan et projektarbejde organiseres og styres hensigtsmæssigt og har kurser om samarbejde, læring og projektstyring.
Titel
Uddannelsen giver den akademiske titel BSc.