På uddannelsen lærer du at beherske projektering, dvs. at udarbejde en plan for et større projekt. Det kan være konstruktion af bygninger, bygningsinstallationer eller infrastrukturelle anlæg, som fx veje.
Du lærer at anvende fagets metoder og teknikker til at løse problemstillinger indenfor bygge- og anlægsbranchen.
Du får viden om betydningen af konstruktioners holdbarhed og sikkerhed og kommer til at arbejde med bæredygtighed, digitalisering og klimasikring.
Områder
De bygningstekniske områder består bl.a. af:
- Digitale bygnings- og landskabsmodeller
- Konstruktioner i træ, stål og beton
- Styrkelære og beregning af belastninger
- Materialelære
- Bygningsenergi
- Bygningsinstallationer
- Indeklima
- Vandforsyning og kloakering
- Anlægskonstruktioner
- Geoteknik
- Vej- og jernbanebygning
- Trafikteknik
- Projektledelse og byggeprocesstyring
- Klimatilpasning
Fag
I løbet af uddannelsen får du også undervisning i grundlæggende naturvidenskabelige fag som fx matematik og fysik.
På de sidste semestre er der mulighed for at præge din uddannelse gennem en række valgfag, så du i større grad kan fokusere på det område, som har din største interesse.
Titel
Du får titlen diplomingeniør/professionsbachelor. Den engelsksprogede titel er Bachelor of Engineering.