Man kan organisere sit selvstændige arbejdsliv på mange forskellige måder. Det mest almindelige er at starte sin egen virksomhed som iværksætter.
At man er selvstændig og driver sin egen virksomhed, betyder ikke altid, at man er iværksætter. Man kan fx købe en virksomhed, der allerede er i gang.
I hele servicesektoren er det almindeligt både at købe en virksomhed og at starte sin egen. Det sker også ofte inden for Handel. Lysten til egen virksomhed kan altså godt realiseres uden at starte helt forfra.
Nogle erhverv lægger naturligt op til, at man bliver selvstændig. Det er job som apoteker, elinstallatør, restauratør, kiropraktor, massør, projektleder, psykoterapeut, tandlæge o. lign. Inden for sundhedsområdet findes en del selvstændige behandlere og terapeuter.
Inden for kunst og kultur er det almindeligt, at man er selvstændig som fx skuespiller, musiker, instruktør, kunsthåndværker, designer eller billedkunstner. Disse mennesker lader sig engagere til en konkret opgave, og er i den forstand selvstændige, eller de er deres eget firma. Se mere i brancherne under Kultur og fritid.
Professionelle sportsfolk udgør også deres eget firma. De tegner kontrakt om at levere deres kunnen i kortere eller længere perioder. Se mere om disse enmandsvirksomheder i artiklen Professionel sportsudøver.
Freelance er også en måde at have sin egen virksomhed på. Freelancere lader sig engagere til opgaver, der som regel kræver specialviden og -kunnen inden for et snævert fagområde. Det er meget almindeligt inden for film- og tv-arbejde, konsulentvirksomhed og rådgivning. Se mere om Produktion af film, tv og musik mv. og om forskellige former for rådgivningsvirksomhed i artiklerne Advokatvirksomhed, Revision og bogføring, Virksomhedskonsulenter samt Arkitekter og rådgivende ingeniører.
Endelig taler man om iværksættere som frie agenter, ligesom man bruger udtrykket intrapreneur om en person, der starter en ny afdeling eller virksomhed i en eksisterende virksomhed.
Fælles for iværksætteren, den selvstændige, freelanceren og intrapreneuren er, at der er nogle kvalifikationer og kompetencer, som er kendetegnende for dem, og som man dels udvikler i personligheden, og dels kan uddanne sig til.