Uddannelsen har fokus på udviklingen af dit personlige og kunstneriske særpræg i arbejdet med at komponere musik. Du skal have fantasi, kreativitet og evne til at føre dine ideer ud i virkeligheden.
Hovedfaget
Gennem undervisningen i hovedfaget videreudvikler du dine evner til at komponere musik med personligt udtryk og æstetisk tyngde. Du lærer også om kunstneriske problemstillinger i tidens musik.
Du får indsigt i relevante metoder og teorier og får kompositionstekniske færdigheder og udtryksformer.
Forskellige områder inden for komposition
Du kan uddanne dig til komponist inden for:
- Elektronisk komposition, hvor du komponerer musik ved hjælp af elektroniske medier.
- Filmkomposition, hvor du både arbejder med akustiske instrumenter og computersampling.
- Klassisk eller rytmisk komposition, hvor du arbejder med akustiske instrumenter og udvikler din evne til at forstå det enkelte instrument og dets lyd, samt hvordan det indgår i et orkester.
Du får også undervisning i erhvervsfag, som bl.a. indbefatter it, basal ophavsret, markedsføring og pressehåndtering.
Opbygning og indhold kan variere
Uddannelsen kan variere i opbygning og indhold afhængigt af uddannelsessted. Læs mere på det enkelte uddannelsessteds hjemmeside.
Titel
Kandidatuddannelsen giver den akademiske titel cand.musicae (komposition). Uddannelsens engelske titel er Master of Music (MMus) (composition).